Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
Jeg har alt for mange gange råbt ”ulven kommer”. Forskerne bliver ved med at præsentere skræmmende forudsigelser om fremtiden. Men når fem øer i Stillehavet nu er ophørt med at eksistere kan man ikke længere sige at klimaforandringer er et problem i fremtiden. Der er derfor brug for at vi nu taler om hvordan vi kan leve med klimaforandringerne.
Oversvømmelsen af øerne er endnu et eksempel på hvem der betaler prisen for klimaforandringerne. Det gør nogle af verdens fattigste og mest sårbare mennesker, som ikke har midlerne til at bygge diger og lave andre tiltag med henblik på klimatilpasning.
Med klimaaftalen i Paris blev verdens ledere heldigvis enige om at der er et voksende behov tilpasning, men indtil videre har vi desværre manglet den samme politiske forståelse for, at de fattige lande også har behov for økonomisk hjælp til at håndtere de allerede nu uundgåelige klimaforandringer.
Selv med stigende vandstand er det muligt at tilpasse sig. Der findes allerede mange gode løsninger. I Danmark har vi for eksempel diger langs med Sønderjyllands kyst, effektiv kloakering, og vejrprognoser der hjælper os at være parate når et uvejr er på vej.
Men tilpasning har en pris. En ny rapport fra FNs miljøorganisation, UNEP, viser at klimatilpasning vil koste op til 500 milliarder USD per år i 2050. Et helt enormt beløb som bliver svært at finde, men samtidigt er det dog også svært at afskrive. Uden den nødvendige tilpasning risikerer vi at klimaforandringerne får dramatiske effekter.
Erfaringer viser desværre, at rige lande har svært ved at prioritere klimatilpasning når der gives støtte til ulandene. OECD fremlagde sidste år en rapport som pegede på at 77 procent af klimafinansieringen går udelukkende til reduktion af udslip.
Det er selvfølgelig vigtigt, at ulandene reducerer sine udslip, og det er på den måde vi skaber en langsigtet grøn udvikling. Men hvis der ikke også sættes fokus på klimatilpasning kommer millioner af mennesker, som ikke selv har bidraget til den globale opvarmning, til at betale prisen, når de rammes af tørke, oversvømmelser og dramatiske uvejr. Og uden tilpasning øges risikoen for konflikter og humanitære katastrofer, der tvinger mennesker at flygte. Det er netop derfor UNEPs rapport, om det voksende behov for penge til klimatilpasning, er så vigtig.
I denne uge mødes klimaforhandlere fra alle verdens lande i Bonn. Det er første møde efter at en global klimaaftale blev vedtaget ved klimatopmødet i Paris i december sidste år. Paris aftalen var god, men de pæne ord skal nu følges op af handling, og netop klimatilpasning bliver afgørende i de kommende år. Ellers vil vi se at flere øer forsvinder i det stille hav.
Ulver er her, men den kan tæmmes!
