Bistandsarbejderen – økonomiprofessoren, rådgiveren: Knud Erik Svendsen i Tanzania 1964-68 og 1970-72 Af Klaus Winkel cand.polit. og mangeårig topdiplomat i Danida Uddrag af kapitel i Klaus Winkels nye bog "Danskere i Tropisk Afrika – fra slavehandler til bistandsarbejder", gengivet med tilladelse fra forfatteren – se mere i telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/08-11-11/sa-kommer-den-bogen-om-markante-danskere-i-afrika I 1960erne, da de fleste af landene i tropisk Afrika blev uafhængige, strømmede det til med folk fra de rige lande, som var sendt ud af deres regeringer eller af FN for at hjælpe de fattige, unge afrikanske stater på vej. De skulle bl.a. fylde nogle af hullerne efter de titusinder af erfarne englændere og franskmænd, som havde arbejdet i koloni-administrationerne. Dem, der nu kom, var de såkaldte ”eksperter”. Eftersom de rige lande var kommet rigeligt ud af deres egen fattigdom, måtte deres eksperter vel kunne fortælle afrikanerne, hvordan det skulle gøres. Optimismen på giversiden blev matchet af en enorm optimisme blandt afrikanerne. Der var tro på, at med kolonistyrets afskaffelse var den helt store forhindring for fremgang fjernet. Tanganyika, Svendsen – og Nyerere Grundlaget for det statslige, danske bistandsprogram blev lagt i 1962. I Afrika vendte man sig mod Østafrika og i første omgang Tanganyika, som det hed i 1962. Her var modtagelsen varm. Den unge, nyvalgte Julius Nyerere havde stor sympati for de små skandinaviske lande; med deres socialdemokratisk prægede samfundssystem repræsenterede de en model, som Nyerere fandt kunne tjene til inspiration for et socialistisk Tanganyika. For at virkeliggøre denne vision var det blandt andet nødvendigt at uddanne folk med en solid samfundsfaglig ballast. Lederen af den danske delegation, professor Poul Nyboe Andersen, blev derfor bedt om at skaffe Tanganyika en dygtig dansk økonom, og efter hjemkomsten tog han kontakt med Knud Erik Svendsen. Denne var på det tidspunkt lektor i økonomi på Københavns Universitet og havde aldrig sat sin fod i Afrika. Men det lød spændende, og kort efter drog Svendsen en uge til Dar es Salaam sammen med sin daværende kone, Merete Teisen, for at sondere terrænet. Ved en sammenkomst hos ambassadøren mødes Nyerere og Svendsen for første gang. Der opstod med det samme en usædvanlig gensidig sympati og respekt. Der var ikke den store aldersforskel, Nyerere var fire år ældre, og de var begge dybt og indsigtsfuldt forankret i et socialistisk samfundssyn. De talte det samme sprog. Det var ikke svært for den enormt karismatiske Nyerere at overbevise Svendsen om, at han burde tage mod sit tilbud om et professorat i økonomi på det universitet, som var under planlægning. Mwalimu Ingen anden dansker fik som Svendsen mulighed for at påvirke udviklingen i tropisk Afrika. Det skyldes først og fremmest hans nære samarbejde med den mest fremtrædende politiker, som tropisk Afrika har fostret. Ser vi på hele Afrika syd for Sahara overgås Nyerere kun af Sydafrikas Mandela. Høvdingesønnen Nyerere blev født i 1922 i en lille landsby ved Victoriasøen og var en af de forsvindende få i sit land, som dengang fik muligheden for at få en højere udannelse. Han blev lærer og fik efter nogle års lærergerning chancen for at videreuddanne sig i Edinburgh. I 1954 stod han i spidsen for oprettelsen af landets første politiske parti, Tanganyika African National Union (TANU), som vandt valget i 1960 så overbevisende, at det som det eneste parti i Parlamentet – og med Nyerere som statsminister – kunne danne regering i 1961. Ved uafhængigheden i december samme år fødtes landet dermed som de facto étpartidemokrati. Det var for Nyerere den bedste model for et ludfattigt land, som ikke havde råd og plads til