10 hold unge fortællere. 50.000 kroner til hvert hold. Opgaven: Fortæl en god historie fra den store verden med Danidas Verdensfilmlegat. I år med temaet ’Livets eventyr.’
Det er ikke småting, Danida forventer af de unge skabere af kortfilm på 8-12 minutter: Deres film skal rumme ”en original vinkel, der giver ny viden og en anderledes opfattelse af verdens vækst- og udviklingslande – langt væk fra de stereotyper, vi alt for ofte konfronteres med. Filmen skal kunne appellere til et bredt publikum.”
Holdene skal til gengæld for legatet aflevere en film, en stak fotos, en beskrivelse af, hvad de lærte undervejs, holde to foredrag – alt sammen for nævnte 50.000 kr., som skal dække rejse-, opholds-, tolke-, optagelses- og redigeringsudgifter, etc.
Tak for kaffe! Alligevel turde hele 87 ansøgere binde an med opgaven, da fristen udløb i marts. 10 fik legat, og på lørdag kåres den bedste udførsel af opgaven. Senere bliver der udarbejdet undervisningsmateriale på baggrund af filmene.
Verden rundt i ugens Globalnyt
Globalnyt præsenterer i løbet af denne uge alle Verdensfilmenes trailers – i næste uge viser vi vinderne.
Vi lægger ud med smukke billeder fra en rå fortælling om tradition og turistindtægter i Sofie Valentin og Sarah Mølsted kortfilm fra øen Pentecost Island. Ifølge traditionen bliver unge drenge til mænd, når de kaster sig ud fra et højt tårn med en lian om foden.
Turister flokkes for at gyse og beundre – mod betaling: Et gammelt, dødsensfarligt ritual er blevet en vigtig indtægt for et fattigt øsamfund i Tradition eller Tivoli.
Fisker vand fra tåge
I Marokko fortæller kvinden Aicha Assouane, at “der plejede at være vand i floderne” fra bjerget Boutmezguida. Men nu har klimaændringerne udtørret dem. Til gengæld flyder tågen generøst ind fra havet.
I Tågefisker fortæller Rikke Abraham Callesen og Rosa Munch Gelardi om en ny måde at løse det ældgamle problem for mennesket i tørre egne: Hvordan skaffe livsvigtig vand?
En kvinde med penge
Se denne fantastiske droneoptagelse fra en strand i Kenya – og læg mærke til den lillebitte røde bevægelige prik: 30-årige Juma er endt på stranden som ’beach operator’ efter mange fejlslagne forsøg på at få arbejde. Herfra er ingen vej tilbage til et regulært job.
Måske er der en vej ud – gennem en kærlighedshungrende hvid, midaldrende kvinde? Juma sælger kokosnødder, mens han synger om en fremtid i hænderne på en kvinde, han endnu ikke har mødt: Han prøver at forme sig til den mand, han tror, hun vil have i Mie Mollerup Jørgensen og Sidsel Benzin Dalagers Coconuts and whatever she wants:
Redigeret 5.11.2019 med Aicha Assouanes fulde navn