NGO: Nytænkning i erhvervsstøtte må sigte på Afrikas unge

Forfatter billede

Det giver god mening at nytænke business-programmer i udviklingsbistanden, så længe det altafgørende mål om at skabe job til unge i Afrika fastholdes, mener BØRNEfonden. Bedste vej ud af fattigdom er et varigt job. Derfor bør jobskabelse for u-landenes unge være en mærkesag for regeringen. 

Det skriver fonden i en presseudtalelse tirsdag.

Det sker efter at handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har meddelt, at to programmer, Danida Business Partnerships og Business Project Development, er sat midlertidigt i bero, og at bistanden beskæres.

“Det er altafgørende at holde fast i, at den danske udviklingsindsats sigter efter at skabe jobs til unge i Afrika og andre steder på kloden”, siger BØRNEfondens direktør, Bolette Christensen.

“Vi mener danske virksomheder kan spille en vigtig rolle i at det lykkes, og derfor er det vigtigt, at ordningerne ikke lukkes, men derimod gentænkes, så man kun ændrer på redskaberne, men holder fast i målet”, uddyber hun.

Millioner af arbejdsløse unge

Arbejdsløse unge er en af de største udfordringer for det afrikanske kontinent, der med 200 millioner i aldersgruppen mellem 15 og 24 har den yngste befolkning i verden.

Folketallet forsætter sit vokseværk i de kommende år, og både FN, EU, Verdensbanken og bilaterale donorer anerkender udfordringen med de mnage unge som en af de største udfordringer for Afrikas fremtidige udvikling. 

Derfor er en indsats for jobs og unge nødvendig for at sikre udviklingslandene bedre vækstbetingelser, skabe større stabilitet og forebygge flygtningestrømme fra syd mod nord, hedder det.

“Erhvervssamarbejde er hjælp til selvhjælp, og erhvervsinstrumenter kan hjælpe danske virksomheder ind i kampen, og derved skabe de nødvendige jobs. Det er afgørende for at bringe landene på en kurs, hvor de i fremtiden kan stå på egne ben”, anfører Bolette Christensen

BØRNEfonden havde gerne set, at der ikke skulle spares på udviklingsbistanden, men anerkender at økonomien skal hænge sammen. Men trods besparelser bør erhvervsinstrumenter prioriteres særdeles højt i det fremtidige udviklingsarbejde. 

“Hvis vi får udnyttet det potentiale, de unge har, og tør tage det lange seje træk, kan vi ruste kommende generationer til at skabe vækst og løfte Afrika ud af fattigdom”, gør Bolette Christensen gældende.

“Det er ungdommen, der gennem udvikling af virksomheder, skabelse af jobs og implementering af nye idéer kan skabe fremtiden i udviklingslandene. Derfor skal vi holde fast i at gå virksomhedsvejen, og vi vil gerne give vores erfaringer på området med til det videre arbejde”, pointerer hun.

Yderligere oplysninger hos:

Direktør Bolette Christensen via presserådgiver Rasmus Holm Thomsen, mobil 61 26 67 01 og e-mail: [email protected]