splittelse og forræderi i krigen mod fattigdom, uvidenhed og sygdom, og i 1965 blev Tanzania – som landet nu hed efter sammenslutningen med Zanzibar – også formelt en étpartistat. Økonomiprofessoren Tanzanias radikale, socialistiske eksperimenter virkede dragende på den tids europæiske venstrefløj. Mange var blevet desillusionerede, da Sovjetunionen udstillede kynisk stormagtspolitik i Ungarn, men Nyereres politik gav håb om, at det var muligt at forene humanisme og socialisme i kampen mod fattigdom. Svendsen var fast forankret på venstrefløjen. Han var vokset op i små kår i Fredericia med en enlig mor, som måtte slide for at få sine to sønner i vej, og ganske ung gik Svendsen ind i Danmarks Kommunistiske Parti. Her måtte man ikke sige noget dårligt om Sovjetunionen, så han blev ikke populær på en kritisk artikel om Sovjets landbrugspolitik. Han gik også i rette med partiledelsen efter Ungarn og forlangte sammen med andre fremtrædende medlemmer, at partiet skulle tage afstand fra invasionen. Det udløste beskyldninger mod ham om at være såvel CIA agent som klasseforræder, hvilket han tog med sin sædvanlige sindsligevægt. Resultatet var, at han blev ekskluderet af partiet – og dermed af en stor del af hans vennekreds, hvad der berørte ham nok så meget. Sammen med mange andre gamle DKP’er fandt han kort efter sin plads i Socialistisk Folkeparti. Også i studiet til cand.polit., og da han siden kom til at undervise, var han optaget af marxisme og planøkonomi ud fra et grundlæggende engagement i kampen for social retfærdighed. Fantastisk mulighed Nyereres Tanzania gav ham en fantastisk mulighed for at arbejde for dette mål. I 1964 kunne Svendsen begynde sit arbejde på universitetet, først i midlertidige lokaler men fra 1967 i den helt nye fakultetsbygning, som Danmark havde finansieret. Sammen med bl.a. det ældre juridiske fakultet skulle det samfundsviden-skabelige fakultet udgøre kernen i det, der startede som University College, og som i 1970 blev til University of Dar es Salaam med i dag omkring 20.000 studerende. I alt har Tanzania nu 32 universiteter – hvoraf dog mange ikke helt lever op til vore forestillinger om et universitet. Svendsens opgave var at etablere Tanzanias første økonomuddannelse fra grunden. Uddannelse på alle niveauer anså Mwalimu Nyerere for den hurtigste vej til udvikling, vel at mærke en uddannelse, som gav de færdigheder, som et fattigt land havde brug for. Kort efter Arusha-erklæringen offentliggjorde han sine retningslinier for skolerne, og de betød et opgør med kolonitidens mere eller mindre irrelevante undervisning. Nu skulle eleverne lære noget, der kunne bruges på landet, som de næsten alle kom fra, og som de skulle bevare forbindelsen til – og respekten for. Økonomerne var tiltænkt, og fik, helt centrale roller i landets udvikling, så det var ikke blot vigtigt rent fagligt, det var også et politisk meget centralt – og følsomt – område, Svendsen kom til at operere i. Studenterne, som han var med til at finde, kom naturligvis især fra Tanzania men også fra Kenya og Uganda (foruden enkelte fra Zambia). Det var en meget bevidst politik, at man blandede studenter fra de tre østafrikanske lande, idet man håbede på, at man derved kunne sikre en slags broderskabsfølelse hos den fremtidige politiske og bureaukratiske elite i Østafrika. 