Peter Christiansen
Peter Christiansen født 1967. Han har været engageret i danske og internationale bevægelser og ngo-er de seneste 30 år.
Som aktivist og ansat har han arbejdet med kampagner, mobilisering og organisationsformer.
Han har især haft fokus på youth empowerment, local governance, nye organisationsformer og ledelse samt capacity building.
Han har blandt andet været sekretariatsleder i Internationalt Forum og Operation Dagsværk, landskonsulent i Folkekirkens Nødhjælp og direktør i Mellemfolkeligt Samvirke/Action Aid i 9 år.
I Mellemfolkeligt Samvirke var han leder af Global Contact og senere direktør for organisationens globale uddannelsesprogram og endelig regional direktør for ActionAids program i Mellemøsten. Peter har været udstationeret i Tanzania i 3,5 halvt og i Jordan i 2,5 år.
Peter er i dag programdirektør for International Civil Society Centre (ICSC) og bosat i Berlin. Hans vigtigste faglige interesse idag er det skiftende paradigme for civilsamfundet og den nye organisatoriske rammer der kræves for konstant at være i stand til at levere på social forandring.
Temaerne i denne blog vil fortrinsvis handle om nye trends og udfordringer for civilsamfundssektoren.
Ifølge Civicus er der kun seks lande i verden (6) som sikrer et åbent og mangfoldigt civilsamfund. Danmark indgår i denne eksklusive gruppe (tilsyneladende kan man slippe afsted med at forbyde folk at demonstrere deres solidaritet med Tibet, og centrale folketingsmedlemmer kan i stigende grad chikanere grupper som ”Venligboerne” og alligevel være i det fine selskab.).
Resten af verdens lande har indført restriktive lovgivninger, administrative forhindringer, praktiske foranstaltninger og sågar likvideringer for at forhindre civilsamfundet i at deltage i åbne og demokratiske processer.
(https://monitor.civicus.org)
Op til mødet var der udarbejdet et charter for civile friheder. Dette dokument tjener som et godt udgangspunkt for den fremtidige alliance og platform for at kæmpe for globale rettigheder. Charteret opmuntrer til tvær-sektoralt samarbejde.
”Vi skal arbejde sammen og undersøge muligheder for at kæmpe tilbage. Civilsamfundet, medier, donorer, akademikere, erhvervsliv, græsrødder. Lad os undgå konkurrence og udvikle en samlet narrativ,” siger en aktivist fra Sydafrika.
(http://civiccharter.org)
Hvad er problemet
En lang række eksperter adresserede problemet ganske klart. Civilsamfundet er under angreb. Organisationer lukkes ned, folk fængsles, udvises, og angribes personligt i adskillige lande. Det bliver kriminaliseret at arbejde med rettigheder indenfor LGBT, flygtninge, demokrati, klima osv. og NGO-er fra stort set hele verden har fået forringet deres arbejdsvilkår og tilladelser.
- Det er et globalt fænomen og det er vidtrækkende i sin kerne. Begrænsede borgerlige friheder og rettigheder skal ses i sammenhæng med den stigende globale populisme og nationalisme, især udgrænsning af civilsamfund med internationale relationer og funding er hårdt ramt.
- En del af diskussionen handler om, hvor starter politik og hvor ender civilsamfundet, den linje er ændret. Fra at være ”charity providers” er vi blevet mere politiske og derfor ser vi et naturligt ”push back” fra de forskellige regeringer og magthavere.
- Det stikker meget dybt – eksempelvis i Egypten – ”It goes to the very heart” siger Thomas Carothers fra Carnigie Endowment for International Peace. Tyrkiet er et andet eksempel, det rammer mennesker, organisationer, communities, familier – ”all the way to the bottom,” siger han.
- Det fortsætter – som politisk projekt i den nærmeste fremtid. De enkelte regeringer bruger stadig mere sofistikerede metoder til at ramme deres modstandere og de er blevet immune overfor kritik for deres handlinger. Det hjælper ikke længere at hænge dem ud i kritisk lys.
Det folkelige engagement og ekspansionen af NGOer er vokset massivt de sidste 20-30 år. Regeringerne verden over, er klar over dette og ønsker at få de folkelige kræfter ind i folden igen (Back in the tube). De har lært at de folkelige kræfter kan bringe deres regering til fald eller grundlæggende sætte spørgsmålstegn ved deres legitimitet.
I kølvandet på den nye nationalisme og populistiske vinde vi ser overalt, er det derfor nærliggende at kaste sig over det voksende og internationale civilsamfund. Især fortællingen om at NGOerne er styret af internationale interesser og tjener andre formål end de ”nye” nationale narrativer, er en af de væsentligste drivkræfter i angrebene på civilsamfundet.
