Caritas Danmarks bestyrelse vedtog på bestyrelsesmødet den 31. marts 2017 en ny international strategi 2017-2021 for Caritas Danmark, skriver organisationen på sit websted.
Strategien Caritas Denmark International Strategy 2017-2021 er den første af sin slags, hvor den humanitære indsats og udviklingsarbejdet er beskrevet samlet.
Strategien angiver de strategiske pejlemærker for organisationens arbejde i lande som Jordan, Uganda, Myanmar, Tchad og Niger, hvor den fortsat vil fokusere sin indsats omkring udviklingsstøtte til fattige bønder og humanitære bidrag til kriseramte befolkninger, herunder flygtninge og deres værtsbefolkning.
Samtidig henter strategien inspiration fra Caritas Internationalis strategi 2015-2019 og knytter den danske organisation tættere sammen med Caritas-netværkets mål.