Svindelsag med bistanden i Benin tog ti år: 450.000 kr. tabt

Forfatter billede

Danida søgte at få misdæderne dømt i det vestafrikanske land. Det blev de også – mundtligt -, men der kom aldrig noget på skrift, og i dag er sagen “forsvundet” i Benins retssystem, så efter ti års forgæves bestræbelser afskriver man fra dansk side de 450.000 kr. som tab.

Det fremgår af en underretningssag, der for nylig er sendt til Rigsrevisionen ifølge udenrigsministeriets website.

HER er teksten i sag C 1053:

Underslæb i FICA – Landbrugsprogram, Benin

Denne langstrakte sag vedrører uregelmæssigheder i form af underslæb i en NGO (FICA), imod hvilken ambassaden i Benin i januar 2003 indledte en sag med krav om tilbagebetaling af ca. 40 millioner FCFA (ca. DKK 450.000).

Der blev ved byretten i Lokossa den 24. september 2010 afgivet dom verbalt.

Ambassadens advokat fortalte efterfølgende, at de tiltalte repræsentanter for NGO’en er idømt 24 måneders fængsel samt præsenteret for krav om tilbagebetaling af i alt 40 mio. FCFA.

Trods flere henvendelser til byretten har ambassaden indtil nu afventet en skriftlig kendelse.

Ambassadens advokat har ligeledes forsøgt at få dommen på skrift, både ved henvendelse til dommeren og til embedsmanden, som var ansvarlig for nedfældelsen af dommen.

Ingen af de kontaktede har sagen eller dens papirbaserede journal. Derudover er de begge flyttet væk fra Lokossa.

“Den fysiske sag kan ikke findes”

Det er advokatens vurdering, at sagens fremdrift på denne baggrund må anses for særdeles vanskelig og anbefaler at sagen lukkes, da den fysiske sag ikke kan findes i Benins juridiske system.

Henset til den mere end 10 år lange periode og ambassadens lukning i 2014 må midlerne anses for endeligt tabt.

Udenrigsministeriet anser hermed sagen for lukket med konstatering af tab af bistandsmidler på DKK 450.000.

Afsender er Danidas kontor for Kvalitetssikring og økonomistyring af udviklingssamarbejde.

Bistanden til Benin har kastet adskillige gode resultater af sig i årenes løb, men Danmark afvikler nu helt sin udviklingsindsats i den langstrakte nation ud til Guinea-bugten mellem Nigeria og Togo.

Hvad er underslæb?

Efter straffelovens § 278 i Danmark straffes man for underslæb, hvis man uretsmæssigt tilegner sig andres genstande, som er i ens varetægt, eller uberettiget tilegner sig betroede penge.

NOTAM

Se også serien “Danidas rædselskabinet”. Man kan finde de ti artikler i serien ved at taste “rædselskabinet” i søgefunktonen “Søg” i den øverste række af menupunkter i toppen på sitet.

Redaktionen vil løbende følge Danidas skeletter i skabet. Vel at mærke “skeletter”, man åbent lægger frem på sit website.