Mødet med en repræsentant for den ældste og yngste generation til en snak om Tanzanias fødselsdag efterlader ikke megen ros til regeringspartiet, som har været det samme i alle årene, endsige den måde nationen er blevet styret på. Uafhængigheden førte ganske vist noget godt med sig, men Tanzania har her 50 år efter endnu ikke formået at imødekomme størstedelen af befolkningens behov og ønsker. Dog sætter de deres håb til en spirende generation af nye ledere. Mathilde Kaalund Jørgensen skriver fra Dar es Salaam Måden, hun kommer ind på, vidner om en gammel kvinde, der har set verden begynde. ”Hvad laver du i min landsby?” lyser det ud af 85-årige Bibi fra Dar es Salaam i Tanzania, hvor hun er født og har boet hele sit lange møjsomme liv. At optage interviewet med hende krævede samtykke, og alene det var svært, fordi hun først skulle afbrydes. Hun var glad for at have et publikum og havde meget på hjerte. Mit land Bibi kæmper i dag med lokale embedsmænd og forretningsmænd, der vil have fat i hendes jord. Ejendomsretten fylder meget mere i dag end den gjorde tidligere, fortæller den stadig åndsfriske kvinde. – Lederne i dag er mere optagede af at tage vores jord og sælge den til rigere mennesker end os. Da jeg først kom hertil, havde jeg meget jord, men da jeg blev ældre og ikke længere kunne dyrke den, gav jeg noget af den til naboerne, forklarer Bibi. Hun skildrer, hvordan man før i tiden kunne hjælpe hinanden i lokalsamfundet uden at skulle have kontrakter og embedsmænd indblandet: – Jeg kan huske, at når man blev gift, fik man tildelt et stykke jord af landsbyens leder: Efterfølgende nævnte den næste person, hvad hans behov var. Man havde så en god samtale om, hvordan vi alle kunne hjælpe hinanden i fællesskab. – Nogle gange betød det, at man var nødt til at opgive noget af den jord, man havde. Men det var aldrig gennem tvang eller breve, som man ikke kan læse. Hvor skal jeg tage hen? Men den form for medborgerskab er der ikke så meget tilbage af, og myndighederne truer nu med at rive jorden væk under den gamle kvindes fødder i bogstaveligste forstand. – Hvis du kan se fra det træ hele vejen derned: alt det var mit, men jeg gav det væk, så jeg har bare dette stykke tilbage. Nu siger de, at det ikke tilhører mig. Fortæl mig, hvor jeg skal tage hen? Embedsmændene burde komme her og forklare mig, hvor jeg skal leve, siger hun. Det får dog ikke Bibi til at længes tilbage til tiden før Tanzanias uafhængighed for 50 år siden: – Jeg husker, at tyskerne, italienerne, englænderne, inderne og arabere kunne bygge de huse, de ønskede at bygge. Når vi sorte mennesker byggede noget, spurgte folk: Hvor har du fået penge til at bygge – ejer du dette land? Hvordan kunne folk stille sådanne spørgsmål og chikanere én i ens eget land? Kvindelige ledere Den alderstegne Bibi har ikke megen tillid til Tanzanias regering, for hun mener ikke, at landets uafhængighed har ført til bedre forhold for hende og hendes familie, når stadig dyrere mad giver tomme maver: – Der er helt almindelige dagligdags fornødenheder, der nu sælges for 100 shillings. Jeg har ikke engang nok til at brødføde mig selv. Vi plejede at brødføde hele familien for fem shillings. Som det er nu, må vi gå ud og finde trækul, tøj og mange andre ting. Derfor burde der ryddes grundigt op i regeringen, mener Bibi: – De spiser alle godt og favoriserer deres venner og familier. Hvad med alle os andre? Vi burde have flere kvindelige ledere. Vi kvinder forstår bedre, hvad det vil sige at tage sig af en familie. Kvinder er mere følsomme over for vore daglige problemer. Dø ung – alene På spørgsmålet om, hvordan det er at være sårbar og udsat i Tanzania, er Bibi bekymret over, at hun oplever, unge i dag dør tidligere: – Da jeg var yngre, gik man ikke til så mange begravelser, som vi gør nu. Folk døde, når de blev rigtig gamle. Nu er der næsten en begravelse hver dag. Og der er ikke meget hjælp at hente fra regeringen eller sine medmennesker i en tid, hvor alt nu koster penge: – Jeg husker også, at vi som unge brugte medicin fra skoven, siger hun og peger på sine ben og fødder: – Jeg har så meget smerte, så mange skavanker, men hvis jeg vil have hjælp, skal jeg bruge mindst 5000 shillings bare for at komme til læge. Hvor finder jeg dem? Vi har som tanzanianere mistet evnen til at drage omsorg for hinanden. Vi er villige til at dræbe hinanden og snyde andre for små gevinster. Men hvad mener Bibi så burde ændres, hvis Tanzania skulle være et bedre land at leve i? Hertil svarer hun: – Hvordan forventer du, at jeg kan bidrage til at gøre tingene bedre for tanzanianere som helhed, når jeg ikke kan løse mine egne problemer?. Svaret giver stof til eftertanke og er måske kernen i det manglende folkelige engagement, som ellers kunne være tiltrængt i lande som Tanzania. Alle mod alle Bibis afmagt skyldes ikke bare, at hun har levet et langt og slidsomt liv. 23-årige Fanu, en ung mand fra bydelen, som har siddet og lyttet til Bibis ord, kan sagtens genkende desillusioneringen over landets ledere: – Vi hører kun fra vore ledere hvert femte år, når de kommer for at få vore stemmer. Så glemmer de os de næste fem år, siger han og fortsætter: – Til tider indfører regeringen gode politikker og love, men problemet er, at folk ikke følger dem. Se bare politiet, der formodes at være her for at håndhæve loven: Folk har mistet troen på dem på grund af korruption. I sidste ende er vi ladt tilbage som vilde og slår hinanden ihjel for at have stjålet en telefon. Fanu fremhæver inflationen, der gør priserne meget høje for de 60-70 procent af tanzanianerne, der er så fattige, at de må klare sig for mindre end en dollar (5 til 6 kroner) om dagen: – Hvordan skal de kunne overleve? Det er grunden til – selv om det ikke er en gyldig undskyldning – at nogle af os begynder at stjæle. Og vi vil blive ved med at dræbe hinanden i gaderne, siger han – Jeg kan kun forestille mig, at det ender i krig blandt os selv. Jeg er enig med folk, der siger, at vi lige så godt kan gå med pistoler og løse vore egne problemer, og glemme, at regeringen eksisterer – de gør ikke noget for os alligevel, mener Fanu. De unge håb Det eneste håb er en ny generation af politikere, der måske kan tage over fra det "evige" regeringsparti CCM ved næste valg i 2015, siger Fanu. – Vi har et spirende kuld af unge ledere, der synes at bekymre sig om vore problemer, anfører han. – Vi har hårdt brug for at ændre systemet – hele den måde, regeringen arbejder for folket på. Jeg tror, at hvis tingene ikke ændrer sig hurtigt, vil der på et tidspunkt komme ustabilitet i landet, fordi folk er rigtig, rigtig trætte. ———— Mathilde Kaalund Jørgensen er cand.scient.pol. og p.t. ansat hos ActionAid Denmark (Mellemfolkeligt Samvirke) som "Global Platform Advisor” med base i Nairobi i Kenya. Hun har været aktiv i klimabevægelsen og ansat i Udenrigsministeriet. Hun har netop besøgt Tanzania for bl.a. at skrive artikler om landet til U-landsnyt.dk
