Selv om det er 9 år siden, borgerkrigen i Angola sluttede, er landminer stadig en risiko for folk på landet. Folkekirkens Nødhjælp arbejder på at fjerne miner og underviser folk i at undgå ulykker på grund af miner. Beretningen om Laura og hendes familie fortæller om hvilken betydning minerydning, og bevidstgørelse om risikoen ved miner, har for folks helt almindelige dagligdag i Angola.
Af Mille Lübbert
Artikel på Folkekirkens Nødhjælps website
Som barn overlevede Laura en mineulykke. For hendes familie er livet i Angola i dag fyldt med udfordringer, men i det mindste kan hun nu gå i skole – i sikkerhed.
1-årige Laura var bundet fast på sin mor Lidias ryg, da Lidia trådte på en landmine, placeret i marken i Angolas Moxico-provins. 19-årige Lidia Isula mistede et ben samt sit ufødte barn, og Laura blev alvorligt såret. Ulykken fandt sted i 2004, samme år hvor Folkekirkens Nødhjælp startede minerydning i provinsen. I dag er Lauras landsby et sikkert sted at bo.
Laura smiler genert og forsøger at skjule sig bag et lille mangotræ uden for sit undselige, brune hus. Men hun går med til at vise os sin højre fod, hvor et ar vidner om den voldsomme oplevelse i hendes barndom.
– Hun kan bevæge sig og lege ligesom de andre børn, men hvis hun løber for meget, gør hendes fod ondt, fortæller Lidia.
Laura husker ikke noget om ulykken, men hendes nysgerrighed overvinder efterhånden hendes generthed, mens hun stolt fortæller, at hun nu går i 2. klasse.
Fjorten i ét lille hus
Laura and Lidia bor i et lille hus nær mangotræerne sammen med 12 andre familiemedlemmer. Under vores sidste besøg var de kun syv i huset, der er omkring 30 m2.
– Det andet hus blev ødelagt af regnen, forklarer Lidia, mens hun peger på en plet ved siden af huset, hvor nogle få rester afslører, at der engang lå en anden bygning.
Lidia fik en protese efter ulykken, og den har gjort det muligt for hende af og til at arbejde som rengøringsassistent for Folkekirkens Nødhjælp. For denne løn lykkedes det hende at bygge huset, de nu bor i, og åbne en lille forretning. Desværre gik forretningen dårligt og er nu lukket. Folkekirkens Nødhjælp kan ikke tilbyde Lidia fast arbejde, og familien klarer sig kun lige ved småjobs, som hendes mand får fra tid til anden.
Hjemvendte efter krigen undervises i minerisici
Skønt Angolas olieressourcer siden afslutningen på borgerkrigen i 2002 har medført høj økonomisk vækst for en lille del af befolkningen, så er de livsbetingelser, Lauras familie lever under, den hårde realitet for de fleste mennesker i Angola.
Halvdelen af Moxicos beboere er vendt hjem efter krigen, hvor de enten boede i udlandet eller var internt fordrevne under konflikten.
De hjemvendte ankommer ofte uden nogen ejendele og kender ikke de farer, der lurer i Angolas frugtbare jorder. Mens Folkekirkens Nødhjælp kæmper for at rydde land, som de kan slå sig ned på, sker der stadig adskillige ulykker hvert år.
En vigtig del af Folkekirkens Nødhjælps arbejde er derfor uddannelse i minerisici i lokalsamfundene.
Flere udfordringer
Folkekirkens Nødhjælp har ryddet store områder rundt om Alto Campo landsbyen, hvor Laura har boet siden 2006. Lauras landsby er nu et sikkert sted at bo, og det beroliger hendes forældre og giver dem håb. Laura og hendes tre søskende kan trygt bevæge rundt, og de kan gå i skole.
Mere end 200 familier har bygget huse og startet et nyt liv på den jord, Folkekirkens Nødhjælp har ryddet i Alto Campo.
Men blot få kilometer væk forurener et ukendt antal miner og ueksploderet ammunition stadig jorden og udgør den næste store udfordring for Folkekirkens Nødhjælp og andre minerydningsaktører.
—————
Mille Lübbert bor p.t. i Angolas hovedstad, Luanda. Hun var til for nylig medlem af U-landsnyts redaktionsledelse.
