For ti år siden fejrede Tunesiens unge revolutionen afsættelsen af den mangeårige diktator Ben Ali. I disse dage er de igen på gaden i voldsomme protester mod den ulighed og arbejdsløshed, der låser en hel generation af unge i fattigdom. I disse dage kæmper de igen for de drømme, der skabte revolutionen for ti år siden, men som aldrig blev til virkelighed.
”Velfærd, velstand, arbejde og frihed. Vi troede virkelig, at det var det, der ville komme efter revolutionen. At vi ville gå i seng og dagen efter opdage, at vi nu havde et samfund som det svenske eller danske,” mindes Slim Boussoffara, som var med på gaden dengang i 2011, og som i dag arbejder for Oxfam i Tunesien.
Men tuneserne vågnede op til en langt mere kompleks virkelighed. Nok gennemførte Tunesien som det eneste land store politiske reformer med fredelig overgang til demokrati, de styrkede kvinders rettigheder og lagde grunden til et stærkt og levende civilsamfund. En transition, der ligefrem indbragte ’Den tunesiske Dialogkvartet’ Nobels Fredspris i 2015 i anerkendelse af dens vigtighed.
Til gengæld er forsøg på at skabe vækst og arbejdspladser og bekæmpe den ulighed, som især rammer marginaliserede unge, fejlet eklatant. Og den politiske deltagelse og indflydelse er stadig op ad bakke og med til at fastholde unge i rollen som tilskuere.
Med corona-pandemien blev bunden slået ud af den skrantende økonomi. I dag er arbejdsløsheden op mod 40 procent blandt Tunesiens unge. Uligheden er steget – blandt andet viser en Oxfam rapport fra september 2020, at 21 milliardærer i MENA-regionen har forøget deres formue med over 60 milliarder kroner siden marts, samtidig med at 45 millioner mennesker trues af fattigdom. Antallet af unge, der i disse uger og måneder forlader landet i jagten på en bedre fremtid, er eksploderet.
Læs også: Økonomisk nedtur sender tuneserne over Middelhavet
Ifølge UNHCR ankom der fra januar til oktober sidste år 27.000 migranter via havet til Italien – tre gange så mange som året før. 41 procent af dem var tunesere. Kvinder og mænd og hele familier, som søger de muligheder, revolutionen ikke gav dem.
Så man kunne slutte historien her. Konkludere, at de unges håb fra dengang er smuldret og blevet til ingenting.
Vi hører heldigvis noget andet fra kolleger i Tunesien. Drømmene lever stadig sammen med troen på, at forandring er mulig. Folkelige protester og kravet om frihed og retfærdighed bliver ved at dukke op i både Tunesien og flere andre lande – Sudan, Algeriet, Iran, Libanon og Irak for at nævne nogle.
Gennem Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram søger Oxfam IBIS at hjælpe Tunesiens unge til værdig beskæftigelse eller til at skabe egne jobs som iværksættere. Vi ser, det skaber en afgørende forandring for det enkelte menneske, og forandringen breder sig til deres netværk og naboer. Indsatsen virker, men den er for lille, hvis den står alene.
Mens revolutionen i Tunesien og de efterfølgende oprør i flere af nabolandene i de første år trak overskrifter, støtte og opbakning i vores del af verden, har mange lande siden svigtet ansvaret i forhold til de unge, der kæmper for retfærdighed, frihed og forandring.
Store samfundsforandringer kræver tid, vedholdenhed og udholdenhed. Vi har et ansvar for at støtte reformkræfterne og de unge i deres krav og bestræbelser på at skabe liv i frihed og værdighed og finde økonomisk fodfæste, så de kan udleve drømme og bidrage til en bedre fremtid. Vores ansvar er kun vokset med den nuværende krise.
Trine Pertou Mach er politisk chef i Oxfam IBIS og Morten Gøbel Poulsen er leder af organisationens arbejde under Dansk-Arabisk partnerskabsprogram (DAPP).
