Ny klimabog til børn: ”Den bedste medicin mod bekymring er at vide, man kan bidrage til forandring”

Journalist og forfatter Sofie Hviid.


Foto: Privat
Søren Steensig

27. oktober 2022

Da jeg gik i tredje klasse frygtede, jeg klimaforandringerne så meget, at jeg fik ondt i maven. Jeg forestillede mig, hvordan Danmark ville ligge under vand som Atlantis. Havene ville, på grund af den smeltende indlandsis, stige så hurtigt, at vi intet kunne gøre. I dag har frygten et navn. Den hedder ”klimaangst”, og flere og flere børn og unge lider af det.

Medierne flyder over med historier om Amazonas brændende regnskov, oversvømmede byer og floder, der tørrer ud. Det var forvirrende og frustrerende ikke at vide, hvad jeg selv kunne gøre for at bremse klimaforandringerne.

Angsten nikker Sofie Hviid, der er journalist og en del af virksomheden Klimajournalister, genkendende til. Hun har skrevet bogen ’Bliv klimasej – 20 sjove ting, du kan gøre for verden’, som henvender sig til de 6-14-årige.

Bliv klimasej – 20 sjove ting, du kan gøre for verden

Skrevet af journalist Sofie Hviid

107 sider

Udgivet den 5. oktober på forlaget Frydenlund

”Da det gik op for mig, hvor stor en krise verden er i, fik jeg det svært. Måden jeg fik hold på de svære følelser, var ved, at jeg fandt ud af, at jeg kunne gøre noget. For den bedste medicin mod bekymring er nemlig, at man ved, man kan bidrage til forandring,” siger forfatteren.

Selvom hun har skrevet en klimaværktøjsbog til børn, er det vigtigt for hende at understrege, at børn intet ansvar har for at løse klimakrisen.

”Men de kan godt blive bekymret, fordi de lytter og ved at klimakrisen findes. De har også brug for at handle på deres eget niveau,” påpeger hun.

Det skal være sjovt at redde verden

’Bliv klimasej’ forklarer pædagogisk og farverigt verdensmålene, den grønne omstilling, drivhusgasser, klimaaftryk, og hvordan madvaner, affaldssortering, genbrug, transportmidler og meget mere kan trække verden i en mere grøn retning. Bogen skal vise børn, at de kan være med.

”Det skal være sjovt at handle, og børnene skal grine, mens de bidrager til en grønnere planet. De skal forstå, at det, de gør, betyder noget. Gretha Thunberg er et fremragende eksempel på, at et lille menneske kan gøre en stor forskel. Ikke alle børn skal være Gretha Thunberg, men alle børn skal vide, at de kan være en del af løsningen,” fortæller Sofie Hviid.

Hun håber, at bogen kan være med til at vise, at vi alle sammen kan være med til at skabe en mere bæredygtig fremtid. Vi kan inspirere hinanden og løfte opgaven i fællesskab.

”Løsningen findes ikke i det individuelle aftryk. Det handler nemlig ikke kun om at slukke lyset og sortere affald, men det er vigtigere, at vi inspirerer andre mennesker og løfter opgaven kollektivt. Det afgørende er, at vi alle sammen gør noget,” siger hun.

”Derfor er der også inspiration til, hvordan børnene kan starte en demonstration og tage kontakt til politikerne”. 

Børnenes stemmer

I bogen er der flere citater fra børn, der har været med til at gøre en forskel. En af dem er Ida Holst Borup på 13 år, der har bygget boghuse af gamle skabe, hvor man kan bytte bøger. Efter planen skal de stilles op rundt omkring i danske byer.

”Jeg håber, at bogen hjælper børn, men også forældre til at tage hul på snakken om bæredygtighed og klima. Det kan være svært for forældre og endda skolelærere at tale om klimakrisen uden at gøre nogen kede af det. Det behøver ikke at være en trist snak, fordi der er masser af ting, vi kan gøre,” siger Sofie Hviid.

Dengang i tredje klasse, da jeg fik ondt i maven over klimakrisen, ville det have været en hjælp at vide, at der var noget, jeg kunne gøre – selv hvis det var en lille ting. For, som Sofie Hviid skriver i ’Bliv klimasej’, så er verden gået lidt i stykker, men vi har værktøjet til at reparere den.