Thaierne køber fly ind

Redaktionen

Flybranchen er i langsom bedring efter at frygten for SARS og eftervirkningerne fra krigen i Irak har fortaget sig. Alligevel viser de seneste tal, at især Asien er hårdt ramt af passagertilbagegangen (mens det atter går pænt fremad i f.eks. Sydamerika og Mellemøsten). Ikke desto mindre er det netop et asiatisk luftfartsselskab, der står for ny ekspansion.

Thai Airways fik tirsdag regeringens godkendelse til at bruge 1,4 milliarder dollars på flyvemaskiner til levering mellem 2004 og 2006 for at kunne konkurrere med rivaler som Singapore Airlines og Cathay Pacific. Indkøbet omfatter 8 spritnye fly fra den europæiske producent Airbus og 7 Boeing 747-maskiner, der er 5 år gamle, fra det konkursramte amerikanske luftfartsselskab, United Airlines.

Således køber et relativt lille flyselskab i Den 3. Verden ind hos et konkursramt ditto i verdens supermagt – ikke set hver dag.