De færreste har hørt om Maskarenerne, som er betegnelsen for de tre afrikanske øer i Det Indiske Ocean: Reunion (et såkaldt oversøisk fransk departement), Mauritius og Rodrigues.
Jeg har længe haft kig på Rodrigues, som er kontinentets østligste udpost beliggende cirka 550 km øst for Mauritius. Øen dækker 104 km2, altså en lille smule større end Amager, med en befolkning på små 40.000 mennesker.
Du kan finde Rodrigues øst (til højre) for Mauritius ved at zoome længere ind på kortet.
Da Mauritius blev selvstændig i 1968, blev Rodrigues en del af nationen. I 2002 fik Rodrigues status som autonom region i Mauritius, med eget parlament og egne demokratiske valg.
Min oplevelse på Rodrigues var et møde med en økonomisk velstillet og harmonisk befolkning, hvor blæksprutter og fisk tørres uden frygt for at blive stjålet.
Turisme er øens økonomiske livsnerve, og de besøgende kommer primært fra Mauritius. Resten af verden har endnu ikke rigtig opdaget Rodrigues, trods flotte strande, venlige mennesker og afslappet stemning. Udover turisme tjener befolkningen penge på fiskeri og landbrug.
Biodiversiteten trak
Det er Rodrigues’ image som hotspot for biodiversitet, som motiverede mig mest til at besøge øen – og det at øen var hjem for den mytiske fugl Rodrigues-solitær (Pezophaps solitaria). Det er en af de kæmpefugle, som i lighed med Madagaskars elefantfugl (Aepyornis maximus) og dronten (Raphus cucullatus) fra Mauritius blev udryddet af de første mennesker, der indtog øerne.
Naturens betydning for dagens Rodrigues bekræftes, da vi lander i lufthavnen. Den er opkaldt efter Gerald Durrell, som var en britisk zoolog, naturformidler, der levede fra 1925 til 1995. Han er mest kendt for sin indsats i kampen for bevarelse af udryddelsestruede dyrearter, både i naturen og den zoologisk have, han etablerede i 1959 på øen Jersey, og som er stadig er hovedkvarter for organisationen Durrell Wildlife Conservation Trust.
Et falmet biodiversitets-hotspot
Ved indflyvningen var det tydeligt, at Rodrigues ikke længere er dækket af tæt jungle, men i stedet præget af et åbent landskab med spredt beboelse, golde sletter, pletvise landbrugsområder og små klatter med træer.
Når man ser øen oppefra, virker det ikke underligt, at hovedparten af biodiversiteten er udryddet. Men faktisk findes der stadig tre endemiske, altså oprindelige, dyrearter. Det er Rodrigues flyvende ræv (Pteropus rodricensis) og to småfugle, den lille gule Rodriguesvæver (Foudia flavicans) og den uanselige Rodriguessanger (Acrocephalus rodericanus).
Alle tre arter er truede, hvilket ikke er så underligt i lyset af deres meget begrænsede udbredelsesområde.
At de tre arter ikke er udryddet, ligesom så mange andre arter på øen, skyldes en kombination af deres evner til at tilpasse sig forandringerne i landskaberne og til at modstå de trusler, der er fra andre arter, som mennesker har taget med sig til øen. Og så hjælper det nok også, at de er små og uinteressante arter – fra et traditionelt menneskeligt udnyttelsesperspektiv.
Endelig har de lokale myndigheders målrettede forvaltningsindsatser bidraget til, at alle tre arter er i fremgang.
280.000 kæmpelandskildpadder dræbt på 40 år
På det seneste er Rodrigues blev markedsført som en succes i kampen for biodiversitet. Det skyldes både indsatsen for de ovennævnte fuglearter, men også en målrettet indsats, primært i Francois Leguat-reservatet, for tre arter af ikke-hjemmehørende landskildpadder.
Reservatets bestand af landskildpadder er oppe på 3.000, som fordeler sig på tre arter, der kommer fra Seychellerne og Madagaskar. Målsætningen med indsatsen er at opbygge en robust bestand af de tre arter – en indsats som gøres i samarbejde med en række andre lande.
Et andet vigtigt mål med reservatet er at skabe en turistattraktion på Rodrigues, for naturbeskyttelse, og især oplevelse af dyr på tæt hold, er attraktivt.
Oprindeligt husede Rodrigues to store endemiske arter af kæmpelandskildpadder: Rodrigues giant tortoise (Cylindraspis peltastes) og Saddle-backed Rodrigues giant tortoise (Cylindraspis vosmaeri), men de blev udryddet omkring år 1800. Det anslås, at 280.000 kæmpelandskildpadder blev dræbt på Rodrigues i perioden fra 1730-1770, primært af søfarere, som brugte dem til mad og olie.
Den mytiske og fascinerende solitær
Naturreservatet på Rodrigues er opkaldt efter den franske opdagelsesrejsende Francois Leguat, som levede fra cirka 1637 til 1735. Han strandede på øen i 1691 og tilbragte to år der.
Under opholdet blev han fascineret af solitæren, og han var den første og eneste, der har beskrevet fuglen og dens særprægede adfærd. Den dueagtige fugl, som ikke kunne flyve, men hvor hannerne kunne blive svanestore – op til 90 cm høje og veje op til 28 kilo.
Leguat fandt solitærens yngelpleje særligt interessant, for et solitærpar var meget territoriale og aggressive over for andre, også artsfæller. Solitæren lagde kun ét æg, og den ene unge blev opfostret over flere måneder. Ifølge beretningen deltog begge forældrefugle i det, der er blevet udlagt som særdeles omsorgsfuld yngelpleje.
Ifølge beretningerne var solitæren velsmagende. Det er i modsætning til dronten, kæmpefuglen fra Mauritius, som blev betegnet som nærmest uspiselig og derfor primært blev jaget for sjov. Det anslås, at den sidste solitær døde omkring 1760. Der er siden fundet knoglerester af solitæren i øens store grotte.
Solitæren er en af Rodrigues’ mindst otte endemiske fuglearter, som vi ved, har levet der i nyere tid – altså inden for de seneste 500 år, men som nu er uddøde i forbindelse med menneskets ankomst til øen.
Det er ret vildt, at en isoleret ø i Det Indiske Ocean på størrelse med Amager, har huset 11 endemiske fuglearter og to arter kæmpelandskildpadder.
Hovedparten, altså bortset fra et par småfuglearter og en frugtflagermus, er forsvundet. Det gør indtryk og solitærens indtryk på Leguat har givet arten en mytisk status.
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
