Også denne sommer dukkede debatten om frivillige kontra professionelle op i debatten om NGO’ernes udviklingsarbejde. Netop hjemkommet fra en rejse i Palæstina bliver jeg nødt til at spørge, hvad der egentlig menes med professionalisme? Hvis det eneste kriterium er, at den professionelle er aflønnet i modsætning til den frivillige, bliver diskussionen aldeles uinteressant. Mange læger, sygeplejersker, landmænd, ernærings-eksperter og andre fagfolk har gennem tiderne lagt tusindvis af ubetalte timer, dage og måneder i udviklings-arbejde som frivillige. Lige som frivillige uden uddannelse kan gøre stor gavn ved at påtage sig arbejde i nødhjælpsorganisationer, der f.eks. arbejder i katastrofeområder, hvor der er behov for manpower til uddeling af mad og tæpper, oprydning og meget mere. Hvis professionalisme derimod er et spørgsmål om, hvor der skal stilles krav om særlige fagkompetancer, er den naturligvis relevant. Det er læger, der skal operere og faguddannede med landbrugsfaglig viden, der bør rådgive om landbrugsproduktion. Det burde være indlysende.
Mistænkeliggørelse
I den aktuelle diskussion har jeg imidlertid fornemmelsen af, at der lurer noget andet, som jeg ikke bryder mig om. Nemlig en generel mistænkeliggørelse af det frivillige arbejde og et mere eller mindre udtalt ønske om at gøre NGO’erne til såkaldt professionelle organisationer, der primært anvender lønnet arbejdskraft. Det vil muligvis gøre en række ting lettere. Men det vil ikke skabe flere og bedre resultater i udviklingsarbejdet. For mig er det ikke et enten eller. Jeg har selv i en årrække arbejdet i en humanitær organisation. Det står klart, at der skal være en stok af ansatte fagmedarbejdere, der kan påtage sig ansvaret for at lede og fordele arbejdet på en måde, så der aldrig hersker tvivl om, hvem der har det overordnede ledelsesmæssige og faglige ansvar. Der skal også være en klar organisation og en klar ansvarsfordeling, så ressourcerne anvendes effektivt og samarbejdet med myndigheder og øvrige samarbejdspartnere bliver enkelt og gennemskueligt – og så omkostningseffektivt som muligt, så ressourcerne kan nå ud til det egentlige udviklingsarbejde. Til gengæld er jeg heller ikke i tvivl om, at det, der for alvor gør NGO’erne værdifulde og nyttige og uundværlige er den brede basis af frivillig arbejdskraft. Ellers bliver det alt, alt for omkostningstungt og det vil afspejle sig i svigtende resultater. I stedet for at arbejde mod en større “professionalisering” i form af flere lønnede medarbejdere, så jeg hellere at flere NGO’er blev bedre til at arbejde med frivillige. Dels fordi de frivilliges arbejdskraft udgør en stor værdi. Og dels fordi frivillige kan være de bedste ambassadører og videnformidlere i forhold til det vigtige arbejde, som mange NGO’er udfører. Den lønnede stok af medarbejdere er NGO’ernes krop. De frivillige er sjælen, der giver liv, mening og engagement. Det bør vi huske midt i al den velmente ophidselse. Mette Bock (MF) er udviklingsordfører for Liberal Alliance