90 pct. af lærerne havde man måttet finde i udlandet, især i England og Canada, men der var også en del fra de skandinaviske lande; universitetet ønskede at gøre sig mindre afhængigt af britiske akademikere, og skandinaverne kom med en baggrund, som passede godt til den rådende ideologi i Tanzania. Først i 1980 var alle fastansatte lærere tanzanianere. Svendsen havde tilrettelagt et studieprogram, som foruden de basale økonomiske discipliner omfattede en gennemgang af de forskellige økonomiske systemer: kapitalisme, socialisme og blandingsøkonomier. Udviklingslandenes problemer var selvfølgelig i centrum, og den teoretiske indsigt skulle ikke mindst bruges som grundlag for at forstå, hvordan den økonomiske politik og planlægning kunne anvendes i udviklingens tjeneste. Mange studerende kom med arbejdserfaring, og den praktiske tilgang blev understreget ved at indlægge en årlig måned med opgaver i marken. Kom som en bombe Et år efter Svendsens ankomst ramtes uddannelsen af en bombe. Nyerere besluttede, at også de studerende skulle påtage sig en delvis civil, delvis militær samfundstjeneste. Det fandt de studerende – som opfattede sig som, og faktisk også i den grad var, en privilegeret klasse – under deres værdighed, og en stor del af dem reagerede ved at gå i protestmarch til præsidenten. Deres uvilje mod at påtage sig denne samfundsopgave ophidsede og skuffede Nyerere, og kort efter blev alle, som havde deltaget i demonstrationen, sat på busser og sendt hjem ”for at hjælpe deres forældre i deres små landbrug”. Ved den lejlighed mistede det nye fakultet halvdelen af sine studerende. Det var oprindeligt Nyereres mening, at de skulle vente to år, inden de fik lov til at komme tilbage til studierne, men allerede et år efter blev næsten alle de 400 hjemsendte studenter genoptaget. Opbygningen af uddannelsen fortsatte med Svendsen i spidsen som en meget populær lærer, og i løbet af sine fire år skabte han – sammen med blandt andet en lille gruppe danske økonomer – et af de stærkeste økonomiske fakulteter i Afrika. Fremtrædende, udenlandske økonomer deltog, når de var i landet, i de økonomiske seminarer, som Svendsen organiserede. Det samme gjorde ledende embedsmænd fra de økonomiske ministerier, som dermed fik en tiltrængt efteruddannelse. Derudover tog han initiativet til at oprette et økonomisk forskningsbureau, knyttet til fakultetet og således uafhængigt. Svendsen og Arusha-erklæringen Han holdt sin marxistiske filosofi i baggrunden og bidrog til at sikre, at bureauets arbejde var orienteret mod at hjælpe politikerne med at finde pragmatiske løsninger på de foreliggende samfundsproblemer. Sådant samarbejde mellem universitet, embedsmænd og politikere var nyt i Afrika på den tid. Det vides ikke, om Svendsen var inddraget i udarbejdelsen af Arusha-erklæringen i 1967; det er givet, at han var imod dele af erklæringen, f.eks. nationaliseringen af huse, men hvis han har haft lejlighed til at forsøge at gøre den mere pragmatisk, har det i hvert fald ikke afsat noget spor. Erklæringen var først og fremmest Nyereres værk. Svendsen var et menneske, som hvilede godt i sig selv – beskeden, diplomatisk og uden de store armbevægelser. Bag de drengede træk og den lidt formelle og ligevægtige til det flegmatiske grænsende facade gemte der sig en brændende entusiasme for at gøre en indsats for Tanzania. Lige som Nyerere var han ikke uden lune. Den kunne han savne hos gravalvorlige socialister i det bestemmende – og eneste – politiske parti: TANU. Det fik ham på et tidspunkt til at nævne for venner, at han syntes man skulle indføre en årlig pris, som skulle gives til den socialist, som havde demonstreret den bedste sans for humor. Allerede i årene på universitetet fik Svendsen et stort kontaktnet herunder forbindelse med de ledende kredse i Tanzania, men hans store arbejdspres levnede ikke meget tid til at være sammen med den almindelige tanzanianer. Sådan kontakt var nok heller ikke hans stærke side, hans verden var akademikerens, og selv om Svendsen var sprogbegavet, var der grænser for hans kiswahili-kunnen. Over spisebordet derhjemme kunne han til gengæld fra sin daværende kone, Merete, høre om dagliglivet i de nærliggende