En vigtig diskussion på konferencen drejede sig om hvorvidt vi kan snakke om ”Shrinking civic space” eller lukket ”civic space”.
Gæster fra Brasilien, Myanmar og Egypten pointerede at adskillige civic space”, hvorfor det ikke giver mening for dem at snakke om begrænsede muligheder.
”Vores mål er ikke at hjælpe de store NGOer, fordi de nu bliver ramt men at sikre et stærkt forankret civil samfund der åbner op for alle de organisationer og bevægelser der vil deltage i den politiske debat,” siger Florence Makhanu fra Kenya. I det hele taget er der brug for et selvkritisk perspektiv internt i sektoren.
Er dele af civilsamfundet blevet for privilegeret og allieret med den globale elite, uden touch med de fattige og marginaliserede som vi foregiver at hjælpe?
Har vi folket med os?
Eksempler fra aktivister fra Indien, Indonesien, Ungarn, Tyrkiet, Canada, Rusland, Egypten, Makedonien, Sydafrika og Myanmar understregede omfanget, dybden og alvoren for alle de folk der dagligt kæmper for rettigheder og demokrati.
Overalt mødes man med stigende repression, administrative forhindringer, negativ presseomtale og stigmatisering. Regeringerne forsøger at benævne legitime folkelige kampagner som semi-terrorisme, støttet af udenlandske agenter.
Samtidig forsøger de med støtte fra statsstyrede medier aktivt at mobilisere folk til at tage afstand fra civilsamfundet, ved at italesætte at de ikke har folkets støtte og kæmper deres sag.
”Vi bliver kaldt kommunister eller homoseksuelle,” siger Dhyta Caturani fra Indonesien.
Generelt har de forskellige organisationer undervurderet hvor stærkt de nationale og populistiske strømninger er og hvordan de bruges til at presse organisationerne på deres legitimitet – hvilket betyder at flere organisationer nøje må vurdere om de har folk bag sig, eller om de er ved at vende ryggen til det etablerede civilsamfund.
”Vi forstår ikke den stærke appeal der er omkring nationalisme”, påpegede en aktivist fra Ungarn. Regeringerne har held med at spille på frygt, fragmentering og kriminalisering og får vendt folket mod det civilsamfund som jo er sat i verden netop for at kæmpe for folks rettigheder.
Hvad bør vi gøre?
Den gode nyhed er – ifølge mødedeltagerne, at millioner af mennesker stadig kæmper for at sikre rettigheder, demokrati og hjælp til folk alle steder i verden. Vi er ikke alene og vores kamp er retfærdig, hvilket på sigt vil underminere den populistiske og menneskefjendske diskurs.
Først og fremmest var der bred konsensus på mødet om, at der er et stort behov for at finde et andet sprog. Et sprog der snakker til alle mennesker og som kan vinde ”hearts and minds”. Hvis civilsamfundet gør dette til en kamp for egne rettigheder og råderum og ikke breder dette ud til en global kamp for frihed, så taber vi. Frihed bør være vores sprog, retfærdighed vores målestok, værdighed vores handling.
”Der er ingen endelige sejre eller nederlag, det er en kontinuerlig kamp hvor vi hele tiden skal være klar. Det gælder nu såvel som historisk, Alle friheder er vundet gennem stærke bevægelser og de kan tabes eller holdes” som en aktivist fra Sydafrika formulerede det.
Samtidig blev det nævnt at vi fremover bør støtte de virksomheder som faktisk gør noget godt for menneskerettigheder. Fortsæt kampagner og den kritiske røst, men giv også ros. Det motiverer virksomhederne enormt.
Chris Stone, præsident for Open Society Institute, slog også fast at de rettigheder vi har, ikke er gaver, men derimod frugten af de sociale kampe der er ført gennem tiderne. ”Jeg er optimistisk, angrebene vil fortsætte, men vi vil sejre fordi vi grundlæggende har retten på vores side”
Men, fortsatte han, vi må gøre os stærkere og mere globale. Vi kommer ikke bare tilbage til normale forhold, tingene vil være forandret og vi må gøre os stærkere til at forme fremtiden. Det handler ikke kun om NGO-er men også om de nye sociale bevægelser, om oprindelige folk der organiserer sig, om LGBT miljøet, om de nye klima alliancer og de mange nye digitale kampagneorganisationer – sammen er vi en stærk styrke som kan ændre historien.
