Fagbevægelsen måtte ligesom landbruget, industrien og flere andre aktører i dansk u-landsvirke affinde sig med, at U-landsstyrelsen er fortid ved årsskiftet. Til gengæld vil man holde vågent øje med den nye mægtige bevillingskomite, hvorigennem u-landsmilliarderne fremtidigt skal løbe.
Det fremgår af udtalelser fra LO-sekretær Marie-Louise Knuppert til Ulandssekretariatets website mandag.
Ulandssekretariatet er fagbevægelsens samarbejdsorgan for u-landsrettet arbejde og Knuppert er dets formand – se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/18-09-12/lo-kvinde-christian-friis-bach-b-r-have-mere-modst
Hun er samtidig blevet næstformand for udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) nyligt nedsatte Udviklingspolitiske Råd og i den egenskab siger hun, at “det er meget, meget vigtigt, at rådets diskussioner afspejler sig i komiteens bevillinger. At der er sammenhæng, så de ikke pludselig er løsrevne størrelser”.
Det skal ses på baggrund af, at mens U-landstyrelsen igennem 50 år indstillede projekter og programmer direkte til ministeren, ligger den opgave fremover i den nye bevillingskomite, mens det Udviklingspolitiske Råd tager sig af de strategiske diskussioner og (blot) rådgiver ministeren.
Mærkesager med
Marie-Louise Knuppert vil generelt tage fagbevægelsens mærkesager, vækst og beskæftigelse, med sig ind i det nye råd. Og så vil hun have kvinder på dagsordenen.
”Den store udfordring bliver at få skabt sammenhæng mellem rådets diskussioner og det, der konkret sker ude i landene. Det er utroligt vigtigt, at der kommer noget konsensus ud af diskussionerne i rådet, anfører hun i et interview med Ulandssekretariatets medarbejder, kommunikationskonsulent Gladis Johansson.
61-årige Knuppert har siddet i U-landstyrelsen i en årrække, senest som næstformand og var samtidig eneste repræsentant for fagbevægelsen i den ni medlemmer store forsamling.
I det nye råd, der får 15 medlemmer, sidder tre fra fagbevægelsen. Nemlig udover hende selv formanden for FTF og næstformand i Ulandssekretariatet Bente Sorgenfrey og LO-konsulent Svend-Erik Ohrt.
Om sin holdning til arbejdet i rådet og u-landene i det hele taget siger hun videre:
”Vi skal spille stærkt med, fordi et velfungerende arbejdsmarked skaber skatteindtægter og gør folk i stand til at forsørge sig selv. Og når folk kan brødføde sig selv og deres familier, så kan de begynde at kræve de rettigheder, de har som borgere.”
Kvinder i fokus
Netop rettigheder er i centrum i ministerens strategi for den danske udviklingspolitik, og rettigheder er vigtige, mener Marie-Louise Knuppert og tilføjer, at faglige rettigheder også bliver trådt under fode i udviklingslandene.
”Men jeg har hele tiden sagt, at rettigheder ikke kan spises. Hvis du ikke har mad på bordet til dig og dine børn, så kommer rettighederne ikke først. Det gør maden.”
Et emne, der også står meget højt på dagsordenen hos den nyslåede næstformand i rådet, er kvinder. Deres rettigheder og muligheder for at deltage i demokratiske processer og i arbejdslivet.
”Det er så vigtigt at få uddannet kvinderne og få dem ind på arbejdsmarkedet. Vi ved, at når kvinder deltager i demokratiet og på arbejdsmarkedet, så er det et plus for et lands udvikling. Den diskussion er ministeren heldigvis også optaget af,” siger Marie-Louise Knuppert.
Udviklingspolitisk råd træder formelt i kraft efter nytår, men holdt for nylig sit første uformelle møde. De 15 personer i rådet består af repræsentanter for lønmodtagere, arbejdsgivere, landbrug, udviklingsorganisationer samt forskningsverdenen.
Formand for Udviklingspolitisk Råd er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Georg Sørensen – se også
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/professor-i-spidsen-friis-bachs-nye-r-d
Se meget mere om rådet og bevillingskomiteen i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/30-11-12/friis-bachs-nye-udviklingspolitiske-r-d-tr-der-nu