Nyt nævn skal se på indsamlinger – TV2 afslører indsamlingshajer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Der skal være langt mere åbenhed om det voksende indsamlingsmarked her i landet, gadehververe og organisationer underlægges nye etiske retningslinjer og flere organisationer skal kunne samle ind regelmæssigt.

Det er nogle af hovedpunkterne i en betænkning, som justitsminister Morten Bødskov (S) modtog onsdag fra Udvalget om revision af reglerne om offentlige indsamlinger, som i høj grad berører det hjemlige u-landsmiljø.

Det er der tilsyneladende også god brug for ifølge TV 2-programmet “Operation X”, som for nylig bragte udsendelsen “Indsamlingsfup for millioner”. Her var der vel at mærke ingen etableret u-landsrettet organisation under anklage, men det fremføres, at brådne kar rammer tilliden til alle.

Udsendelsen handler om telemarketing-metoder og indsamlingshajer på et felt, hvor danskerne nu – både private som firmaer – er oppe på årligt at donere ca. 3,5 milliarder kr. – se mere omtale af udsendelsen efter artiklen om nævnet.

Åbenhed er nøgleordet

Udvalget foreslår, at der oprettes et uafhængigt offentlig nævn – Indsamlingsnævnet -, som skal sikre større åbenhed om offentlige indsamlinger.

Indsamlingsnævnet skal bl.a. træffe afgørelser om tilladelse til gade- og husindsamlinger og stå for at modtage anmeldelser af indsamlinger, hedder det i en pressemeddelelse fra justitsministeriets onsdag.

Nævnet skal ligeledes behandle klager over overtrædelser af nogle nye etiske retningslinjer (en generalklausul) om god indsamlingsskik.

Hjælpeorganisationers hvervning af medlemmer på gaden – de såkaldte facere – og over telefonen vil også blive underlagt de etiske retningslinjer, og med udvalgets forslag kan man således klage over f.eks. for pågående opførsel ved hvervning af medlemmer.

Yderligere foreslår udvalget, at kravene til indsamlinger justeres og målrettes, alt efter hvilken indsamling der er tale om.

Bl.a. foreslås det, at regnskaber offentliggøres på Indsamlingsnævnets hjemmeside i stedet for som nu i dagbladene, og at visse organisationer skal have adgang til at foretage indsamlinger uden anmeldelse.

Lovforslag i næste folketingssamling

Justitsminister Morten Bødskov siger:

”De nuværende regler fra 1972 om indsamlinger er på flere punkter ikke længere tidssvarende, da nutidens indsamlinger i høj grad foregår på forskellige teknologiske platforme”.

“Nu har et udvalg set på, hvordan indsamlingsområdet kan reguleres på en mere moderne og smidig måde. Det er jeg meget tilfreds med, og jeg er positivt indstillet over for udvalgets overvejelser og anbefalinger”.

“Det gælder først og fremmest forslaget om at oprette et nyt nævn, der skal sikre større gennemskuelighed og åbenhed for hele branchen og den brede offentlighed. Nævnets hjemmeside vil i den forbindelse fungere som en samlet indgang til indsamlingsområdet”.

“Her kan indsamlingsorganisationer få nem adgang til f.eks. at anmelde indsamlinger og indsende regnskaber, og samtidig vil befolkningen og pressen få nem adgang til at få oplysninger om indsamlinger”.

“Betænkningen vil nu blive sendt i høring hos de relevante organisationer og myndigheder, så de har mulighed for at komme med kommentarer og bemærkninger. Jeg forventer at fremsætte et lovforslag på grundlag af udvalgets betænkning og de indkomne høringssvar i næste folketingssamling”, slutter Bødskov.

Alle regler gået igennem

Udvalget om revision af reglerne om offentlige indsamlinger blev nedsat af Justitsministeriet den 15. juni 2010 og har haft til opgave at gennemgå reglerne om offentlige indsamlinger og vurdere behovet for at ændre reglerne.

Offentlige indsamlinger er reguleret af indsamlingsloven fra 1972 og i den tilhørende bekendtgørelse. I de senere år er der fra flere sider blevet peget på, at disse regler på flere punkter ikke er tidssvarende og hensigtsmæssige.

Indsamlingsloven forbyder eksempelvis indsamling ved telefonisk henvendelse, men loven indeholder ingen særlige regler om indsamlinger, der foregår via internettet eller ved brug af sms-tjenester.

Samtidig har det været påpeget, at de organisationer mv., som undtagelsesvis har lov til at foretage gade- og husindsamlinger, skal udvælges på et mere smidigt grundlag.

Udvalget har i overensstemmelse med sit kommissorium overvejet, hvordan de fremtidige rammer for offentlige indsamlinger til velgørende formål bør udformes.

Målet har været at finde den rette balance mellem på den ene side hensynet til de indsamlende organisationers interesse i at have de bedst mulige indsamlingsvilkår, og på den anden side hensynet til, at de ulemper for befolkningen, der kan være forbundet med visse former for indsamling, mindskes mest muligt.

Udvalget har i den forbindelse foreslået, at der oprettes et nyt uafhængigt offentligt nævn med kompetence på indsamlingsområdet.

De centrale forslag

Udvalgets formand, advokat Sys Rovsing, har pr. 25. april 2012 afleveret betænkning nr. 1532/2012 om indsamlinger til justitsminister Morten Bødskov. Udvalget foreslår heri bl.a.:

* Oprettelse af et nyt uafhængigt offentligt nævn (Indsamlingsnævnet) med kompetence på indsamlingsområdet. Indsamlingsnævnet skal bl.a. træffe afgørelser om tilladelser til gade- og husindsamlinger samt overtage de opgaver, som politiet varetager efter den gældende ordning, herunder modtage anmeldelser af indsamlinger.

