Også danske penge til at overvåge Irans atomprogram

Forfatter billede

På et møde med sin franske ministerkollega, Laurent Fabius, i Paris fredag har udenrigsminister Martin Lidegaard (R) annonceret et dansk bidrag på to mio. kr. til Det Internationale Atomenergiagentur (IAEAs) overvågning af om Iran efterlever den midlertidige aftale om atomprogrammet.

Konkret går de danske midler bl.a. til at betale for udsendelse af inspektører samt udtagelse og analyse af prøver, drift af laboratorier mv, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag

Martin Lidegaard:

”Den midlertidige aftale mellem Iran og E3+3 om Irans atomprogram er et gennembrud. Vi har støttet forhandlingsprocessen og nu skal vi også støtte, at aftalen fører til holdbare resultater og dermed større international og regional stabilitet. Iran skal leve op til sine forpligtelser, og det vigtige arbejde skal IAEA overvåge”.

“Danmarks støtte IAEA’s arbejde på dette utroligt vigtige område sker i tæt samarbejde med E-3 landene Frankrig UK, og Tyskland, som har været helt afgørende for at få aftalen i hus. Frankrig har spillet en vigtig rolle i forløbet, og det har jeg kvitteret for overfor Laurent Fabius.”

Efter mange års dødvande og manglende fremskridt førte forhandlinger mellem E3+3 (Frankrig, Tyskland og UK plus Kina, Rusland og USA) den 24. november 2013 frem til en midlertidig aftale, den såkaldte Joint Programme of Action mellem E3+3 og Iran, der trådte i kraft den 20. januar 2014.

Overordnet skal aftalen sikre, at Iran ikke udvikler et militært atomprogram. Et helt centralt element er aftalens overvågningsdel, som forestås af IAEA, der således får en afgørende rolle i forhold til at monitorere og verificere Joint Plan of Action.

Det er en stor og kompliceret opgave, som kræver at IAEA får støtte til arbejdet. Arbejdet er afgørende for at kunne fastslå, at der sker reel efterlevelse af alle forpligtelser fra iransk side, hedder det fra dansk side.

Det er forudsætningen for, at den midlertidige aftale kan gennemføres, og at forhandlinger om den endelige aftale kan sættes på sporet.

De to millioner kr. til Danmarks støtte til IAEAs arbejde med at monitorere og verificere Joint Plan of Action hentes fra Freds- og Stabilitetsfonden.