Prinsesse Marie besøger Etiopien med Folkekirkens Nødhjælp

Laurits Holdt

Prinsesse Marie, der er protektor for Folkekirkens Nødhjælp, skal i januar besøge Etiopien med organisationen. Her skal hun bl.a. se projekter indenfor landbrug, ernæring og sundhed i Bale-distriktet.

Den 37-årige prinsesse rejser som protektor for Folkekirkens Nødhjælp til Etiopien den 27. – 31. januar 2014 for at følge det udviklingsarbejde, organisationen udfører, fremgår det af en pressemeddelelse onsdag.

Prinsesse Marie skal besøge udviklingsprojekter i fattige landsbyer i Bale-distriktet i landets sydlige del og opleve, hvordan de lokale arbejder med dyrkning af jord under svære forhold, husdyropdræt, sundhed og ernæring.

Mange danskere husker hungerkatastrofen i Etiopien, hvor omkring en million døde af sult. Folkekirkens Nødhjælp har i de forløbne 30 år været til stede og støttet udviklingsprojekter i Etiopien. Landet har udviklet sig markant i disse år, men der er stadig brug for hjælp.

”Vi ser frem til at vise prinsesse Marie, hvordan vi arbejder i Afrika. Hun vil bl.a. møde etiopere, som fortæller, hvordan de med hjælp fra Danmark kan dyrke jorden og holde husdyr, så de kan sikre deres familie en bedre fremtid,” siger generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, der vil ledsage prinsessen.

Etiopien har en særlig plads i mange danskeres bevidsthed, fordi vi erindrer den store indsamling, verden gik sammen om ved sultkatastrofen i 1984-85.

Det var efter de gruopvækkende billeder fra Etiopien, at indsamlingssangene ”Do They Know It Is Christmas” og ”We Are The World” blev til, og Live Aid-koncerter blev transmitteret overalt på TV.

Dengang blev anslået to millioner mennesker reddet fra sult med akut nødhjælp, der blev fløjet ind.

I dag er det langsigtet indsats, Folkekirkens Nødhjælp yder. Der er stadig ekstrem fattigdom i store dele af Etiopien, og her giver organisationen praktisk bistand og rådgivning, som gør det muligt for beboerne i fattige landsbyer selv at sørge for mad og sund ernæring.

Netop Etiopien kommer til at spille en hovedrolle i årets store sogneindsamling, når Nødhjælpen samler ind i hele Danmark den 9. marts 2014.

Rejsen til landet på Afrikas Tag er prinsesse Maries anden som protektor for Folkekirkens Nødhjælp. Sidste år besøgte hun Cambodja i Sydøstasien sammen med Henrik Stubkjær.