Menneskerettighedsorganisation: Religiøs masseflugt fra Egypten

Forfatter billede

Siden Præsident Mubaraks fald har flere end 100.000 koptere – indfødte kristne egyptere – forladt landet på grund af trusler fra islamister. Det vurderer en egyptisk menneskerettighedsorganisation, skriver Kristeligt Dagblad tirsdag.

Den egyptiske menneskerettighedsforkæmper Naguib Gabriel kalder det fordrivelse, når han gør tallene op over de koptere, der i løbet af de seneste seks måneder har forladt Egypten.

– Her er ikke tale om frivillig emigration fra kopternes side. De bliver tvunget til at flygte fra Egypten på grund af trusler og chikane fra de islamistiske salafister, og fordi det nuværende egyptiske regime ikke er i stand til at beskytte dem, siger Naguib Gabriel til Kristeligt Dagblad.

Han afviser, at kopterne flygter af magelighed, og fordi Egypten befinder sig i en økonomisk krise.

– Kopterne tilhører fortrinsvis de stærkere økonomiske lag af befolkningen, og når de flygter, er det derfor ikke af økonomiske grunde, men af frygt for islamisterne, siger han.