landsbyer. Hun var uddannet både som journalist og fra Kunsthåndværkerskolen og lærte kvinderne at sy og reparere tøj – på 36 gamle symaskiner, som hun havde skaffet fra Danmark og fået sat i stand. Grundig indsigt fik hun også fra deltagelsen i en sociologisk undersøgelse af landsbyerne omkring det nordiske center i Kibaha. Tilsammen besad Svendsen og hans kone en bredt dækkende viden om Tanzania, som kom på tryk i deres fælles, store bogprojekt ”Tanzania vil selv” fra 1967. Da Nyerere hørte om den, skulle han absolut have et eksemplar, selv om den endnu kun forelå på dansk. Senere kom den på engelsk som ”Selfreliant Tanzania”. Rådgiveren I 1968 vendte Svendsen hjem for at fortsætte som lektor på Københavns Universitet – og nu også som meget brugt ekspert på forholdende i Tanzania. Der gik ikke lang tid, før der igen var bud efter ham derfra. Præsident Nyerere havde været så glad for hans arbejde på universitetet og for dialogen med ham, at han ønskede ham ned som sin personlige, økonomiske rådgiver. TA-sekretariatet (forløberen for Danida) var parat til at finansierer den toårige kontrakt, og i efteråret 1970 landede Knud Erik og Merete igen i det land, som de var kommet så tæt på. De rykkede ind i et større hus på campus, nabo til deres gamle, og blev varmt modtaget. Det var godt at være tilbage igen. Med kontor i selveste State House – den statelige bygning, hvor præsidenterne holder til – var Svendsen anbragt i magtens centrum. Nyerere gav sit tilsagn til, at han rekrutterede nogle få, dygtige økonomer, hvormed den økonomiske enhed i State House var grundlagt. At Svendsen som rådgiver arbejdede tæt sammen med Nyerere i nogle afgørende år gør det sandsynligt, at han i et eller andet omfang fik sat et fingeraftryk på nogle af de meget vigtige beslutninger, der blev truffet i hans tid. Stadig hemmeligt Præcis hvor stor Svendsens indflydelse var, lader sig af flere grunde ikke opklare. Dels var der mange andre end Svendsen, der havde mere eller mindre gode råd til præsidenten: de mange borgere, han talte med, hans øvrige, nærmeste stab, regeringen, hele embedsværket i ministerierne samt ikke mindst partiet. Dels er det endnu ikke muligt at få adgang til notater og lignende, som rådgivere har forelagt Nyerere, for de holdes hemmelige. Det var, hvad lederen af Tanzanias nationalarkiv fortalte mig, da jeg søgte adgang til materialet i 2009. De ledende folk, der som departementschefer og ministre arbejdede sammen med Nyerere og Svendsen, har så lidt som Svendsen selv skrevet noget om dette samarbejde, og dem, der stadig lever, er gamle nu. Men visse ting stod stadig klart for dem: Nyerere holdt meget af Svendsen, som i højere grad end de fleste havde hans øre. Det gjaldt ikke mindst udformningen af den økonomiske planlægning og vurderingen af økonomiens tilstand såvel som af de økonomisk-politiske anbefalinger, som blev forelagt præsidenten. At gennemføre en socialistisk politik i et fattigt land som Tanzania stødte på en mængde økonomiske problemer, ikke mindst fordi eksportindtæg-terne pludseligt kunne dykke dramatisk, som når en bomuldshøst slog fejl. Det var Svendsens overordnede opgave at hjælpe med at finde løsninger, som var forenelige med Nyereres grundholdninger. Han var godt klædt på til det, men som andre rådgivere blev han hæmmet af et af Nyereres karakteristiske træk: Han sagde sjældent lige ud, om han var enig eller uenig i de råd, han fik, og det kunne ikke altid aflæses af hans handlinger. Pegede på risici De gamle mænd kunne samstemmende berette, at Svendsen ofte prøvede at få Nyerere til at sætte reformtempoet ned og påpegede risikoen for, at økonomien ellers ville bryde sammen. Det kunne Nyerere reagere meget kritisk på, og der er da heller ikke meget, der tyder på, at