Pakistan: Sulten slutter ikke, når regnen standser

Forfatter billede

Af Eva Rasmussen

– Det ser voldsomt ud i Pakistan. Lige nu lægger medierne vægten på det stigende antal døde og hjemløse, men store dele af høsten er ødelagt og priserne på basis – mad er allerede steget katastrofalt. Folk kommer til at sulte, også nar regnen standser, siger Hans Beck Gregersen, pressechef i Dansk Røde Kors til U-landsnyt.

Oversvømmelserne har ifgl. UNICEF kostet 1.400 livet, og tallet ventes at stige, når redningsmandskabet når frem til de områder, der stadig er isolerede. 3,5 millioner har mistet deres afgrøder og set deres hjem blive beskadigede eller ødelagte af den voldsomme monsunregn. Flere end 1 million børn har brug for nødhjælp.

Oversvømmelserne har ramt det bjergrige nordvestlige Pakistan hårdest. Et område, som sidste år tog imod tusindvis af flygtninge fra kampene i Swat-provinsen. Mange af dem havde heller ingen permanent bolig, før regnen satte ind.

– Katastrofen har ramt et område, hvor det er særdeles svært at arbejde. Både for de pakistanske myndigheder og for hjælpeorganisationerne, konstaterer Hans Beck Gregersen.

– Militæret, der gjorde en effektiv indsats efter jordskælvet for 5 år siden, er sat ind for at hjælpe. Det betyder, at soldaterne kan komme i den situation, at de skal redde dem, som de kæmpede imod for et år siden, tilføjer han.

Dansk Røde Kors sendte mandag 1 million kroner til nødhjælp i Pakistan, og skal desuden samarbejde med Pakistansk Røde Halvmåne om en donation på 300.000 kroner fra den danske ambassade i Pakistan. Men kan hjælpen nå frem til katastrofens ofre, når 25 broer er brudt sammen på grund af vandmasserne og store dele af vejene er ødelagte?

– Vi koordinerer vores indsats med Internationalt Røde Kors og arbejder tæt sammen med Pakistans Røde Halvmåne, der har folk ude i alle kroge af landet. De er i øjeblikket ved at kortlægge, hvad der er mest brug for, og hvor og hvordan det er muligt at få hjælpen frem, svarer Hans Beck Gregersen, der vurderer, at rent drikkevand er det mest akutte behov, ikke mindst for at dæmme op mod de epidemier, der frygtes at følge efter oversvømmelserne.

Dansk Røde Kors følger løbende behovet og vil om nødvendigt sende flere penge til hjælpearbejdet, måske også danske nødhjælpsarbejdere.

Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp sendte mandag 750.000 kroner til hjælpearbejdet i Pakistan. Nødhjælpens lokale samarbejdspartner Church World Service er til stede i de hårdest ramte områder.

Til Nødhjælpens hjemmeside siger vicedirektøren for Church World Service Pakistan, Emmeline Managbanag: ”Vi har et akut behov for mad, køkkengrej, myggenet og telte”.

De 750.000 kroner, som Folkekirkens Nødhjælp giver er fra Danidas humanitære varebevilling. Pengene vil være med til at finansiere 10.000 madrationer, der skønnes at række til 2 måneder, 2.000 pakker med køkkengrej, sæbe, myggenet, 2.000 hygiejnepakker og 2.000 telte.

Folkekirkens Nødhjælp koordinerer sin indsats i Pakistan gennem ACT Alliancen, der er et samarbejde mellem 100 protestantiske hjælpeorganisationer.

Både Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp har opfordret Danida til at støtte hjælpearbejdet i Pakistan. I en mail til DR1 Nyhederne skriver udviklingsminister Søren Pind imidlertid, at Danida i første omgang vil give 300.000 kroner. Det er dem, der er doneret til Pakistansk Røde Halvmåne.

– Vi følger situationen tæt og afventer et samlet overblik fra FN over omfanget af skaderne og behovet for hjælp. Vores ambassade sender med det samme et begrænset beløb af sted nu, men et større beløb vil formentlig følge, så snart vi har den samlede internationale appel og overblikket, skriver Søren Pind i mailen.

Eva Rasmussen er tovholder på U-landsnyt og medlem af redaktionsledelsen.