For langt de fleste danskere vil Armenien sikker være svært at placere korrekt på et kort. Men de seneste uger har det lille land – som er på størrelse med Jylland og grænser op til Georgien, Iran, Aserbajdsjan og Tyrkiet – og dets knap 3 millioner indbyggere de sidste par uger fyldt godt op i den globale nyhedsflade. Hundredtusindvis af utilfredse armeniere er gået på gaden for at vælte den siddende regering i hvad der ligner den største protest i landets mere end 2000 år lange historie.
Jeg er født i Armenien i en lille bjerglandsby, men har efterhånden boet 16 år i Danmark. Jeg er ekstremt stolt at se så mange af mine landsmænd og -kvinder stå sammen om, på demokratisk vis at ændre på situationen i landet. Jeg sprang på et fly for ved selvsyn at opleve og forstå, det der sker lige nu. Det faktum, at protesterne favnede alle – uanset klasse, uddannelsesniveau og alder – og foregik fredeligt og med stor respekt, forvisser mig om, at Armenien langt fra er fortabt.
Protesten begyndte i det små med knap 50 deltagere i landets næststørste by Gumri og intet pegede på, at dette var noget, der skulle vokse og få massiv opbakning fra det armenske folk. Og så alligevel.
Tilbagegang fra begyndelsen
For at forstå den massive mobilisering, må man kigge på landets nyere historie. Siden 21. september 1991, hvor den tidligere sovjetrepublik erklærede sin uafhængighed fra Sovjetunionen og befolkningen var fuld af håb for en ny og demokratisk fremtid, er det kun gået en vej for Armenien: Tilbage.
Det er næsten tre årtier siden og de mange fremtidsdrømme er smuldret i takt med, at korruptionen er vokset, valgene er blevet svindlet med købte stemmer, og den ene dårlige leder har afløst den anden. Men så kom den berømte sidste dråbe. Serzh Sargsyan, Armeniens tidligere præsident, annoncerede nemlig sit kandidatur som landets premierminister i april 2018 – blot få år efter han gennem en folkeafstemning ændrede landets forfatning, så Armenien blev et parlamentarisk demokrati – og magt flyttet fra præsidentembedet til premierministerens kontor. Den 63-årige Sargsyan havde ellers lovet ikke at stille op som premierminister, og hans pludselige kandidatur pustede til den utilfredshed mange armeniere har følt over for Sargsyan, hvis regering lod oligarker få frit spil og har adskillige korruptionsanklager i bagagen.
Det var den indignation, der drev modstanden frem. Efterhånden som dagene gik, spredte protesterne sig fra by til by og med stadig flere deltagere, og på 11. dagen lykkedes det menneskemængden at få Sargsyan til, fredeligt og demokratisk, at trække sit kandidatur til premierministerposten tilbage.
Befolkningens næste krav er, at parlamentet vælger en midlertidig premierminister, som skal være en kandidat udpeget af befolkningen, inden der bliver et egentligt parlamentsvalg senere i år.
Protestleder er favorit til premierminister-posten
Parlamentets første forsøg d. 1. maj gik i vasken. Der var ellers stor tiltro til, at manden bag protesterne, Nikol Pashinyan, der også er leder af det offentligt-politiske parti Civil Contract, der modsat de andre armenske partier finansieres af sine medlemmer og ikke af oligarker, ville blive valgt. Med den opbakning, folket gav ham, var det bestemt sandsynligt, at han ville kunne samle de krævede 53 ud af 105 stemmer for at blive valgt. Jeg var skuffet, da det blev offentliggjort, at Pashinyan kun fik samlet 45 stemmer.
Han har dog et forsøg igen d. 8. maj, hvor parlamentet atter samles. Hvis ikke det lykkedes at finde en ny premierminister ved den lejlighed, bliver parlamentet opløst, og der udskrives valg.
Et valg jeg har tiltro til, bliver mere fair og demokratisk end tidligere.
Læs mere: Armenien: Protestleder bliver premierminister (8.5.2018)
For protesterne, der ufortrødent fortsætter frem til valget d. 8. maj, har mindet det armenske folk om, at de har en stemme. De har genfundet kræfterne og styrken til at kæmpe imod og sige nej. Nu er det dem, der bestemmer, og den tid, hvor armenierne blot passivt observerede en stadig stigende korruption og et voldsomt misbrug af offentlige midler samt stiltiende lagde ører til mængden af løgne, som regeringen spyede ud fra TV-skærmene, ser ud til at være forbi.
I al euforien skal man dog ikke glemme verdens stormagter og mit lands mange naboer.
Hvorfor er Rusland tavs?
For eksempel har Ruslands manglende reaktion på de seneste ugers begivenheder været påfaldende. Hvorfor har Rusland været så tavs og kun observeret situationen på afstand? Kan det mon passe, at Kreml ikke vil blande sig og lade Armenien gå demokratiets vej? Det er mildest talt svært at tro på, når man kigger på, hvordan det gik i to andre tidligere sovjetprovinser, Ukraine og Georgien, hvor demokratiske landvindinger endte med at koste landene dyrt på deres territoriale suverænitet.
Risikoen for, at en krig i Armenien allerede er på tegnebrættet, eksisterer også. Der er kræfter, som måske sidder og overvejer hvordan energien fra protesterne og den civile ulydighed bedst kan udnyttes til egen fordel. Armenien har en uløst konflikt med Aserbajdsjan over den sydlige region Nagorno Karabakh, et område som med hjælp fra Rusland endte på armenske hænder i 1994. Det er en klemme, som Rusland ynder at minde Armenien om, når og hvis man trækker for meget i retning af Vesten.
”Armenien har ingen interesse i at vende ryggen til Rusland,” har Nikol Pashinyan da også sagt i dagene efter at Serzh Sargsyan trådte tilbage. Om Nikol Pashinyan holder denne linje må tiden vise.
De mange ubekendte nødvendiggør det internationale samfunds fortsatte bevågenhed, men uanset hvad fremtiden bringer, har de seneste ugers begivenheder vist, at der er håb for et Armenien, som er styret af folket. Den glædesfølelse jeg stod med i brystet, dér midt mellem en masse andre glade mennesker på den store Republikanske plads i Yerevan kan ikke beskrives med ord.
Det var en følelse af enorm stolthed over, at det armenske folk i samlet flok har rejst sig og vist en ny vej for Armenien, en vej der forhåbentlig bliver starten på et nyt kapitel i landets historie. Og måske også formår at placere mit første hjemland på landkortet hos mit andet hjemlands folk; danskerne.
Gohar Khodjayan er 38 år, cand.ling.merc fra CBS og arbejder med medier og ytringsfrihed hos Ngo’en International Media Support i København.
@gohar_ims
