Søvndal fik sin Burma-lempelse

Forfatter billede

EUs udenrigsministre besluttede på et møde i Bruxelles mandag bl.a. på dansk foranledning at lempe sanktionerne over for Burma, efter at landet på det seneste har gennemgået en positiv udvikling mod demokrati og national forsoning.

På EU-mødet besluttedes det at suspendere indrejseforbuddet for Burmas præsident, de to vice-præsidenter samt andre højtstående repræsentanter for regeringen og parlamentet.

EUs udenrigsministre tilkendegav samtidig, at de er villige til at se på yderligere lempelser i sanktionerne over de så længe miltærstyrede land, hvis den positive udvikling i Burma fortsætter.

Det var derfor en tilfreds dansk udenrigsminister, der efter mødet sagde:

– Vi har i dag sendt et meget klart signal til de politiske aktører i Burma om at fremskridt mod demokrati og national forsoning betaler sig. Det er nu op til dem at fortsætte ad den vej.

Men Danmark og EU er klar til med yderligere positive tiltag at både støtte og opmuntre til flere fremskridt mod demokrati og national forsoning, fortsatte Villy Søvndal og sagde:

– Danmarks beslutning om at fordoble bistanden til Burma til 100 mio. kr. om året er et vigtigt led i at understøtte udviklingen.

– Der er videre enighed om en række positive foranstaltninger bl.a. etablering af et EU-kontor, igangsættelse af bistandssamarbejde og yderligere dialog med regimet.

Yderligere oplysninger hos:
Thomas Sæhl særlig rådgiver, tlf.: 41 73 38 98
Jean Ellermann-Kingombe, ministersekretær, tlf.: 25 26 76 06

Kilde: Udenrigsministeriet