Ny bog: Tro, håb og overgreb

Forfatter billede

Af Gladis Johansson

Alle har ret til et anstændigt arbejde. Men mange steder er det livsfarligt at kræve sin ret. Det gælder f.eks. i de mellemamerikanske lande Honduras og Guatemala, som sammen med Bolivia er i fokus i Ulandssekretariatets kampagne 2014.

Døden kom til den lille by Chiqimulilla en mandag formiddag. Den kom i skikkelse af en bevæbnet mand, og den kom for at dræbe Melvi Camey, en 48-årig laborant og tillidsrepræsentant for sine kolleger i sundhedsforbundet SNTSG.

I Guatemala er det nemlig forbundet med livsfare at være fagligt aktiv og kæmpe for sine rettigheder. Flere end 60 faglige ledere er blevet dræbt de seneste fem år og mange flere kidnappet, overfaldet eller truet på livet.

Melvi Camey overlevede attentatet den mandag formiddag. Det gjorde den advokat, hun holdt møde med, til gengæld ikke.

Ny bog i trykken

Beretningen om Melvi Camey er en af de fortællinger, der snart kan læses i Ulands-sekretariatets bog “Tro, håb og overgreb – Rettigheder og kunst i Latinamerika”, som netop er gået i trykken.

Her kan du også møde hummerdykkeren Taywar fra Honduras, der hver dag sætter livet på spil for at mætte amerikanernes efterspørgsel efter de delikate haler.

Og som bare må bede til, at han kommer hjem fra dykkertogterne med livet og førligheden i behold trods de livsfarlige arbejdsforhold.

Mødet med Nelly

Eller du kan møde 14-årige Nelly, der sælger jeans 12 timer om dagen på et marked i Bolivias største by La Paz for at hjælpe med at brødføde sin familie i Andeslandet.

Om aftenen går hun i skole i tre timer sammen med andre børnearbejdere. Hun har arbejdet, siden hun var otte og ville helst bare gå i skole og få en uddannelse.

Men når hun nu er nødt til at bidrage til familiens overlevelse, insisterer hun på i det mindste at arbejde på ordentlige vilkår. Det kæmper hun for sammen med 15.000 andre børnearbejdere i deres faglige organisation.

Fernisering 23. maj

Læs videre på
http://www.ulandssekretariatet.dk/content/tro-haab-og-overgreb

Gladis Johansson er medarbejder i Ulandssekretariatet, fagbevægelsens fælles organisation for udviklingsbistand.