* Indsamlingsnævnet skal derudover behandle sager om overtrædelse af nogle etiske retningslinjer (en generalklausul) om god indsamlingsskik.

* En bred definition af indsamlingsbegrebet, således at den teknologiske udvikling og de hermed øgede muligheder for forskellige indsamlingsformer favnes.

* Indførelse af en generalklausul i indsamlingsloven om, at indsamlinger skal foregå i overensstemmelse med god indsamlingsskik, og at Indsamlingsnævnet kan behandle klager om overtrædelse af god indsamlingsskik.

*Organisationers hvervning af nye medlemmer på gaden skal ligeledes ske efter nogle etiske retningslinjer.

* At der ved et salg, hvor en del af købesummen går til et forud angivet formål, er tale om en indsamling, hvis det i umiddelbar tilknytning til salget tilkendegives, at købesummen eller en del heraf går til et forud angivet formål. Forslaget indebærer en udvidelse af indsamlingsbegrebet i relation til indsamlinger, der er knyttet til salg.

*At kravene til indsamlinger justeres og målrettes alt efter, hvilken indsamling der er tale om. Bl.a. foreslås det, at regnskaber offentliggøres på Indsamlingsnævnets hjemmeside i stedet for som nu i dagbladene, og at visse organisationer skal have adgang til at foretage indsamlinger uden anmeldelse.

Der henvises i øvrigt til betænkningens afsnit 2, der indeholder en sammenfatning af udvalgets overvejelser.

Man kan læse hele betænkning nr. 1532 om indsamlinger på
http://www.justitsministeriet.dk/fileadmin/filer/advokater/Betaenkning_om_indsamlinger_NETPDF_1.pdf

Yderligere oplysninger hos:
Kommunikationschef Emil Melchior tlf. 40 37 67 37
eller souschef Anne Fode tlf. 72 26 85 11

—————-

TV 2 om plat på danskerne

Den nyligt prisbelønnede journalist, Morten Spiegelhauer, dokumenterer i en ny omgang ‘Operation X’, at en stor del af pengene ved nogle velgørenheds-indsamlinger ryger i lommerne på bagmændene, skriver TV 2 online torsdag.

Smarte fundraisere slår plat på udsatte børn, når danskernes lyst til at hjælpe børn i nød groft udnyttes. De indsamlede midler går nemlig langt fra altid til de udsatte børn, som giverne får at vide.

En stor del af pengene ryger direkte i lommen på de driftige bagmænd.

I programmet går ‘Operation X’ undercover som telefonsælger blandt nogle af landets mere tvivlsomme fundraiserfirmaer.

Bl.a. hos den – ifølge Håndværksrådet – tidligere annoncehaj Morten Egelund, der nu samler penge ind til sin egen velgørenhedsfond, og som efter en ophidset samtale med Spiegelhauer kører væk i sin dyre Porsche.

10-årige med selvmordstanker

“En hvid løgn, det må I selvfølgelig gerne”. Så kontant lyder opfordrin-gen til nye sælgere i Morten Egelunds fundraiser-firma Fundraizers.

‘Operation X’s optagelser dokumenterer, at salgsdirektøren lærer sælgerne at bilde folk ind, at 10-årige børn med selvmordstanker tigger fonden om hjælp.

“De ringer nærmest med tårerne trillende ned af kinderne og siger, at de ikke kan klare det længere”, fortæller salgsdirektøren de kommende sælgere.

Men virkeligheden er en anden. Der er nemlig ikke nogen børn, der nogensinde har henvendt sig til fonden for at få hjælp. Og endnu er der ikke et eneste barn, der har fået gavn af de indsamlede millioner.

Samtidig reklamerer et firma med såkaldte “Morfar-huse”, som nærmest døgnet rundt holder åbent for selvmordstruede børn landet over.

Det viser sig, at der kun er tale om et enkelt i Guldborgsund på Lolland-Falster, men da Spiegelhauer henvender sig på adressen, står det klart, at firmaet overhovedet ikke ejer huset og at det står tomt og lukket.

Rust i bagsmækken

Et andet firma, WeCare, bliver afsløret i at bilde folk ind, at donationerne går 100 % ubeskåret til udsatte (danske) børn. Bl.a. til en kæmpe julefest med op mod 100 børn.

En påstand, der viser sig ikke at holde vand, da en af donorerne beslutter sig for at undersøge, om pengene går til det, giverne får at vide. Det viser sig, at der kun kom 2-3 børn til julefesten

– Vi skal også sælge vores varer og jeg har også før købt en bil som så godt ud, hvor der var rust i bagsmækken, forklarer en af mændene bag firmaet, Anders Erling Lund, da Spiegelhauer konfronterer ham med firmaets metoder.

Ingen lov, når det gælder firmaer

I Danmark gælder indsamlingsloven kun for indsamling fra privatpersoner. Det hul udnyttes af de kommercielle fundraiserfirmaer, der i stedet ringer til små og mellemstore firmaer.

På den måde føres der ingen kontrol med, hvor pengene havner, og ingen har mulighed for at spore, hvor de indsamlede penge er blevet af.

– Det er helt korrekt. Vi har ikke et håndtag, hvormed vi kan fange den her type af aktiviteter, siger Robert Hinnerskov, der er formand for indsamlingsorganisationernes brancheforening ISOBRO, i udsendelsen.

Hinnerskov tilråder, at man kun støtter organisationer, der er medlemmer af ISOBRO og dermed bl.a. skal følge brancheforeningens etiske retningslinjer.

Nedenstående organisationer er IKKE medlem af ISOBRO:

Danmarks Børn – We Care
Foreningen Ønsk
Springsters Velfærdsfonden
Ønskebrønden
Project Nepal 2010

Se mere på http://www.isobro.dk