Mumbais slumbeboere må vente på genhusning

Forfatter billede

Af Malene Lykkebo, cand.mag. i religionshistorie og medlem af U-landsnyts redaktionen.

Mumbai, maj 2011: Det er ingen hemmelighed, at Mumbais traffikale problemer er store. Meget store. Udvidelse er mere eller mindre umulig, da byen er omgivet af vand.

Har man på et tidspunkt i sit liv besøgt Mumbai, har man også stiftet bekendskab med ufatteligt lange og langsomme bilkøer og set folk hænge ud af de toge, som hver dag bringer flere millioner mennesker rundt i storbyen. Over 15 millioner liv må deles om pladsen på de godt 603,4 km2.

Men nye tiltag skal være med til at afhjælpe presset den stigende befolkning ligger på veje og togskinner.

Verdensbanken har finansieret MUTP (Mumbai Urban Transport Project), som er med til at bygge nye veje og genhuse over 100.000 mennesker.

Genhusning er nødvendig, da pladsen skal bruges til udvidelse og ombygning af infrastrukturen, blandt andet med henved 96 såkaldte “fly overs”. Dette går specielt udover de fattigste borgere, hvis hjem rives ned.

Verdensbankens gør med blandt andet videoen “Moving Mumbai into the future” opmærksom på de store udfordringer Mumbai (og Indien) står overfor. Der vises eksempler på, hvordan genhusning har givet familier mulighed for at flytte ind i større og “rigtige” lejligheder.

Dog er et problem opstået: den planlagte optælling af beboerne i slumområdet ved Mumbais lufthavn, Chhatrapati Shivaji International Airport, er gået i stå. Derfor er NGO’en SPARC (Society for the Performance of Area Resource Center) blevet bedt om at hjælpe til med at starte optællingen på ny. Henved 80.000 mennesker skal identificeres og tælles.

En af grundene til at optællingen må starte forfra er, at beboerne ikke så nemt lader sig optælle, både på grund af antal og en generel modstand. En reel flytning er ikke mulig før engang i løbet af 2012.

Ifølge MUTPs Additional Metropolitan Commissioner SVR Srinivas er dette det største slum rehabiliterings projekt i verden. Og har man set slummen ved Mumbais internationale lufthavn, som næsten kan siges at ligge på startbanen, har man en idé om, hvor stort et projekt der er tale om. Lykkes det at genhuse disse mennesker, er meget opnået. Men der er langt igen.

Flere faktorer spiller ind i Mumbais overbefolkning og traffikale problemer: fattigdom, øget antal af tilflyttere og biler, kritik af placeringen af de såkaldte”fly overs”.

I den danske dokumentarfilm “Cities on Speed – Mumbai Disconnected” møder man nogle af disse forhindringer: Overklassefruen, som ikke vil have sit grønne område ødelagt af “fly overs”; middelklasse manden, som endelig har råd til drømmen, nemlig en bil i form af verdens billigste, Nano’en fra TATA.

Og fattigdommen har også sin grimme finger med i spillet, når der dagligt kommer mellem 1000 og 1500 håbefulde liv til byen i håb om et bedre liv. Ofte ender disse skæbner på gaden eller klemt sammen i slummen.

Hvordan det skal ende, er svært at spå om. Man kan kun håbe på det bedste, nemlig at virksomme kræfter kan komme til at gøre en forskel.

Videoen fra Verdensbanken kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=Wz84x8mdE_4