Efter gensidig aftale mellem Mission Østs bestyrelse og Kim Hartzner træder denne tilbage som generalsekretær for organisationen.
Programchef i Mission Øst Peter Drummond-Smith træder til som konstitueret generalsekretær, indtil bestyrelsen har rekrutteret en ny person til at føre organisationen videre.
Hartzner forlader dog ikke organisationen, som han selv var med til at starte for 29 år siden sammen med sin far, René Hartzner. I stedet tiltræder han en rolle som fundraiser, hvor han skal hjælpe med at samle penge ind til Mission Øst.
”Tiden er nu moden til, at jeg træder et skridt tilbage for at koncentrere mig om det, der inspirerer mig mest: At tale de fattiges og nødlidendes sag og rejse penge, så vi i Mission Øst kan hjælpe endnu flere mennesker,” udtaler den afgående generalsekretær i en pressemeddelelse.
Stormfuld tidUdmeldingen om Kim Hartzners tilbagetræden kommer ovenpå et par uger med stor medieomtale for Mission Øst. Blandt andre Globalnyt har kunnet berette om, hvordan Kim Hartzner først blev fyret af den tidligere bestyrelse, hvorefter bestyrelsen blev væltet på organisationens generalforsamling, og den nye bestyrelse derpå ansatte Hartzner igen.
Læs også: “Drama i Mission Øst – generalsekretær fyret, så hyret igen”
I pressemeddelelsen understreger den nye bestyrelsesformand Torben Andersen, at Hartzner har spillet en altafgørende rolle for Mission Øst, og at bestyrelsen ser frem til fortsætte samarbejdet med ham i hans nye rolle.
”Kim Hartzner har som medstifter og generalsekretær været eminent i opstarts- og vækstfasen som den initiativrige og dynamiske person, han er. Nu går Mission Øst ind i en konsolideringsfase for at danne base for yderligere vækst. Derfor ønsker vi at sætte Kim Hartzner fri til at gøre det, han er bedst til: at tale Mission Østs sag og samle penge ind,” lyder det fra Torben Andersen.
Den tidligere bestyrelse er orienteret om Kim Hartzner tilbagetræden.
Mission Øst blev grundlagt af Kim Hartzner og hans far, René Hartzner, tilbage i 1991, og er nu vokset til en international hjælpeorganisation med kontorer i København, Bruxelles og Berlin. Mission Øst arbejder direkte eller gennem lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Irak, Libanon, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er certificeret af det prestigefyldte Core Humanitarian Standard.