Nigers børn dør af sult

Forfatter billede

Rahila er 24 måneder gammel og bor hos sin bedstemor. For 3 dage siden vejede hun 5 kilo og blev henvist til et behandlingscenter, som Red Barnet støtter. Her får hun og andre alvorligt fejlernærede børn mad med høj næringsværdi, beriget mælk og medicin. Siden hun blev indskrevet har hun taget lidt over 100 gram på, oplyser Red Barnet i sit maj-nyhedsbrev.

Sulten gnaver i maven på 378.000 børn i Niger. Uden akut hjælp vil tusindvis af børn dø i løbet af de næste måneder – og overlevende børn risikerer uoprettelige skader på grund af underernæring.

– Allerede nu dør børn af sult. Hvis vi skal forhindre, at katastrofens omfang eskalerer, må verden ikke vente længere med at reagere. Vi er nødt til at hjælpe – nu, siger Red Barnets nødhjælpschef, Alice Moltke Ladekarl.

58 procent af befolkningen mangler mad

Fejlslået høst på grund af tørke og en stigning i madpriserne får Nigers regering til at anslå, at 7,8 millioner mennesker – det svarer til 58 procent af befolkningen – er i risiko for at blive ramt af hungersnød.

Red Barnet advarer om, at sultkatastrofen kan ramme langt flere i takt med, at familiers mulighed for at skaffe mad forværres. Og de langsigtede konsekvenser for de børn, der overlever sultkatastrofen, er enorme. Underernæring, selv i kortere perioder af et lille barns liv, har en meget negativ indflydelse på barnets fysiske udvikling og immunitet over for sygdom og indlæringsevne.

Vi må ikke vente med en reaktion

– Dette er et wake-up-call til det internationale samfund. Vi har brug for en tobenet indsats – penge nu til at redde tusinder af børn fra sult og en langsigtet indsats for at sikre en løsning på Nigers problemer med fattigdom, som både er den underliggende årsag til den nuværende katastrofe, og som årligt påvirker utroligt mange børn i landet, siger Alice Moltke Ladekarl.

Niger er det fattigste land i Afrika, og allerede inden den nuværende sultkatastrofe døde hvert sjette barn, før det fyldte fem år.

I 2005 var Niger også ramt af en massiv sultkatastrofe, der kostede omtrent 85.000 mennesker livet. Red Barnet advarer om, at den nuværende sultkatastrofe kan blive værre.

Red Barnets internationale sammenslutning, Save the Children, begyndte at arbejde i Niger under den sidste sultkatastrofe, og nu beder sammenslutningen om yderligere hjælp, så den hurtigt kan øge arbejdet og give flere familier livsnødvendig mad og medicin.

Red Barnet Danmark har sendt 700.000 kroner til livsnødvendig mad og medicin til Nigers børn og deres familier.