En evaluering af Nepals fredsproces siden 2006 viser ifølge Danida, at der med international støtte er sket klare fremskridt i forhold til at sikre menneskerettigheder og udvikle demokratiske institutioner. Samtidig kan udbredt korruption og manglende politisk vilje blive stopklodser for den fortsatte udvikling.
I 2006 blev der sat punktum for et årti med konflikt og vold i Nepal. Det skete med en fredsaftale, der søgte at indlemme de maoistiske oprørere i resten af samfundet, skabe et bæredygtigt demokratisk apparat med folkevalgt parlament og regering, og lave en ny grundlov.
Dansk støtte til freden
En række internationale donorer trådte til for at støtte processen. Heriblandt Danmark, der i perioden fra 2006 til 2012 gav 267 millioner kroner, øremærket til at styrke menneskerettigheder, good governance og fredsmægling i landet. Også Finland og Schweiz har bidraget til fredsprocessen, og det er især indsatsen fra disse tre lande, der evalueres i den netop udkomne rapport om landets politiske udvikling siden 2006.
Bedre rettigheder, men manglende vilje
Nogle af fredsaftalens løfter er blevet indfriet: Menneske-rettighederne er blevet styrket, og en grundlovsgivende forsamling blev demokratisk valgt i 2008. Denne har dog til dato ikke mundet ud i en faktisk grundlov. Det er, ifølge evalueringen, et eksempel på, at Nepals politiske elite mangler viljen til en gennemgribende forandring af samfundet. Et faktum, der skaber bekymring om den videre demokratiske udvikling i landet.
Fortsat korruption
En anden stor udfordring er den fortsatte korruption, der gennemsyrer både staten og ikke-statslige organisationer. Skønt den internationale støtte også har været rettet mod netop korruptionsbekæmpelse, så tyder evalueringen på, at der er meget lang vej igen på dette område.
