Hjemfærd
Yaa Gyasi
Lindhardt og Ringhof
Udgivet 27. september 2016
368 sider
Den transatlantiske slavehandel er det store omdrejningspunkt for forfatteren Yaa Gyasis debutroman ’Hjemfærd’, som det på mange måder ligger lige for at sammenligne med Alex Haleys Roots. Men hvor vi i Roots følger en ung gambiansk mands tilfangetagelse og hans efterkommeres liv i USA, lader Gyasi os også blive i Afrika.
Hendes bog er en fortælling om, hvordan en ghanesisk slægt splittes op af både skæbne og slavehandel – den ene gren af familien ender via slavehandlen i USA, mens den anden forbliver i Ghana.
Fra Ghana til USA
’Hjemfærd’ begynder i 1700-tallets Ghana (der dengang hed Guldkysten efter det værdifulde metal, som undergrunden bugnede af), hvor vi følger de to søstre Effia og Esi, der ikke kender til hinandens eksistens. Mens Effia bliver gift med en hvid, britisk guvernør og flytter til slavefortet Cape Coast Castle, ender Esi nede i det selvsamme forts slavekældre og senere i bugen på et af de utallige skibe, der fragtede tusindvis af tilfangetagne afrikanere til bomuldsmarkerne i USA’s sydstater.
Bogen er bygget op over 14 kapitler, der hver følger et familiemedlem over syv led fra skiftevis Esis amerikanske og Effias ghanesiske gren af slægten.
I Ghana får Effias slægt en magtfuld rolle i slavehandlen, men magten (såvel som lykken) varer ikke evigt – familiens status og indflydelse er en rutsjebanetur, som vi følger parallelt med Ghanas egen udvikling. Vi er med i stridighederne mellem de to førende etniciteter, fanter og asanter; vi er med, når ghaneserne går i krig med de hvide mænd; vi er med i landsbylivet, under missionærernes indtog, og da kolonitiden lægger sit låg over landet.
Bogen giver blandt andet et nøgternt indblik i, hvordan europæernes systematiske slavehandel blev bygget ovenpå allerede eksisterende slavestrukturer. Det gøres klart, at dette dystre kapitel i verdenshistorien handlen ikke havde kunnet finde sted, hvis ikke de lokale stammer havde leveret slaverne.
Esis familie, derimod, krydser havet til en skæbne, som vi kender fra Roots, 12 Years a Slave, Amistad og de andre skildringer af slaveriets skændsler. Der er pisk og undertrykkelse, racisme, mord og uværdige liv. Hendes slægt slider i sydstaternes marker og kalfatrer skibe i Chesapeake Bay, hvor sorte, frie mennesker kan forsvinde fra den ene dag til den anden. De okser sig til kol som straffefanger i Alabamas kulminer og flygter nordpå til Harlem, hvor raceadskillelsen skærer hvid fra sort arkitektonisk, kulturelt og socialt. Gennem Esis efterkommere følger vi derved også USA’s udvikling fra slavenation til… ja, hvad end det nu er i dag.
Klassiske emner
Yaa Gyasi er født i Ghana, men opvokset i USA. Og præcis som blandt andre Taiye Selasi, Chimamanda Ngozi Adichie og Teju Cole, der alle står med et ben i deres afrikanske hjemland og et i ’Vesten’, tager Gyasi fat på emner som tilhørsforhold og race, USA og Afrika, slaveri og kolonialisme, arv og kultur.
Man fornemmer, at ’Hjemfærd’ er et produkt af sin samtid, og at det til tider er Gyasi selv, der snakker gennem sine karakterer og giver sit bidrag til en af tidens varmeste emner: Diskussion om værdien af sorte liv. Kampagnen Black Lives Matter har efterhånden kørt længe i USA, hvor uprovokerede politidrab på sorte amerikanere har antændt en vrede i den sorte del af befolkningen. Og dét er en sag, som Gyasi er engageret i, fornemmer man.
