Søvndal: Vi vil fortsat yde al-Khawaja konsulær bistand

Forfatter billede

”Dommene i Bahrain, herunder over den danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja, er meget skuffende. Det er vigtigt at holde fast i, at der er tale om en dansk statsborger, der er dømt for at ytre sig i forbindelse med sin kamp for menneskerettigheder, og som har været udsat for tortur”.

Sådan siger udenrigsminister Villy Søvndal i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet i forbindelse med Bahrains Kassationsdomstols stadfæstelse mandag af menneskerettighedsaktivisten al-Khawajas livstidsdom.

Udenrigsministeren siger videre: “Vi opretholder selvsagt kontakten til al-Khawaja og hans nærmeste familie, og igennem den danske ambassade i Riyadh vil vi fortsat yde al-Khawaja konsulær bistand.”

“Abdulhadi al-Khawajas kontinuerlige arbejde for demokrati og respekt for menneskerettighederne er bredt anerkendt. Sammen med den kreds af lande og internationale organisationer, som støtter op om den danske linje, heriblandt EU og FN, vil vi drøfte de videre muligheder, der kan lede frem til en løsladelse af al-Khawaja og de øvrige menneskerettigheds- og demokratiforkæmpere i Bahrain. Her vil vi fortsat holde Bahrain fast på, at landet skal respektere de grundlæggende menneskerettigheder, herunder forsamlings- og ytringsfrihed”.

For yderligere information kontakt: Henrik Røjgaard, udenrigsministerens særlige rådgiver, tlf: 33920613/20461463, mail: [email protected]