Maternity Worldwide bliver til Maternity Foundation

Forfatter billede

I april skifter NGOen Maternity Worldwide navn og skal nu hedde Maternity Foundation – i daglig tale blot Maternity. Over de seneste ni år har Maternity Foundation opbygget erfaring med holdbare sundhedsprogrammer for gravide, fødende og nyfødte, hedder det i en pressemeddelelse.

Herudover har Maternity i samarbejde med Københavns Universitet udviklet et mobile health-værktøj (sundhedsfremme via mobiltelefonen) kaldet “The Safe Delivery App”, som kan undervise sundhedsarbejdere i fjerntliggende egne i basal fødselshjælp via mobiltelefonen.

Maternity’s strategi for de kommende år er at “blive en førende innovatør og katalysator for sundhedsfremme blandt gravide og fødende i Afrika”, anføres det.

Det skal ske ved at “tilbyde vore ekspertydelser inden for træning af sundhedsarbejdere og mobile health til internationale NGO’er og offentlige institutioner, som f.eks. gennem vore allerede etablerede partnerskaber med Røde Kors, SOS Børnebyerne og det etiopiske sundhedsministerium”.

Kronprinsessens rolle

Kronprinsesse Mary har været protektrice for fonden siden 2010.

I december 2009 modtog NGOen således Mary Fondens årlige julegave på 250.000 kr. De mange penge gik til en etårig jordemoderstilling i Etiopien, hvor en udsendt fra Danmark har oplært lokalt personale.

Maternity Worldwide /Foundation er en frivillig organisation stiftet i 2005 af seks danske kvinder.

Med visionen ”det må ikke koste liv at give liv” er formålet at sikre kvinders liv i forbindelse med graviditet og fødsel i udviklingslande. Man har påbegyndt dette arbejde i Etiopien i et af verdens fattigste områder, hvor dødsårsagen for hver syvende kvinde er komplikationer opstået ved graviditet og fødsel – dødsfald der med den rigtige indsats kan forebygges.

Maternity Foundation har i samarbejde med sin engelske søsterorganisation opbygget et landsbybaseret projekt, der tager udgangspunkt i uddannelse og hjælp til selvhjælp med base på et lokalt hospital i den vestlige del af Etiopien.

I foreløbig 40 landsbyer (2012) er der etableret kvindegrupper med undervisning i basal sundhed og faresignaler ved fødsel. Derudover har kvindegrupperne modtaget og administrerer mikrolån.

Maternity driver fødeafdelingen på hospitalet og udsender frivillige læger og jordemødre og har indført et kuponsystem, som har givet adgang til sikre fødsler på hospitalet for over 3.000 kvinder.

Maternity med adresse på Sortedam Dossering midt i København fortsætter som en selvstændig, dansk organisation under eget navn: Maternity Foundation.

Samtidig med navneskiftet får Maternity ny hjemmeside (www.maternity.dk), ny visuel identitet og nyt logo.

Yderligere oplysninger hos:
Lise Knudsen, Maternity Foundation
Tlf. 22 11 70 52 og e-mail:
[email protected]