En nyindstiftet pris på 20.000 euro vil blive tildelt en person eller en organisation, der arbejder med en integreret tilgang til international udviklingsbistand, skriver rårgivningsfirmaet NIRAS på sit sit websted.
”The World Prize for International Integrated Development” er et nyt initiativ, der sætter fokus på fremtiden for international udviklingsbistand.
Ud over æren består prisen af 20.000 Euro, en ceremoni og offentlig forelæsning. Prisen uddeles i forbindelse med, at NIRAS afholder 60 års fødselsdag i september i København.
Integreret udvikling beskriver en tilgang, hvor tværfaglige og multidisciplinære projekter anerkender integriteten af alle aspekter af livet som grundlag for en bæredygtig udvikling.
Udviklingsbistand er tværfaglig af natur
"Tidligere har udviklingsprojekter haft en tendens til at være orienteret mod bestemte lande, organisationer eller discipliner. Men udviklingsbistand er af natur noget, der kræver mere end at løse et simpelt problem, og det er sjældent begrænset til én disciplin," siger professor Lindsay Falvey fra University of Melbourne i Australien.
Lindsay Falvey er en af initiativtagerne bag ”World Prize for International Integrated Development” og har arbejdet med landbrug og udviklingsbistand i mere end 35 år. Han er formand for udvælgelseskomiteen, der består af internationalt anerkendte eksperter, herunder ghanesiske Elizabeth Adu med mere end 30 års erfaring fra Verdensbanken, den internationale forhandler og udviklingsfigur Carlos Pérez del Castillo fra Uruguay, direktør for Udenrigsministeriets Center for Kultur og Uddannelse Elsebeth Krogh, og UNAIDS-ambassadør Mechai Viravaidya fra Thailand.
Den integrerede tilgang er imidlertid ikke begrænset til blot at omfavne forskellige udviklingsprojekter såsom landbrug, sundhed, sanitet, miljø, veje, klima, regeringsførelse, menneskerettigheder og så videre. Integreret udvikling er i virkeligheden en holistisk metode, som tager det bredest mulige perspektiv, herunder målgruppens værdier.
Integreret tilgang øger projekters succesrate
"Et vellykket projekt kommer ikke i mål ved stor faglighed alene, men skal også inddrage faktorer som verdensopfattelse. Vi er nødt til at se på alle aspekter af menneskelighed. Hvis vi for eksempel inkluderer åndelige og religiøse faktorer i vores forståelse af et projekt, stiger sandsynligheden for succes stejlt," forklarer professor Lindsay Falvey.
Et velkendt eksempel illustrerer pointen: Rent teknologisk er det ingen sag at grave en brønd og installere en pumpe i en landsby for at løse udfordringen med vandforsyning og dårlig hygiejne, og dermed behøver landbyens kvinder ikke længere gå i timevis med tunge vanddunke på hovedet. Til gengæld mister landsbyen den sociale interaktion med de øvrige landbyer, der var ved den hidtidige, fælles brønd, herunder den læring, unge piger tilegner sig fra de ældre kvinder undervejs, udveksling af nye ideer og så videre.
The International Integrated Development Prize sigter mod at belønne en person med en bemærkelsesværdig track record med og interesse i at bruge integrerede metoder i projektgennemførelsen. Det kan være gennem feltarbejde, udvikling af metoder og redskaber eller offentliggørelsen af integrerede teorier fra forskellige erfaringer af sektoren i løbet af det sidste halve århundrede.
Sådan nominerer du din kandidat
Nomineringsprocessen til den første pris er netop begyndt, og nomineringer er velkomne fra alle de hjørner af international udviklingsbistand, der integrerer discipliner og aspekter af menneskelig udvikling lige fra materielle til åndelige og intellektuelle sfærer.
Nomineringer kan indsendes via www.worldprize.life inden fristen udløber den 28. februar 2016.
Visionen er at uddele prisen årligt. Den første prisoverrækkelse finder sted 3. september 2016 i København i forbindelse med fejringen af 60-årsdagen for prisens sponsor, NIRAS.
"Fordi det er første gang, vi giver prisen, skal prismodtageren vælges meget omhyggeligt. Han eller hun vil sætte retningen og give prestige. Forhåbentlig vil prisen fremhæve vellykkede projekter, hvor en bred vifte af aspekter indgår, og dermed tilskynde til en bredere forståelse af integreret udvikling, siger professor Lindsay Falvey.
Om sponsoren
NIRAS har valgt at sponsorere World Prize for International Integrated Development, da prisen afspejler den tværfaglige og integrerede tilgang til udviklingsbistand, som virksomheden selv arbejder ud fra.
”Vi har mere end 40 års erfaring med udviklingsbistand over hele verden, og vi ser netop en tværfaglig og multidisciplinær tilgang i sammenhæng med et holistisk blik som nogle af de afgørende faktorer for, at udviklingsbistanden reelt gør en forskel,” siger administrerende direktør Carsten Toft Boesen, NIRAS.