Red Barnet ambulancer skulle til Albanien – havnede i Hedehusene

Redaktionen

Krigsofre fra Kosovo blev taberne, da Red Barnet i al hemmelighed løb fra en aftale om at forære 3 danske ambulancer til en flygtningelejr i Albanien. Presseomtalen var ellers massiv, da Red Barnet i 1999 stolt kunne fortælle, at ambulancerne, som var en gave fra Københavns kommune, skulle bruges til transport af syge og sårede i en lejr med 10.000 flygtede kosovo-albanere, skriver den københavnske gratisavis, Urban, fredag.

Organisationens dav. generalsekretær, Laue Traberg Smidt, og Københavns bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V) lod sig fotografere foran køretøjerne, før de rullede ud fra Rådhuspladsen og symbolsk satte kurs mod det nordlige Albanien. Så langt nåede de dog aldrig. Urban kunne fredag afsløre, at Red Barnet parkerede ambulancerne hos Beredskabscenter Storkøbenhavn i Hedehusene, og at man ikke på noget tidspunkt informerede offentligheden om, at de aldrig nåede frem.

– Det var især problemer med toldvæsenet, der gjorde, at vi opgav at få ambulancerne ned til flygtningelejren, siger organisationssekretær i Red Barnet, Jan Warkentin, til avisen.

Efter at ambulancerne havde samlet støv i Hedehusene i 4 måneder henvendte Leif Kristensen sig til Red Barnet. Han var dengang direktør i Nordisk Ambulancetjeneste og frontfigur i en lille humanitær organisation, som sendte hjælp til Rumænien.

– Jeg nåede dårligt nok at spørge ham (Jan Warkentin) om jeg måtte få ambulancerne, før han ordret svarede: “Gud velsigne dig, hvis du vil fjerne dem”, husker Leif Kristensen, som ifølge Urban ikke kunne undgå at bemærke, at Warkentin blev meget nervøs, da han fortalte, at han kendte sandheden om Red Barnets ambulancer.

Leif Kristensen beretter om et møde på Red Barnet, hvor “de uden omsvøb fortalte mig, at jeg kunne hente ambulancerne kvit og frit , bare det skete diskret og i en fart. Det måtte ikke komme frem, at der var tale om de ambulancer, der officielt kørte rundt i Albanien”.

Leif Kristensen fyldte den ene af ambulancerne med medicin til Rumænien. De 2 andre byttede han til en anden type ambulancer i en handel med en person ved navn Henrik Henriksen, der var ved at overtage Nordisk Ambulancetjeneste. Firmaet står for sikkerheden ved en række private motorløb og i de kommende år kunne man derfor se Albaniens-ambulancerne som redningskøretøjer ved speedwayløb.

I dag gør den ene af ambulancerne tjeneste hos et privat vagtfirma i Hvidovre, den anden er skrottet og den tredje og sidste befinder sig stadig i Rumænien, skriver Urbans reporter, Kåre Quist.

Red Barnet udsendte fredag eftermiddag en pressemeddelelse om sagen med overskriften “Der må aldrig herske tvivl om indsamlede midler”.

Vi gengiver den ordret:
Dagspressen omtaler i dag sagen om 3 ambulancer, der blev foræret til Red Barnet i 1999 som en gave fra Københavns Kommune. Ambulancerne skulle anvendes til gavn for kosovo-albanske flygtninge. I forløbet viste det sig imidlertid, at det både var dyrt og meget kompliceret at få ambulancerne til Albanien. Red Barnet vurderede derfor, at de mange ressourcer, der skulle bruges, ikke stod mål med det gode formål.

På den baggrund besluttede Red Barnet at donere ambulancerne til foreningen Nordisk Ambulancetjeneste “Projekt hjælp til Rumænien”.

Red Barnet beklager forløbet, men Red Barnets generalsekretær Mimi Jakobsen understreger samtidig, at en lignende sag ikke vil kunne gentage sig i dag.

– Det er et forløb, vi er utrolig kede af. Der må aldrig herske tvivl om, at indsamlede midler anvendes til formålet. Og hvis der undervejs opstår problemer med at få hjælpen frem, skal offentligheden naturligvis informeres. Som det fremgår af artiklen er det en gammel sag, der skete under den tidligere generalsekretær.

– Red Barnet har siden været igennem en omfattende oprydning. Der er blevet brugt mange kræfter på at få tingene til at køre fornuftigt. Når vi laver nødhjælpsarbejde foregår det i dag på en anden måde. I dag modtager vi ikke ting til nødhjælp, medmindre vi vurderer, at det er økonomisk og praktisk muligt at få hjælpen frem, siger Mimi Jakobsen.

Mimi Jakobsen understreger samtidig, at Red Barnet i dag har en helt anderledes klar og åben informationsstrategi end for 4 år siden. – Red Barnet holder løbende offentligheden orienteret om, hvordan de indsamlede midler anvendes. Derfor fortæller vi også åbent, hvis der opstår problemer med at få hjælpen frem, siger Mimi Jakobsen afslutningsvis i pressemeddelelsen.

Overfor Urban erkender Jan Warkentin, at han og organisationen burde have informeret offentligheden om, at ambulancenre aldrig nåede frem. “Det burde vi have gjort, men jeg kan ikke sige dig, hvorfor det ikke er sket”.

Til den forklaring siger medierådgiver Jess Myrthu bl.a., at “når man forsøger at snyde offentligheden ved ikke at fortælle om den mislykkede operation, er det direkte uhæderligt, moralsk forkasteligt og meget, meget dumt”.

Myrthu vurderer overfor Urban, at sagen vil give Red Barnet “et voldsomt troværdighedsproblem”.

Læs også “Red Barnet kommer til penge og flytter”, 09.09.03, under rubrikken Dansk bistand i menuen ude til venstre.