Det er en kvinde med solid erfaring, der pr. 15. oktober 2020 officielt kan kalde sig direktør for Institut for Menneskerettigheder.
Louise Holck, f. 1964, har tidligere været asylchef i Dansk Flygtningehjælp, kommunikationschef i DR og direktør i Forbrugerstyrelsen. Siden 2012 har hun været vicedirektør for Institut for Menneskerettigheders nationale arbejde, og da den tidligere direktør, Jonas Christoffersen, efter 11 år på posten forlod instituttet i marts 2020, blev Holck udnævnt til konstitueret direktør.
I en pressemeddelse siger bestyrelsesformand Dorthe Elise Svinth om udnævnelsen:
”Louise Holck kender organisationen indgående og har spillet en vigtig rolle i den udvikling, instituttet har gennemgået de seneste år. Louise har også i sin tid som konstitueret direktør vist, at hun gerne videreudvikler på indsatser og på de metoder, instituttet anvender, og hun har også fået sat flere nye skibe i søen.”
Svinth understreger, at det er en enig bestyrelse, der står bag ansættelsen.
Louise Holck, der er cand.jur. og blandt andet har taget en journalistisk tillægsuddannelse, glæder sig til officielt at tiltræde stillingen som direktør for instituttet.
”Jeg har i hele mit arbejdsliv beskæftiget mig med menneskers rettigheder. Det er ganske enkelt dér, juraen for alvor har givet mening for mig. Jeg ser derfor meget frem til at skulle stå i spidsen for Institut for Menneskerettigheder og sikre, at vi fortsætter med at gøre en forskel for mennesker og deres rettigheder både herhjemme og ude i verden,” udtaler Holck.
Institut for Menneskerettigheder er Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution og er nedsat ved lov af Folketinget. Instituttet har cirka 140 medarbejdere og arbejder i mere end 20 lande.