En af Tanzanias mest prominente journalister sidder fortsat fængslet i en speget sag om hvidvask af penge, der har vakt international bevågenhed. Uden forklaring blev journalisten Erick Kabendera anholdt i sit hjem den 29. juli sidste år, og eskorteret til Tanzanias mest sikrede fængsel, Segerea, i udkanten af havnebyen Dar es Salaam. Livet bag tremmer har imidlertid taget hårdt på Kabenderas helbred, hvilket var tydeligt da han i september kom haltende ind i et retslokale i Kisutu Resident Magistrate.
Jebra Kambole, Kabenderas advokat, siger til britiske The Guardian: ”Han har vejrtrækningsproblemer især om natten. Vi ved ikke præcist hvad problemet er, da han ikke er blevet tilset af en læge (…) I medio august var begge hans ben ramt af en slags paralyse og han følte en stigende svaghed i kroppen.”
En række medier og rettighedsgrupper har da også sået tvivl om motivet for anholdelsen, som de mener er politisk motiveret. Ifølge International Federation of Journalists ønsker den tanzanianske regering at statuere et eksempel for hvilke konsekvenser der følger, når man ytrer sig kritisk om regeringen. Det skal blandt andet ses ud fra, at anklagerne mod Kabendera er blevet ændret siden anholdelsen i juli 2019. Den første anklage såede tvivl om hvorvidt Kabendera rent faktisk er tanzaniansk statsborger – derefter lød den på at opildne til vold. Men nu sidder journalisten fængslet med anklager om organiseret økonomisk kriminalitet, heriblandt hvidvask.
Journalist Muthoki Mumo er repræsentant for Committee to Protect Journalists, en international non-profit organisation som beskytter pressefrihed. På organisationens hjemmeside skriver han blandt andet:
”Det lader til at de [regeringen] leder efter en måde at retfærdiggøre sin anholdelse af denne journalist. Først såede de tvivl om Kabenderas nationalitet, men nu har de foretaget drastiske ændringer i anklagens indhold. Det sår tvivl om deres motiv for selve anholdelsen.”
Ifølge tanzaniansk lovgivning gælder der særlige vilkår for personer anklaget for økonomisk kriminalitet – de har for eksempel ikke ret til midlertidig frigivelse mod kaution. På den måde risikerer Erick Kabendera en samlet fængselsperiode på op til fem år før retssagen afsluttes, skriver The Guardian.
Et angreb på pressefriheden
Amnesty Internationals direktør i Østafrika, Joan Nyanyuki siger til BBC at sagen er en krænkelse af pressefriheden:
”Sagen tydeliggør en stigende undertrykkelse af de journalister i Tanzania, som formodes at være regeringskritikere. Folk er blevet dræbt, overfaldet, truet, chikaneret eller bortført for at ytre deres holdninger.”
Erick Kabendera har tidligere udtrykt bekymring for John Magufulis aggressive tilgang over for journalister, blandt andet i et interview i mediet Quartz Africa, hvor han kaldte præsidenten for både anti-demokratisk og diktatorisk. Kabendera sagde videre, at niveauet af censur er uset i tanzaniansk historie.
Ifølge Reporters Without Border (RSF) er der noget om snakken. Siden 2015, året hvor John Magufuli trådte til som præsident, er pressefriheden blevet indskrænket. Det såkaldte pressefrihedsindeks er steget fra 28,09 (2015) til 36,28 (2019). Altså en stigning på 8,19 indekspoint. Pressefrihedsindekset rangerer de fleste af verdens lande på baggrund af oplysninger om pressefrihed indhentet fra journalister, menneskerettighedsaktivister, advokater, forskere og andre.
Pressefrihed måles ud fra en række kriterier som f.eks. censur, vold mod journalister, undertrykkende lovgivning og statslige mediemonopoler. Det optimale tal er 0, dvs. jo lavere et indeks desto friere presse.
Tanzanias plads blandt verdens lande ved den seneste udgivelse af pressefrihedsindekset er faldet 25 pladser til nummer 118, skriver RSF.