Mere dansk bistand til Mellemøsten

Forfatter billede

I 2012 vil udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) samlet råde over 275 mio. kr. til at støtte demokratiske reformer i Nordafrika og Mellemøsten, skriver Berlingske tirsdag.

Dertil kommer 100 mio. kr., som skal bidrage til økonomisk vækst og tiltrængte arbejdspladser i udvalgte lande i regionen.

Støtten til Nordafrika og Mellemøsten kanaliseres gennem det såkaldte Arabiske Initiativ, et særlig program, som dav. udenrigsminister Per Stig Møller (K) søsatte i 2003 og som efter pres fra Dansk Folkeparti fik et nyt navn – Partnerskab for Dialog og Reform – og delvist nyt indhold i fjor.

Det indebar, at Israel kom med i gruppen, der kunne støttes. Den nye regering fratager ikke Israel denne mulighed – i hvert fald ikke i 2012- , men giver programmet dets gamle navn tilbage for at understrege, at hovedopgaven er at sikre demokrati og fremgang i de arabiske lande.

Christian Friis Bach siger til Berlingske, at man “vil undgå alle de cigarkasser, som den tidligere regering arbejdede med”.

– Derfor nedlægger vi tidl. udviklingsminister Søren Pinds (V) Friheds-pulje og bruger pengene under Det Arabiske Initiativ, forklarer han.

Landekredsen udvides med Libyen og Tunesien. I forvejen dækker Det Arabiske Initiativ Marokko, Jordan,Yemen og Egypten.