’Orientering’ har fået flere lyttere

Forfatter billede

Lytterskaren er blevet mere feminin, mere erhvervsaktiv og yngre, efter at radioens daglige aktualitetsmagasin ’Orientering’ holdt flyttedag den 2. maj, og nu bliver sendt klokken 16.10-18.00 på P1 på hverdage, skriver Nyt fra DR onsdag.

Tidligere var det mellem klokken 17.10 og 18.50, at man f.eks. kunne fordybe sig i korruption i våbenindustrien, den voldsomme debat om muslimske friskoler i Norge, og hvad programmet ellers har set nærmere på den seneste tid. Herunder ikke mindst mange indslag fra og om forhold i Den 3. Verden.

Ifølge DR Medieforskning er lyttertallet til ’Orientering’ vokset fra i gennemsnit 286.000 om ugen i starten af 2011 til nu i 321.000 i snit. Med andre ord er 35.000 nye lyttere kommet til ved flytningen, hvor programmet samtidig også blev gjort 10 minutter længere hver dag.

– Lytterfremgangen er især båret af, at der er kommet væsentligt flere lyttere i gruppen mellem 40 og 59 år, men ’Orientering’ har også fået bedre fat i aldersgruppen under 40 og blandt dem med de kortere uddannelser. Flere hører formentlig ’Orientering’ på vej hjem fra arbejde nu end tidligere, siger medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning.

Han tilføjer, at andelen af kvindelige lyttere til programmet er højere. Hvor der tidligere var langt flere mænd end kvinder i lytterskaren, er tallene mere lige efter justeringen af sendeplanen, dog fortsat med en overvægt af mænd.

Flytning en succes

Kanalchefen for P1, Anders Kinch-Jensen, siger:

– Orientering har bevist, at taleradio med tyngde og perspektiv også er relevant for yngre og travle, videbegærlige mennesker, så længe stoffet er levende formidlet og tilgængeligt på relevante tidspunkter. Så allerede nu vil jeg betegne flytningen som en succes, som jeg er sikker på vil udvikle sig yderligere.

Ændringerne af sendetiden er sket for at komme lytterne bedre i møde i den sene eftermiddag, og for at lytterne også fremover kan høre ’Orientering’ på FM, når P1 fra den 1. november 2011 udelukkende sender på DAB og net efter klokken 18.00, hvor P2 overtager FM-frekvensen.

2 timer og 31 minutter om dagen

Der var 4.154.000 danskere, som lyttede til DR Radio i uge 19. Det svarer til 88,1 procent af den danske befolkning over 12 år. En gennemsnitlig DR-lytter lyttede 2 timer og 31 minutter til DR Radio pr. dag i sidste uge. DRs lytterandel var 79,9 procent.

Kilde: Danmarks Rado