Ved søndagens danske premiere på SEVEN lagde kendte stemmer til kvinderettighedsforkæmpere fra hele verden. Det var råt og rørende og rakte langt ud over scenekanten.
ANMELDELSE af Simone von Burgwald og Maria Bierbaum Oehlenschläger
”Jeg kender tre kvinder, der er blevet voldtaget: Den første blev afvist ved domstolen, den anden levede videre i tavshed, og den tredje begik selvmord.” Sådan fortæller Mukhtar Mai i skikkelse af Charlotte Munck på Bette Nansens Teatrets anneksscene Edison. Mukhtar Mai bliver selv gruppevoldtaget og ydmyget for at sone falske beskyldninger mod sin broder.
”Den time på staldgulvet ødelagde mit liv,” siger hun.
Men samtidig er den forfærdelige ugerning dét vendepunkt, som ændrer livet for hende selv og mange andre kvinder. På opfordring fra den lokale imam fører Mukhtar Mai nemlig retssag mod sine gerningsmænd og vinder. Voldtægtsmændene dømmes til døden af det pakistanske retsvæsen, og Mukhtar Mai bliver verdenskendt som forkæmper for kvinders rettigheder. Som en anerkendelse modtager Mukhtar Mai det, der svarer til 8.000 dollars af en minister.
”SKOLE,” råber hun ”Jeg vil lave en skole for alle børn i min landsby.” Og sådan bliver det. Makhtar Mai arbejder videre med at sikre pigers ret til uddannelse gennem Mukhtar Mai Women’s Welfare Organization.
Mukhtar Mais historie vækker uden tvivl mest harme og flest følelser hos publikum, der holder vejret, får en klump i halsen eller tårer i øjnene. Den er en blandt de syv stærke historier, som dokumentarteatret SEVEN formidler.
Talerør
Denne eftermiddag i København er det Charlotte Munck, der lægger stemme til Mukhtar Mais historie. Søren Pilmark fortæller Hafsat Abiolas historie, Christian Friis Bach fortæller Anabella de Leons, Leonora Kristina Skov fortæller Marinas Pisklakova-Parkers og Anne Marie Helger fortæller Mu Suchas.
Sara Hjort Ditlevsen er i dag er stand-in for Caroline Henderson og fungerer som talerør for Farida Azizi, mens Stine Bosse præsenterer Inez McCormacks historie.
Ganske velcastet crew – både i forhold til de respektive historier og som de betydningsfulde meningsdannere, de er. Og til instruktør Madeleine Røn Juls ros: Meget velforberedte og afslappede på scenen.
Settingen er et koldt, generisk og figurativt vinterlandskab med nøgne træer. Scenen er hvid med 7 sorte pletter, hvorpå der står 7 røde stole. Desuden er der tre dybe huller i scenegulvet – symboliserer de mon de mange kvinder, der er faldet igennem, de historier, der er sunket i jorden?
Siddende i hver deres stol med et landeskilt foran sig læser de syv danskere næsten gestik-frit op fra de hvide manuskripter med spiralryg – det er umiddelbart råt, men det tillader både oplæsere og publikum at have en vis afstand til de kvinder, der præsenteres på scenen.
Det har en virkningsfuld effekt: Vi vil så nødig se Søren Pilmark kaste sig fysisk ind i rollen som den nigerianske menneskerettighedsforkæmper Hafsat Abiola, og endnu mindre vil vi se Christian Friis Bach forsøge at spille Anabella de Leon, kongresmedlem og modstander af korruption i Guatemala.
Det er kun stemmen, som de medvirkende lægger til disse syv kvinder. Og det er måske i bund og grund lige meget, hvem der lægger stemme til, for historierne taler for sig selv – bare de bliver læst højt og når ud over scenekanten.
Gennemført manuskript
Dokumentarteatret er skrevet af syv prisvindende dramatikere, bl.a. Ruth Margraff og Susan Yankowitz, der ud fra personlige interviews med de syv kvinder har skabt manuskriptet til SEVEN. Det er tydeligt, at det er professionelle, anerkendte dramatikere, der står bag: Manuskriptet er gennemført, monologerne væves smukt sammen, og spændingskurven holdes intakt.
Historierne blotlægger ubehagelige sandheder, som at piger i Pakistan, fra de er 8 år, lever i konstant ”angst dag og nat, nat og dag”, at små piger i Cambodja bliver solgt som sexslaver, at Talibans læger ikke måtte behandle kvinder, at 14.000 russiske kvinder hvert år bliver slået ihjel af deres ægtemænd.
I hver fortælling er der en enkeltstående begivenhed, som gør, at kvinderne går til kamp mod retfærdighed. De møder simpelthen grænsen for, hvad der er rimeligt og retfærdigt, og kæmper efterfølgende for at ændre den ubalance i deres samfund.
