Pia Olsen Dyhr: Vi skal handle os ud af krisen

Forfatter billede

Danmark vil som formand for EU bruge handelspolitikken aktivt til at få EU ud af krisen. Danmark vil lægge særlig vægt på markedsadgang til BRIK-landene, handel med den fattigste del af verden, sætte gang i en frihandelsaftale med Japan og at fortsætte med Doharunden. Alt sammen med tværgående fokus på handel med miljø- og klimavenlige varer.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr udtaler:
”Europa er i dyb krise. Eksporten udgør 40 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt. Derfor er handelspolitikken jo en vigtig del af løsningen for at få genskabt væksten og at fastholde og skabe nye arbejdspladser i Europa. Jeg håber, at vi under formandskabet får afsluttet forhandlingerne om en frihandelsaftale med Indien, som skønnet vil kunne øge den europæiske eksport med over 100 mia. kroner om året. Det vil bl.a. have stor betydning for den danske fødevareindustri og eksport af maskiner.”

Frihandelsaftale med Japan

”En frihandelsaftale med Japan vil kunne få endnu større betydning. Hvis toldtarifferne afskaffes helt, og især hvis de tekniske handelshindringer minimeres, vil EU’s eksport til Japan kunne vokse med hele 50 pct. svarende til 215 mia. kroner om året. For Danmark vil det særligt gavne virksomheder, der eksporterer svinekød og lægemidler.”

”Som formand vil vi sætte en dagsorden, der skal bidrage til, at vi i EU handler os ud af krisen – med øje for de største vækstmarkeder, med ansvar for den fattigste del af verden, og ved at bruge frihandelen til igen at sætte en grøn dagsorden, så vi får genskabt væksten med grøn samvittighed.”

Danmarks handelspolitiske fokusområder skal drøftes

Handels- og investeringsministeren er torsdag den 8. december vært for en handelspolitisk konference, hvor også EU’s handelskommissær Karel De Gucht deltager. På konferencen drøftes Danmarks handelspolitiske fokusområder under formandskabet. Pia Olsen Dyhr mødes desuden med handelskommissæren for at drøfte samarbejdet og de handelspolitiske udfordringer den kommende tid.

Danmark vil som formand især fokusere på:

1) Markedsadgang, herunder til BRIK-landene og de nye fremvoksende økonomier. Spørgsmålet om adgang til markederne står centralt i EU’s aktiviteter, og der vil blive aflagt en rapport om handelsbarrierer på de største markeder til det europæiske forårstopmøde.

2) Handel og udvikling. Vanskelighederne i forhandlingerne af Doha-udviklingsrunden understreger vigtigheden af at fastholde den udviklingspolitiske dimension af handelspolitikken og arbejde for konkrete fremskridt.

3) Forhandlingsdirektiver for en EU-Japan frihandelsaftale. Danmark vil arbejde for, at der på EU-Japan topmødet i andet kvartal 2012 kan opnås enighed om at iværksætte forhandlinger om en EU-Japan frihandelsaftale.

4) WTO og de multilaterale handelsforhandlinger. Danmark vil understøtte de fortsatte WTO-forhandlinger og arbejde for at at sætte fokus på mulighederne for handelsliberalisering på konkrete områder, herunder bl.a. klima- og miljøvenlige varer.

Handel med miljø- og klimavenlige varer vil være et tværgående tema.

Yderligere oplysninger hos

Pressemedarbejder Frej Jackson, tlf. 29724477