Oversvømmelser i Malawi gør titusinder hjemløse

Forfatter billede

Titusinder af indbyggere i den sydlige del af Malawi er afskåret fra omverdenen på grund af store oversvømmelser, der har kostet mindst 54 mennesker livet. Der er tale om Malawis værste oversvømmelser nogensinde, siger ngo.

Voldsomme oversvømmelser i Malawi har kostet mindst 54 mennesker livet, oplyser landets regering.

Omkring 22.000 huse er gjort ubeboelige på grund af vandmasserne, og det har gjort over 121.000 mennesker hjemløse, meddeler Malawis regering i sin seneste opdatering.

Antallet ventes at stige, efterhånden som der indløber flere oplysninger fra de ramte områder.

De distrikter, der er hårdest ramt, er Nsanje, Chikwawa og Phalombe. Regeringen oplyser, at der er en eftersøgning i gang efter 153 mennesker, der er savnet i Nsanje.

Ngo: Mindst 173 døde

Den afrikanske ngo Gift of the Givers betegner oversvømmelserne som de formentlig værste nogensinde i Malawi.

Organisationen sætter antallet af omkomne under naturkatastrofen til 173 mennesker.

”Dødstallet ventes at stige, i og med at det menes, at 183 mennesker er skyllet væk bare fra én landsby,” skrev Gift of the Givers lørdag på sin Facebook-side.

Myndighederne vurderer, at 650 kvadratkilometer – svarende til et område lidt større end Bornholm er oversvømmet.

Vandmasserne har ødelagt landbrugsjord for titusinder af mennesker, og 638.000 mennesker er i et eller andet omfang påvirket af oversvømmelserne.

De store oversvømmelser giver risiko for sygdomsudbrud og har blandt andet betydet, at 200.000 studerende i de ramte områder ikke kan komme i skole.