Nordkorea risikerer ny fødevarekrise

nordkorea_mission_oest
Sådan så børnehjemsbørn i Haeju, Nordkorea, ud i 2013 efter en omfattende fødevarekrise. "Hvis der ikke kommer regn over sommeren, står vi over for en ny katastrofe", siger Kim Hartzner.
Foto: Mission Øst
Forfatter billede

90.000 børn i Nordkorea er akut underernærede. Og tallet vil vokse, hvis regnen udebliver i sommer. Rismarkerne er tørre, og bønderne graver dybt for at finde fugt.

Vi vil måske igen se underernærede børn, der sidder på nøgne betongulve uden at kunne rejse sig, lyder det fra generalsekretær Kim Hartzner, der netop er vendt hjem fra et besøg i Nordkorea.

Rismarker er udtørrede

Overalt er rismarkerne tørre – rismarker, der som bekendt skal soppe i vand.

”Hvis der ikke kommer regn over sommeren, står vi over for en katastrofe,” siger Kim Hartzner i en pressemeddelelse.

”Bønderne tiggede os om hjælp til drivhuse, hvor plastdækning kan holde fugten inde og solen ude. Det er vigtigt, at afgrøder og grøntsager bliver beskyttet mod solen om sommeren, hvor temperaturen kan stige til 35 grader.”

Mission Øst fortsætter indsatsen i landet og fokuserer på vandforsyning, bæredygtigt landbrug og katastrofeforebyggelse. Der er brug for såsæd, gødning og plastic til at beskytte afgrøderne, hvilket kan sikre, at bønderne – og børnehjemmene – kan klare sig selv i fremtiden. Og myndighederne er meget samarbejdsvillige.

”Sammen med FN har vi stillet som betingelse, at vi kun uddeler, hvis vi må tjekke, at hjælpen kommer frem. Og de betingelser efterlever de,” fortæller Kim Hartzner.

Glade og livlige børn

Kim Hartzner besøgte også Nordkorea i 2013 og glæder sig over at se, at Mission Østs fødevarehjælp har gjort gavn for omkring 50.000 udsatte børnehjemsbørn.

Under sit seneste besøg mødte han glade og livlige børn i modsætning til et besøg i 2013:

”Efter tørken i 2012 var børnene så afkræftede, at de ikke kunne rejse sig op på grund af mangel på vitaminer, minealer og proteiner. Men nu legede og larmede de som andre børn,” fortæller Kim Hartzner.

Sådan ser børnehjemsbørnene ud, som Kim Hartzner besøgte i Haeju i juni 2015.


Foto: mission Øst

250 gram mad om dagen

Lige nu er 70 procent af befolkningen – 18 millioner mennesker – afhængige af det statslige fødevareprogram, vurderer FN i en ny rapport, der også fortæller, at fødevarerationerne sidste efterår var sat ned til 250 gram per person. Det er det laveste niveau siden fødevarekrisen i 2012.

”Der er mangel på strøm og brændstof, hvilket bl.a. skyldes den internationale blokade,” fortæller Kim Hartzner efter besøget i landet.

Nordkorea har omkring 24 millioner indbyggere, som siden midten af 1990’erne har kæmpet med konsekvenserne af økonomisk deroute og hyppige naturkatastrofer. Dette har ført til udbredt hungersnød, som i midten af 1990’erne kostede op mod en million nordkoreanere livet.

Læs mere om Mission Østs arbejde i Nordkorea.