Red Barnet nedlægger 15 stillinger

Laurits Holdt

Red Barnet, der arbejder for børns vilkår i Danmark og udviklingslandene, tager nu konsekvensen af regeringens nedskæringer på udviklingsbistanden og skærer i medarbejderstaben.

Organisationens bevilling fra staten, den såkaldte rammebevilling, bliver beskåret med 14,5 millioner kroner, hvilket svarer til 26 procent.

De i alt 17 rammeorganisationer bliver alle beskåret med omkring 25 procent.

Syv opsigelser

Organisationens konstituerede generalsekretær, Jonas Kieding Lindholm, oplyser til Globalnyt, at syv medarbejdere bliver sagt op, seks medarbejdere på tidsbegrænset kontrakt ikke får deres kontrakt forlænget og at to lederstillinger, der for tiden er ubesatte, ikke bliver slået op igen.

Det betyder at organisationen vil gå fra at have 169 til 154 medarbejdere. Heraf sidder 132 i sekretariatet i København mens 22 arbejder forskellige steder i verden.

”Det er rigtig ærgerligt, at skulle sige farvel til så mange dygtige medarbejder. En del af dem har været hos os i mange år. Jeg er dog sikker på, at de vil berige udviklingsbranchen i mange år fremover,” siger Jonas Kieding Lindholm til Globalnyt.

Udover nedlæggelsen af 15 årsværk vil der også ske væsentlige ændringer i flere andre medarbejderes vilkår. F.eks. vil nogle skulle rejse mere end det er tilfældet i dag, nogle vil få nye arbejdsområder og nogle vil få nye arbejdsvilkår.

Fire lande fases ud

Organisationen har samtidig besluttet at neddrosle udviklingsarbejdet i fire samarbejdslande i 2016 med henblik på endelig udfasning i 2017.

De fire lande er: Uganda, Etiopien, Bangladesh og Cambodia.

Det lå dog allerede i organisationens nye strategi, der træder i kraft 1. januar 2016. En del af denne strategi går ud på, at der fremover skal satses meget mere på børn i skrøbelige stater og nærområder til konflikter og katastrofer.

Selvom udfasningen af arbejdet i de fire lande allerede var en del af organisationens strategi, kommer det til at gå noget hurtige og mere brutalt, end Jonas Kieding Lindholm ønskede sig.

”Allerede da regeringen varslede nedskæringerne, gjorde vi det klart, at det ville få direkte følger for vores mulighed for at hjælpe nogle af verdens udsatte børn. Deres fremtid vil nu være i fare. Det var også indlysende, at vi ikke kunne undgå besparelser i Red Barnets organisation. Vi har gjort alt for at reducere antallet af opsigelser, men det har alligevel været nødvendigt at skære forholdsvist dybt”, fortæller den konstituerede generalsekretær.

Udover det øgede fokus på skrøbelige stater og nærområder planlægger Red Barnet også at igangsætte nye initiativer for de dårligst stillede børn i Danmark. Og for at kunne løfte de mange opgaver har organisationen et mål om at indgå nye donorsamarbejder og fordoble antallet af faste støtter over de kommende tre år.

”Vi oplever heldigvis en stor lyst fra befolkningen til at støtte Red Barnet og de børn, vi hjælper. De kommende år vil vi derfor øge vores indsats for at hverve endnu flere faste støtter og fastholde dem, vi har”, siger Jonas Keiding Lindholm.