Af Uffe Wilken
Der er stort potentiale for fiskeopdræt i Burmas Ayeyarwady-delta. Men bortset fra en række store industri-dambrug er der kun få, der kun få der udnytter det. En væsentlig årsag er regeringens stærke fokus på styrke risproduktion.
Med lidt hjælp udefra fik en familie i Burmas Ayeyarwady-delta atter gang i deres dambrug efter cyklonen Nargis i 2008 havde skyllet både fisk, foder og hjem væk. Der ligger et potentiale i at etablere små lokale dambrug, men både regeringens politik og praktiske forhindringer gør det stort set umuligt at udnytte dette potentiale.
Da vandmasserne fra cyklonen Nargis fossede ind over Ayeyarwady-deltaet 2. maj 2008, blev både menneskeliv og livsgrundlag skyllet bort. I alt omkom mere end 130.000 mennesker.
Landsbyen Dedanaw ligger et par timers kørsel syd for Rangoon i deltaet, og den slap forholdsvis nådigt fra katastrofen. Kun 20 beboere af landsbyens ca. 3.500 omkom.
I landsbyerne længere mod sydvest blev hele samfund udraderet. Fælles for de overlevende var, at de måtte starte forfra på en ny tilværelse – også i Dedanaw. En af de få, det er gået godt for, er fru Kay Thi Aung og hendes familie.
De fleste af Dedanaws indbyggere er risbønder. Som andre steder i deltaet er størstedelen af bønderne landløse, der enten leaser markerne eller som er beskæftiget som daglejere. Kun ganske få ejer selv deres jord.
Én af de ca. 30 undtagelser i Dedanaw er fru Kay. Hun og hendes familie dyrker ikke ris, men har lidt grøntsagshaver og tre fiskedamme på noget jord, hun har overtaget fra sin far. Dammene ligger ved siden af palmehytten, og med deres ca. 25 x 20 meter er de næppe mere end store huller i jorden.
Da Nargis kom, var det ikke kun fru Kays palmehytte og nyttehave, der forsvandt i flodbølgen. Det gjorde både fisk, foder og håndteringsanlæg også. Så familien måtte starte forfra. Fru Kays far i Rangoon samlede penge sammen fra venner og familie, og senere kom hun med i et pilotprojekt for små dambrug.
Lavpraktisk akvakultur
Små familiebrug kunne ellers være et supplement til indkomsten som risbonde, løsarbejder eller deltidsbuschauffør, som fru Kays mand også er i ny og næ. Og selv om man som dansker kan undre sig over den grønne algesuppe i dammene, der i et dansk vandløb ville have fået kommunens miljøfolk op i det røde felt, så er det ikke ligefrem high-tech, der skal til for at drive de små damme. Fru Kay siger:
”Der er egentlig ikke rigtig nogen problemer med dammene. Vi har lært at dosere foderet på en meget lavpraktisk måde ved at måle vandets klarhed med en hvid plade. Er vandet for uklart, holder vi lidt igen.”
Det var NGO’en Wetlands Alliance, der lærte fru Kay om vandkvalitet. Det var også organisationen, der spyttede lidt midler i Dedanaws dambrug efter Nargis. Fru Kay fortsætter:
”Efter starthjælpen fra Alliancen har vi høstet pænt med fisk. Når vi har taget fisk ud til familiens eget spisebord, har vi alligevel kunne sælge så mange fisk på markedet, at vi både har haft til husholdningen og har haft råd til at købe en vandpumpe. Den er vigtig, fordi når sæsonen er slut, skal vi have pumpet det gamle vand ud og pumpet frisk vand ind.”
Fru Kays historie er med andre ord lidt af en solstrålehistorie. Man kan så undre sig over, at man ikke ser flere små dambrug i deltaet, som man ellers gør i mange andre lande i Sydøstasien.
Et potentiale med store forhindringer
Den gåde har Simon Funge-Smith fra FAO i Bangkok en forklaring på. Han siger:
”Kort tid efter Nargis sendte vi et team ned i deltaet for at få et indtryk af omfanget af småskala dambrug, som det havde været før katastrofen. Meget uventet viste det sig, at der dels var meget lidt akvakultur, og dels at der godt nok var små damme, men at de blev brugt som vandreservoir og ikke til fiskeopdræt. Forklaringen på dette skal findes i regeringens politik. Landet var tidligere stor-eksportør af ris, og det ses som nærmest et nationalt statussymbol at få denne position vundet tilbage. Derfor er al den jord, der er egnet til risdyrkning, reserveret til risdyrkning. Folk, der havde gravet ud til små dambrug, fik tidligere både bøde og blev tvunget til at fylde hullerne op igen.”
Simon Funge-Smith fortsætter:
”Grundlæggende er der et potentiale for små dambrug til at levere fisk til folk i deltaet. Men når man tager i betragtning, hvor få der ejer jorden ud af de mange, der lever i deltaet, så er det ikke mærkeligt, at der ikke er flere dambrug. Hvis du kun lejer din jord, er der ikke den store motivation i at bruge en masse ressourcer på at grave huller til dambrug – og heller ikke til at investere i maskineri. Hvis du der imod ejer jorden, er det en anden sag. Noget andet er, at fiskepriserne er lave, når der fiskes vildfisk i regntiden. Her kunne man som dambruger med fordel vente med at sælge sine fisk til tørsæsonen, hvor fiskepriserne er høje. Det stiller så til gengæld det krav til fiskedammene, at de skal have en høj barriere, der holder oversvømmelserne ude. Alt i alt er småskala dambrug meget ressourcekrævende.”
Kan blive underleverandør til industrianlæg
At der så alligevel er mange penge i dambrug i Burma skyldes store industrianlæg vest for Rangoon, som eksporterer fisk til Kina, Bangladesh og Mellemøsten. I den proces er en småskala-farmer som fru Kay måske ved at få en rolle.
Efter den indledende succes har Wetlands Alliance støttet videreudviklingen af fru Kays dambrug med lidt yderligere kapital. Sættefisk er mellemstadiet mellem yngel og udvokset fisk, og tidligere hentede Dedanaws få dambrugere dem i byen Twante, ikke langt fra Rangoon. Men det er besværligt og dyrt for de små dambrugere at fragte sættefisken fra Twante til Dedanaw. I stedet køber fru Kay nu fiskeyngel fra klækkerier, som hun så fodrer op til sættefiskestørrelse og derpå sælger til de andre dambrugere i Dedanaw. Det er der en god forretning i for alle led i fiskekæden.
Zaw Zaw Han fra Evergreen Group har deltaget i samarbejdet som lokal NGO. Han forklarer om de store perspektiver i fru Kays tre små damme:
”De store dambrug skal jo også bruge sættefisk, og dem kan de så købe her i Dedanaw. Industribrugene vil helst ikke bruge tid på fiskeyngel, men udelukkende på at få fiskene op i eksportstørrelse. Nu vil vi forsøge med et samarbejde, hvor fru Kay udvikler fiskeyngel til sættefiskestørrelse, og så sælger sættefisken – ikke kun til de lokale dambrugere, men videre til de store dambrug. Det ser ud som om, at alle er med på ideen, så fremfor at de store og små dambrugere måske har været konkurrenter, så bliver det nu mere et samarbejdsprojekt.
Uffe Wilken er journalist og geolog. Se hans websted: http://scienceline.info/
Hans rejse til Burma var støttet af Danidas Oplysningsbevilling 2013.