Når hun for eksempel i kapitlet om Sonny i 60’ernes Harlem lader ham være angst for at løbe ind i hvide mennesker på sin vej hjem, ”for han vidste helt ind i knoglemarven, selv om han endnu ikke havde lagt to og to sammen inde i hovedet, at i Amerika var det værste, man kunne være, en sort mand. Værre end at være død – man var dødsdømt”.
Eller når Marcus i nutiden arbejder på sin ph.d. om fangeudlejningssystemet, som hans oldefar var en del af, og projektet pludselig griber om sig. For hvis Marcus skriver om det ene, må han også skrive om det, der gik forud og det, der kom efter. Og så ”var han [Marcus, red.] også pludselig inde på, at næsten halvdelen af de sorte mænd, han var vokset op sammen med, var på vej enten ind i eller ud af det, der var blevet det barskeste fængselssystem i verden.”
Man fornemmer Gyasis egen vrede og indignation over (s)tilstanden for racemæssig lighed i det, der af mange anses for at være frihedens højborg.
Taber overblikket
Selvom ’Hjemfærd’ generelt er medrivende, vil den nogle gange for meget.
Reelt løber den over 341 sider, hvori 14 forskellige personers liv og historie altså ridses op. Det er ambitiøst, og resultatet er da også, at nogle af personerne og historierne står langt mere tydeligt og levende frem end andre. Særligt tydeligt husker jeg straffefangen H, Yaw og de to søstre Effia og Esi – mens en række af de øvrige personer glider sammen for mig.
De syv generationer lever over et spænd på godt 250 år. Man kan sjusse sig frem til, at Effia er født i cirka 1750 (og lillesøster Esi nogle år efter), mens jeg skyder de sidste to slægtsled til at være født omkring 1975. Men jeg ved det reelt ikke. For ingen af de 14 kapitler er angivet med en tidsramme, der kan hjælpe læseren til at bevare overblikket. Bevares, der nævnes årstal et par steder undervejs, men hvor ville det have været rart, hvis stamtræet først i bogen var udstyret med om ikke andet så fødselsår.
Jeg er udmærket klar over, at slaverne ikke nødvendigvis kendte deres fødselsdag – hvilket i øvrigt også gælder mange afrikanere den dag i dag – og det kan have været med den in mente, at Gyasi har udeladt årstal. Men da bogen er fiktion, ville det have været en god læserservice, fordi man flere gange undervejs bliver i tvivl om, hvor vi tidsmæssigt befinder os.
Yaa Gyasi, der selv er født i 1989, skriver godt. Hendes beskrivelser har fine nuancer og kammer kun sjældent over. Dog er den karikerede ’sorte’ accent, som den amerikanske gren af familien er udstyret med, irriterende: ”Det behøvs ikk’”; ”osse” i stedet for også; ”jeg si’r bare, at de nok bar’ helst ikk’ vil se det, si’r jeg bare”. Man kan sagtens høre den amerikanske accent for sig, men det er unødvendigt og en gåde, hvorfor hun har valgt det. Valget er nemlig ikke konsekvent: Sproget i de øvrige kapitler er ikke på samme vis forsøgt tilpasset tid, sted eller person.
Tilhørsforhold
Sammenligningen med Roots ligger også i bogens titel: ’Hjemfærd’. Det handler om tilhørsforhold; hvor kommer man fra, hvad kommer man af, og hvad bærer man med sig.
Jeg afslører ikke for meget ved at skrive, at der også er en hjemfærd i bogen – at bogen kommer til at handle om at finde sine rødder; at finde hjem til Ghana. Ellers havde Gyasi nok valgt en anden titel. Men hvor bogen kunne have stået som en realistisk, historisk skildring af, hvordan slavehandlen har afgjort tusindvis af familiers skæbner, har hun ikke kunnet stå for fristelsen til at lade de to grene af familien mødes til sidst.
Det giver selvfølgelig en fin slutning på historien, men er altså også lidt ærgerligt, fordi det ganske enkelt er urealistisk. Hvis Gyasi havde bevaret adskillelsen mellem de to familier, ville bogen stå langt stærkere, og dens dybere fortælling være mere insisterende. Nemlig hvordan slaveriet har splittet både slægter og nationer ad.
