Et lille gadekøkken i Bangkoks gamle bydel har modtaget en af de i alt 17 Michelin-stjerner i den første Michelin-guide til Thailands hovedstad, som netop er udkommet.
Jai Fais gadekøkken har længe været en institution i Bangkoks gamle bydel og den 70-årige “Tante Fai” er lokalt kendt og elsket for sin excentriske personlighed og velsmagende wok-retter, som hun tilbereder iført skibriller for at beskytte sig mod olien fra de sydende wok-gryder, skriver avisen The Bangkok Post.
Den nykårne Michelin-kok er særlig kendt for sine nuddel-retter med rejer og krabber og spisestedets fornemmeste specialitet er krabbeomelet.
I alt er 17 restauranter blevet tildelt en Michelin-stjerne i den første Michelin-guide til Bangkok, hvoraf de syv serverer Thai-mad.
Jai Fais spisested er det eneste gadekøkken i selskabet, som også tæller to danske restauranter.
Her tilfaldt den ene stjerne Kiin Kiins (som også har en stjerne på Nørrebro) Bangkok-filial Sra Bua, ejet af kokken Henrik Yde og den anden gik til Uptairs at Mikkeller, ejet af det danske mikrobryggeri Mikkeller.