Lørdag begyndte organisationen MOAS (Migrants Offshore Aid Station) og Læger uden Grænser deres fælles redningsoperation fra Malta i Middelhavet. Indsatsen koordineres med det italienske redningskoordineringscenter i Rom (MRCC), og allerede efter kort tid blev skibet MY Phoenix sendt afsted mod en lille båd med forlydender om 350 personer ombord. Det skriver Læger uden Grænser i en pressemeddelelse mandag.
Da redningsskibet kom frem til båden, viste det sig, at 369 personer, primært fra Eritrea, var klemt ombord på den kun godt 12 meter lange båd. Blandt dem var der en gravid kvinde og omkring 45 børn, herunder også babyer.
Pakket tæt
”Intet forbereder en på synet af 369 mennesker stuvet sammen på en fiskerbåd”, siger Chris Catrambone, som er medstifter af MOAS sammen med sin kone Regina.
Læs også: Læger uden Grænser bag ny redningsindsats til havs (U-landsnyt.dk)
”De mennesker, vi reddede, var så tæt pakket, at deres ben var gået i krampe, og de kæmpede for at kunne bevæge sig, da vi kom dem til undsætning. Selv efter flere timers redningsaktion var der stadigvæk så mange mennesker ombord, at det ikke så ud som om, båden overhovedet var ved at blive tømt”.
”Vi reddede 369 mennesker på første dag og yderligere 104 liv her til morgen”, siger Will Turner, som er Emergency Coordinator for Læger uden Grænser.
”Båden var pakket til det yderste, og da de mænd, kvinder og børn, vi reddede, kravlede sammen under tæpper for at sove, var der ikke én centimeter fri. Krisens omfang er hjerteskærende, og jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere”.
5.800 reddet i weekenden
I løbet af weekenden er 5.800 bådflygtninge blevet reddet på Middelhavet og det forventes at op mod 200.000 vil ankomme til Italien i løbet af 2015.
”Redningsaktionerne i går og her til morgen viser det enorme behov, der nu er på Middelhavet, hvis alle menneskeliv skal reddes. Vi håber, at politikerne i EU indser, at de akut bør gøre mere”, siger Michael Gylling Nielsen, direktør for Læger uden Grænser i Danmark.
Læger uden Grænsers hold i Pozzallo i Sicilien yder støtte til de mere end 800 overlevende, der har krydset Middelhavet alene i denne weekend. Organisationen yder medicinske konsultationer såvel som sundhedsydelser og psykologhjælp til de mange flygtninge, asylansøgere og migranter i nød.
Skibet MY Phoenix har kapacitet til 400 personer. Der er to læger og en sygeplejerske ombord på skibet til at tilse de mennesker, der bliver reddet ombord. Bådens øvrige mandskab består af ansatte fra organisationen MOAS (Migrant Offshore Aid Station), der har ekspertise inden for redningsaktioner på Middelhavet. MOAS reddede 3000 mennesker fra at drukne sidste år.
Operationen vil løbe fra 2. maj til oktober.