Vendepunktet markeres med et intermezzo, hvor forskellige udsagn om kvinder og vold får lov at svæve i luften: ”Den, man elsker, tugter man.”, ”Han slår dig, altså elsker han dig.” osv.
Den skelsættende begivenhed omsættes til positive handlinger, og spændingen i stykket forbliver intakt.
Hafsat Abiola fortæller om en familie, hvor datteren lever i skjul af frygt for at bringe familien i skam efter hendes afståen fra et planlagt giftermål. Hafsat sætter et møde op mellem datteren og hendes familie, og ”Pludselig rækker hendes far ud og omfavner hende.”
Ligeledes oplever Inez McMormack, hvordan hendes kamp for social retfærdighed gør en forskel. Om nogle rengøringskoner, hvis sag hun taler, fortæller hun: ”De ændrede deres syn på sig selv, og dét forandrer alt!”
Monologerne forstærker som her hinanden i nogle elegante og velvalgte skift.
Afslutningen er meget smuk – poetisk – idet kvinderne fortæller om der, hvor de finder ro og harmoni: Faridi Azizi fortæller om roen, hun finder på de afsides liggende veje i Afghanistan, hvor de ældre kvinder råber, at ”her behøver du ikke bære slør”.
Der er altså lys i mørket: Flere hjælpetelefoner (fra en i 1993 til 160 i dag) for voldsramte kvinder i Rusland, en ny skole bygget i den pakistanske landsby, hvor en lille pige blev voldtaget, kvindelig politisk repræsentation i Guatemala og i Cambodja osv. osv.
Stop kønsdiskriminering!
Uden for Edison havde en enkelt person valgt at holde en enmandsdemonstration og forstyrrede opførslen med opråbet ”Stop diskrimination af mænd”. Charlotte Fick, der i øvrigt præsenterede historierne og agerede ”telefondame” undervejs, måtte gøre opmærksom på, at det ikke var en del af forestillingen.
Manden kastede et romerlys mod indgangen til teatret, men politi og brandvæsen tog sig diskret af situationen, så publikum hurtigt rystede den utidige indblanding af sig.
Havde det ikke været for det upassende optrin udenfor og den tyndbenede paneldebat bagefter, hvor få havde noget fornuftigt at tilføje, ville eftermiddagen på Edison have været lige i øjet. Der, hvor det for alvor gjorde en forskel, hvem der var på scenen, var til den efterfølgende paneldebat.
Teaterstykket med dets kraftfulde og utvetydige budskab står bedst alene.
Stine Bosse og flere af de medvirkende påpegede dog så rigtigt, at vi får det bedste ud af det, når vi arbejder sammen – mænd og kvinder.
Således også med SEVEN, der er et særligt vellykket samarbejdsprojekt mellem flere organisationer med et stort internationalt netværk bag sig – og et eksempel på et sjældent frugtbart samarbejde mellem kendte mennesker og hjælpeorganisationer, hvor ingen behøver at sælge ud.
Vi anbefaler SEVEN – fordi manuskriptet er så gennemført, fortællingerne stærke, vedkommende og rørende, og fordi de skal høres! SEVEN giver taletid til de kæmpende kvinder, så deres historier når langt ud over scenekanten.
49 kendte personligheder går på scenen i scenefortællingerne SEVEN. Stykket havde premiere i New York i 200 8 og er siden blevet vist i blandt andet London, Stockholm, Genova, New Delhi, Istanbul, Buenos Aires, Washington D.C., Aspen og Beograd.
De syv kvinder SEVEN handler om er: Mukhtaran Mai fra Pakistan, Annabella de Leon fra Guatemala, Marina Pisklakova-Parker fra Rusland, Farida Azizi fra Afghanistan, Inez McCormack fra Nord Irland, Mu Sochua fra Cambodia og Hafsat Abiola fra Nigeria.
Dramatikerne bag SEVEN er Paula Cizmar, Catherine Filloux, Gail Kriegel, Carol K. Mack, Ruth Margraff, Anna Deveare-Smith and Susan Yankowitz.
SEVEN kan opleves søndag 4., 11., 18. og 25. marts samt søndag 1. april. SEVEN spiller i Aarhus 12. april og i Aalborg 15. april.
SEVEN præsenteres af UNDP, FNs Udviklingsprogram, Folkekirkens Nødhjælp, KØNSNET, FORDI – Forum for Rettigheder og Diversitet, Hedda Production samt Betty Nansen Teatret, Teater Nordkraft og Teatret Svalegangen. SEVEN støttes af Danida, NGO FORUM og Det Obelske Familiefond
