Ophæver adoptions-stop

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det midlertidige stop for adoptioner fra Indien, som blev indført i juni, er nu ophævet igen.

Det har familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) besluttet på baggrund af anbefalinger fra Familiestyrelsen, skriver styrelsen i en pressemelding.

Det midlertidige stop blev indført på baggrund af en sag, hvor en indisk far til DR-TV sagde, at han var blevet “franarret” sine børn. Børn som efterfølgende var bortadopteret til Danmark.

Der blev ved samme lejlighed rejst mistanke om uretmæssige, økonomiske transaktioner mellem organisationen AC Børnehjælp og dens indiske samarbejdspartner.

En undersøgelse, som Familiestyrelsen har gennemført, viser, at den konkrete sag blev behandlet korrekt i både Indien og Danmark, og at faderen med vidner havde givet samtykke på sit eget sprog til bortadoption.

En grundig gennemgang af alle aktuelle sager om adoption af børn fra Indien til Danmark viste ifølge Familiestyrelsen, at adoptionsproceduren i alle tilfælde var overholdt.

En revisionsundersøgelse af visse økonomiske transaktioner fra 2000-2007 fra adoptionsformidlere i Danmark til modtagere i Indien konkluderer foreløbigt, at der i det analyserede materiale ikke er belæg for at slutte, at adoption sker med økonomisk vinding for øje. Den endelige revisionsrapport foreligger endnu ikke.

Familieminister Carina Christensen vil på baggrund af denne sag bede Familiestyrelsen om et forslag til, hvordan man kan skabe større gennemskuelighed i de formidlende organisationers arbejde og økonomi – både hvad angår direkte betalinger, donationer, driftstilskud og almindeligt børnehjælpsarbejde, som de udfører i de lande, som Danmark modtager børn fra.

Yderligere oplysninger hos familie- og forbrugerministerens særlige rådgiver Lars Kaaber på tlf. 25 40 88 30

Kilde: www.familiestyrelsen.dk