Ny kommissær: Fra investeringsbanker og industri til EU-udviklingspolitik 

Tjekken Jozef Sikela er ny EU-kommisær for Internationale Partnerskaber, hvis han da bliver godkendt af EU-Parlamentet senere på året.


Foto: Dursun Aydemi/Anadolu Agency/ Getty
Sven Johannesen

17. september 2024

Han ville hellere have haft et andet, lidt tungere EU-job. Den tjekkiske regering gik efter posten som EU-kommissær for international handel eller for energi til Jozef Sikela. Det var i hvert fald det, Bruxelles-rygterne gik på så sent som i sidste uge.

I stedet blev det til kommissærposten for internationale partnerskaber for den tjekkiske minister for handel og industri, Jozef Sikela, der bag sig har en succesfuld karriere i en række investeringsbanker, og i 2013 blev hyldet som Banker of the Year i sit hjemland. Jozef Sikela er 57 år gammel og fra et liberalt parti.

Hvis nogle læsere kort undrer sig over, hvorfor Globalnyt sætter fokus på posten for internationale partnerskaber,og ikke på kommissærposten for udviklingspolitik, så er det fordi, hele det EU-ansvarsområde, der før hed internationalt samarbejde og udvikling, for tre år siden blev omdøbt til Internationale Partnerskaber.

Med den lille politisk korrekte tilføjelse “For people and planet.” 

Men hvis Jozef Sikela stadig skulle være utilfreds efter sin udnævnelse, så er det ikke fordi, han skal ligge og rutte med småpenge. Ifølge Europa Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, kommer Sikela til at bestyre et investeringsprogram på hele 300 milliarder euro.

Og EU-budgettet for de internationale partnerskaber, han skal arbejde med, hører til blandt EU’s største. Samtidig har området fået en hårdere kant, efterhånden som EU er vågnet op til den globale konkurrence fra især Kina, der har været gode til at lave partnerskaber på det afrikanske kontinent om ressourcer og råstoffer, og som ofte har overhalet EU.

I sin kommentar til netmediet EurActiv.cz valgte Sikela da også at se sit nye job fra den lyse side. Især ud fra et lidt mere patriotisk perspektiv.

”Når man studerer opgaven, er det fra mit synspunkt en meget attraktiv portefølje for Tjekkiet. Vi har, hvad vi ønskede: det største generaldirektorat i hele Kommissionen og et betydeligt budget, både til kommissæren selv, til generaldirektoratet og til de projekter, der hører under kommissærerne,” lød det, inden Sikela satte trumf på:

“Fra mit synspunkt er det den stærkeste portefølje, som Tjekkiet har haft indtil videre,”

Fokus på Global Gateway

Da Europa Kommissionens formand, Ursula Von der Leyen, gav et overblik over de 27 nye kommisærers ansvarsområder, modtog de i den anledning et lille brev fra chefen om vedkommendes mission, der indskærper, at det her skam ikke bliver fri leg. I det syv sider lange breve kan man blive klogere på opgaverne, prioriteterne – og den politiske betoning for hele Kommissionens arbejde de næste fem år.

Jozef Sikela skal navnlig bringe Global Gateway videre. EU’s store infrastruktur program skal nemlig give Xi Jinping’s ditto – det kinesiske Belt and Road Initiative –  kamp til stregen. Global Gateway skal sikres udbredelse og investeringer og gå fra “Start up” til “Scale up”, som det hedder. Det skal gøres til et EU-flagskib, der vækker tillid verden over og tiltrækker private investeringer. Og som samtidig står for gennemsigtighed og såkaldte “Clean Trade and Investment Partnerships”. 

Det vil ikke være muligt for EU at bevare sin lederrolle i at støtte partnere til at opnå bæredygtig udvikling, hvis den kun fokuserer på EU’s egne økonomiske interesser

Tanya Cox, Concorde

Selv skrev Sikela på X: ”Som EU-kommissær for internationale partnerskaber giver det mig mulighed for at fokusere på at styrke EU’s økonomiske sikkerhed, diversificere vores leverandører af kritiske råvarer og åbne nye markeder for europæiske virksomheder. Min samtale med von der Leyen har yderligere forstærket dette. Hun understregede, at Global Gateway-initiativet ses som et af de vigtigste værktøjer til at øge den økonomiske sikkerhed og udvikle Europas økonomiske forbindelser med internationale partnere”.

Tanya Cox, leder af den europæiske NGO-sammenslutning Concorde ser en smule skeptisk på prioriteringerne i Jozef Sikelas arbejde. 

”Vi er slet ikke overraskede over, at Kommissionen fokuserer så meget på Global Gateway, selv i de internationale partnerskaber. EU har til hensigt at geare så mange porteføljer som muligt til at forbedre EU’s økonomiske sikkerhed og skabe investeringsmuligheder. Desværre er dette ønske kombineret med en meget konkurrencepræget, endda kamplysten, tilgang til andre nationer,” siger Cox til Globalnyt. 

Serie: EU’s globale skæbneår

Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.

Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.

I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.

Alle seriens artikler

”Det er interessant at bemærke, at kommissær Sikela ikke ser ud til at fortolke det missions-brev, han modtog fra Von der Leyen, som vi gør. Sikelas X-indlæg viser hans interesse for handel og investeringer, og især hans erklærede fokus på at garantere europæisk økonomisk udvikling. Det kunne lyde som dødsstødet for internationale partnerskaber, som vi kender det. Hvad mere er, vil det ikke være muligt for EU at bevare sin lederrolle i at støtte partnere til at opnå bæredygtig udvikling, hvis den kun fokuserer på EU’s egne økonomiske interesser,” siger hun.

Sikela skal som alle de øvrige kommissærer igennem høringer i Europa-Parlamentet, hvor han risikerer at bliver forkastet.

”Vi håber meget, at Europa-Parlamentet under Sikelas høring vil fokusere på hans vision for, hvordan internationalt samarbejde kan understøtte partnerlandenes bæredygtige udvikling” siger Tanya Cox. 

Hun understreger trods sin skepsis også flere positive aspekter: ”Når det er sagt, er vi lettede over at se, at missionsbrevet for internationale partnerskaber er bredere end forventet og inkluderer FNs bæredygtighedsmål (SDG), ligestilling mellem kønnene og fokus på skrøbelige sammenhænge”.

Den beslægtede kommissærpost for nødhjælp, beredskab og krisestyring, der før delvist har ligget sammen med udviklingssamarbejde, går til den belgiske udenrigsminister Hadja Lahbib.