Saudisk kronprins risikerer krigsforbrydersag

mbs_mohammed_bin_salman_us_dept_of_state
Forfatter billede

En argentinsk domstol er ved at behandle en anmeldelse af den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, for hans formodede rolle i de påståede krigsforbrydelser, som den saudisk-ledede koalition menes at stå bag i Yemen.

Kronprinsen skal efter planen deltage i G20-topmødet i Buenos Aires den 30. november 2018.

Tirsdag indgav menneskeretsorganisationen sin anmeldelse af den saudiarabiske tronfølger til en argentinsk føderal anklagemyndighed. I anmeldelsen redegør HRW for de påståede krænkelser af folkeretten, der er begået under den væbnede konflikt i Yemen. Det er forbrydelser, som Mohammed bin Salman kan have et strafferetligt ansvar for som Saudi-Arabiens forsvarsminister, mener HRW.

Anmeldelsen fremhæver også hans mulige medvirken i tortur og anden mishandling af saudiske borgere, herunder drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

”Den argentinske anklagemyndighed bør undersøge Mohammed bin Salmans rolle i mulige krigsforbrydelser begået af den saudi-ledede koalition siden 2015 i Yemen,” siger Kenneth Roth, der er administrerende direktør for Human Rights Watch.

”Kronprinsens deltagelse i G20-topmødet i Buenos Aires kunne gøre de argentinske domstole til en måde at få oprejsning for ofrene, som ikke kan opnå retfærdighed i Yemen eller Saudi-Arabien.”

Universel juridiktion

Argentinas forfatning anerkender universel jurisdiktion for krigsforbrydelser og tortur, skriver HRW.

Det betyder, at de retslige myndigheder i landet har beføjelse til at undersøge og retsforfølge disse forbrydelser, uanset hvor de blev begået og uanset hvem de mistænkte eller deres ofre er.

Universelle jurisdiktionssager er en stadig vigtigere del af den internationale indsats for at holde de skyldige bag disse grusomheder ansvarlige, sikre retfærdighed for ofre, der ikke har andre steder at gå hen, afskrække fremtidige forbrydelser og være med til at sikre, at lande ikke bliver et helle for krænkere af menneskerettighederne, skriver Human Rights Watch i pressemeddelelsen.

Argentinas straffelov siger, at enhver kan foretage en anmeldelse hos de retslige myndigheder i landet, hvis de kender til eller er berørt af en forbrydelse.

Hvis der er tegn på, at en forbrydelse kan være begået, sendes sagen senere videre til en føderal anklager eller dommer for en formel undersøgelse. Human Rights Watchs anmeldelse er sendt videre til en føderal dommer, Ariel Lijo.

HRW: Salman har strafferetligt ansvar

Mohammed bin Salman er, ud over at være kronprins i Saudi-Arabien, også landets vicepremierminister og forsvarsminister.

Han har det øverste ansvar for alle de saudiske militærstyrker og er øverstbefalende for den koalition, der står bag en omfattende militærkampagne i Yemen, fremgår det af det saudiske forsvarsministeriums hjemmeside.

Human Rights Watch mener, at Mohammed bin Salman og højtstående saudiske kommandanter har et strafferetligt ansvar på grund af den centrale rolle, Saudi-Arabien spiller i koalitionens militære operationer.

Siden marts 2015 har den saudisk-ledede koalition udført en række ulovlige og uforholdsmæssige angreb på civile og civile mål i Yemen. Angrebene har ramt hjem, skoler, hospitaler, markeder og moskeer. Mange af disse angreb kan være mulige krigsforbrydelser, mener HRW.

Koalitionen har også indført og opretholdt en sø- og luftblokade mod Yemen, der i alvorlig grad har begrænset forsyningen af mad, brændstof og medicin til civile. Millioner af civile er i dag ramt af alvorlig sult og sygdom.

Koalitionens egne undersøgelser af påståede krigsforbrydelser i Yemen lider under en mangel på troværdighed, siger Human Rights Watch. I 2016 etablerede koalitionen et hold der skulle undersøge, indsamle beviser og udarbejde rapporter og anbefalinger vedrørende såkaldte ”krav og uheld” under koalitionens operationer i Yemen.

En undersøgelse, som Human Rights Watch foretog, viste, at koalitionens undersøgelse ikke overholdt internationale standarder for gennemsigtighed, upartiskhed og uafhængighed.

Drabet på Khashoggi

Den saudiske regering har også været centrum for alvorlige påstande om tortur og anden mishandling af landets egne borgere.

Human Rights Watch og andre grupper har tidligere rapporteret om, at saudiske myndigheder har tortureret saudiske kvindelige aktivister, der har været tilbageholdt i Saudi-Arabien siden maj.

Forskellige rapporter fra menneskeretsorganisationer knytter også Mohammed bin Salman til den udenretslige henrettelse og mulige tortur af journalisten Jamal Khashoggi, der blev dræbt, da han i oktober gik ind på det saudiske konsulat i Istanbul.

Ikke uden for lovens rækkevidde

I de seneste to årtier har de nationale domstole i et stigende antal lande behandlet sager om alvorlige internationale forbrydelser som krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab, tortur, tvangsfuldbyrdelse og udenretslige henrettelser i udlandet.

Nationale erfaringer i forskellige lande viser, at en retfærdig og effektiv udøvelse af universel jurisdiktion er opnåelig, hvis der er den rette kombination af passende love, tilstrækkelige ressourcer, institutionelle forpligtelser og politisk vilje, siger Human Rights Watch.

”En beslutning fra de argentinske embedsmænd om at indlede efterforskning ville være et stærkt signal om, at selv stærke magthavere som Mohammed bin Salman ikke er uden for lovens rækkevidde,” siger Kenneth Roth.

”Og Mohammed bin Salman burde vide, at han kan blive efterforsket, hvis han begiver sig til Argentina.”