han lod sig påvirke til at sætte tempoet væsentligt ned. Økonomien endte jo også ganske rigtigt med at bryde sammen. Det gode forhold mellem Nyerere og Svendsen fik en alvorlig revne, da Svendsen tog afstand fra anvendelsen af tvang i forbindelse med landsbysammenflytningerne, og det har formentlig bidraget til, at han ikke forlængede sin kontrakt. Trods Svendsens ubestridelige faglige og pædagogiske evner inden for økonomi lykkedes det ham ikke at gøre Nyerere til en god økonom; andre sider af det politiske liv optog ham langt mere og skaffede ham hans enestående position både som nationens fader og i verdenspolitikken som talsmand ikke blot for Afrika men for hele Den tredje Verden. Ved siden af arbejdet i State House tog Svendsen sig tid til at engagere sig i den fortsatte udvikling af det økonomiske fakultet bl.a. i den komite, som rådgav om udformningen af studieprogrammet. Tilbage i Danmark Det gælder for rigtig mange bistandsarbejdere i Afrika, at de oplevelser, de tager med sig hjem, kommer til at fylde meget i deres liv. Svendsen er et af de klareste eksempler herpå. Men i modsætning til mange bistandsarbejdere, hvis tid ude har virket som et hul i deres hjemlige karriere, gav Svendsens år i Tanzania ham en høj status inden for hans senere virke. Han kom til at deltage i løsningen af en række vigtige opgaver i forbindelse med Tanzanias forhold til Verdensbanken og Den internationale Valutafond og til bistandsdonorerne mere generelt. Udviklingslandenes økonomiske forhold og Tanzanias i særdeleshed blev sammen med udviklingsbistanden omdrejningspunktet i de mange år, han var tilknyttet Center for Udviklingsforskning, CUF. Her tiltrådte han som direktør i 1976, efter i de fire år siden hjemkomsten fra Tanzania at have været professor på Roskilde Universitetscenter. Svendsen blev et fyrtårn for mange udviklingsforskere, og hans kombination af bred tværfaglighed og solid empirisk forskning i fattigdomsproblemerne satte sig varige spor i dansk udviklingsforskning. Som forskningsleder, forfatter og – ofte kontroversiel – debattør bidrog han til at uddybe og fastholde forståelsen af og interessen for de globale fattigdomsproblemer. U-landene mistede en fremragende fortaler og Tanzania sin bedste, danske ven, da Knud Erik Svendsen døde i 2008, 82 år gammel. —————- Kilder: Andersen, Ole Mølgaard: Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-95. 2005. Danida, Udenrigsministeriet. Legum, Colin & Geoffrey Mmari, red.: Mwalimu. The influence of Nyerere. 1995. James Currey. McDonald, David A. & Eunice Njeri Sahle, red.: The Legacies of Julius Nyerere. Influences on Development Discourse and Practice in Africa. 2002. Africa World Press. Nyerere, Julius K.: Freedom and Unity. Uhuru na Umoja. 1966. Oxford University Press. Parpart, Jane L. & Marianne Rostgaard, red.: The Practical Imperialist. Letters from a Danish Planter in German East Africa 1888-1906. 2006. Brill Leiden-Boston. Svendsen, Knud Erik: Chokbehandlinger I Tanzania: Regering kontra studenter. Den Ny Verden, 1967, No.1. Svendsen, Knud Erik: Ideologi i Tanzania. Den Ny Verden, 1972, No. 1. Svendsen, Knud Erik og Merete Teisen, red.: Tanzania vil selv. 1967. Mellemfolkeligt Samarbejde. Vilby, Knud: Uafhængig? – afrikanske udfordringer. Beretning fra Tanzania, en andengenerationsnation i en globaliseret verden. 2005. Forlaget Per Kofod. Mundtlige og/eller skriftlige bidrag fra følgende personer, som har samarbejdet med eller haft forbindelse med Svendsen i Tanzania-tiden: Timothy Apiyo, Brian Van Arkadie, Ole Mølgaard Andersen, Jannik Boesen, Joseph Butiko, Tine Egelund, Nils Groes, Gerry Helleiner, Jesper Kirknæs, Kristian Larsen, Jesper Linell, Simon Mbilinyi, Benno Ndulu, Cranford Pratt, Merete Teisen og Ole Therkildsen.
