Kirsten Quist.
Foto: Privatfoto
VI rejser to gange om året frem og tilbage mellem Tanzania og Danmark. Når folk synes, at vi rejser hele tiden, plejer jeg at sige, at vi tværtimod er hjemmefødninger, men i to forskellige verdensdele. Det er nok den udfordring, der gør livet spændende for os.
Vi bor i en landsby, som i dag er ved at vokse sammen med Moshi, en mellemstor by ved foden af Kilimanjaro. Indtil for nylig var vi de eneste Wazungu*, der boede i landsbyen. Nu er der kommet et andet dansk par til, som deler deres 3. liv mellem Tanzania og Danmark.
Det er på mange måder en fordel at have den forkerte hudfarve i Tanzania, men det kræver alligevel, at vi holder tungen lige i munden, når vi skal finde balancen mellem vores danske baggrund, og tilpasning til det sted, hvor vi har valgt at bo.
Kvindegruppen
Jeg har i ti år været medlem af en kvindegruppe, der startede som en mikrofinans-gruppe, men i dag også har andre aktiviteter. Det har betydet meget for både min mand og mig, da vi er kommet tæt på livet her i landsbyen. Selv om vi har et godt forhold til naboerne, vil vi dog altid blive betragtet som fremmede. Omvendt overraskes vi stadig af det, der sker omkring os. Der er aldrig to dage, der er ens.
Noget det har været sværest at vænne sig til er, at aftaler og tidspunkter ikke nødvendigvis overholdes. Jeg husker, hvordan jeg var noget oprevet over, at kassereren i kvindegruppen ikke kom til et møde, på trods af, at hun i telefonen havde sagt, at hun var på vej. Næste morgen gik jeg med faste skridt hen til hendes dør og råbte ”Hodi Hodi” (Der er ingen dørklokke, så det er måden man melder sig på.) Døren blev åbnet af en smilende kasserer, der fuldstændigt afvæbnede mig ved at sige: ”Jeg vidste, at du ville komme, og at du er vred. Jeg ville bare ikke skuffe dig i går, så derfor sagde jeg, at jeg kom.”
Det er ikke den eneste gang, jeg har oplevet, at man ikke vil skuffe, såre eller ydmyge andre. Hvis der skal siges noget ubehageligt i kvindegruppen, bliver det sagt på en måde, som ikke sårer og efter lang tids kredsen omkring emnet. Jeg har fået forbud mod at sige noget i sådanne situationer, fordi jeg er for direkte. Da vi havde grebet vagtmanden i tyveri, klarede lokallederen og en god ven gennem en venlig samtale og uden hårde ord, at vikle vagtmanden ind i så mange selvmodsigelser, så han til sidst bad om tilgivelse. Vi gav hånd til hinanden, da han gik og hilser stadig på hinanden, når vi mødes.
Her i landsbyen tager man sig tid til at slappe af og tage det med ro, De gamle mænd mødes allerede tidligt på formiddagen i en af de mange barer. Kvinderne kommer også, men senere. Desværre er der en del unge drenge, der hænger omkring, fordi der intet arbejde er at få. Mange forældre ikke har råd til at betale for skolegang efter 7. klasse eller en læreplads. Ingen af delene er gratis her. Pigerne hjælper til derhjemme. Nogle er allerede blevet mødre. Indtil for få år siden blev de smidt ud af skolen, mens faderen, hvis han var elev, kunne fortsætte. Det er mit indtryk, at de fleste skoler i dag lader pigen komme tilbage efter overstået barsel.
Møder og mødetid
Tid har man i det hele taget et afslappet forhold til. Man kommer frisk og frejdig for sent til møder, for de starter alligevel aldrig til tiden. Til landsbymøder kommer nogle endda meget for sent. Der er som regel ingen, der tager anstød af det. Man kan sågar opleve, at mødelederen afbryder mødet for at aflægge fyldigt referat til de nyankomne. Da det kan blive for trivielt at høre det samme flere gange beslutter endnu flere at komme senere. Det bliver en ond cirkel. Vi har oplevet, at vores lokalleder i et forsøg på at rette op på situationen, indkaldte til et møde kl. 14. Han kom selv kl. 15 i forventning om, at mødet kunne begynde, men man havde luret ham af, og mødet kom først i gang kl. 16.
Den første gang, vi blev inviteret til en fest i nabolaget, kom vi på det klokkeslæt, som stod på den fine indbydelse. Der var ingen værtsfolk, ingen andre gæster, kun nogle unge mænd, der lige var begyndt at stille stole op. Vi var noget forvirrede, men fandt da ud af, at vi var kommet til det rigtige sted, og at festen ville starte – når man var klar til det. Da vi kom tilbage næsten to timer senere, var de andre gæster begyndt at indfinde sig, og vi hilste på vært og værtinde. Lidt efter kom værtinden hen og spurgte min mand, om han ville hente aftenens æresgæst, den kommende brud, i beauty salonen inde i byen. Der havde hun været hele eftermiddagen. De var tilbage en lille time senere, og så kunne festen endelig begynde.
Kort tid efter blev vi inviteret til endnu en fest. Klog af skade kom vi tre timer senere, end der stod på invitationen og nåede kun lige at hilse på værtsparret, der stod og tog afsked med gæsterne. Vi har senere fået at vide, at da de kendte Wazungus forhold til tid, havde de inviteret os til at komme to timer senere end alle andre gæster.
Vi vedtager jævnligt i kvindegruppen, at der skal gives bøder til dem, der er forsinkede. Det virker bare ikke, når ingen kommer til tiden. Der kan være en masse årsager, såsom arbejdsbyrde, uventede besøgende, dårligdom, men det drejer sig også om, at tid er noget, man ikke går så højt op i, for man har hele dagen i dag – og i morgen og i overmorgen. Man er vant til at vente på offentlige kontorer, foran bankens pengeautomat, når børnenes skolepenge skal betales, og bussen venter med at køre, til den er fuld. Da vi for nogle år siden havde gamle kolleger fra vores tid som ulandsarbejdere på besøg i Danmark, var det, der gjorde størst indtryk, at tog og busser gik til tiden.
En bekymret, uvidende Mzungu
Jeg har haft mange gode og sjove oplevelser i kvindegruppen – og nogle, der har gjort mig både gal og ked af det. Omvendt må de andre kvinder tit have rystet på hovedet og båret over med den uvidende Mzungu* , der trådte i spinaten, fordi hun ikke kendte almindelige høflighedsregler og troede, hun kunne indføre danske forhold ved foden af Kilimanjaro. Vi har i årenes løb slebet hinanden af, og vi kender hinanden så godt, så vi kan diskutere, når vi er uenige.
Da det aktivitetshus, som det er lykkedes for kvindegruppen at bygge, skulle indvies med bl.a. den danske ambassadør som en af æresgæsterne, blev cementgulvet først færdigt dagen før indvielsen. Jeg var nervøs og fuld af skrækscenarier. Alle andre tog det fattet. Da festdagen kom, skulle der laves mad i centerkøkkenet til 200 gæster for første gang. Festsalen, hvor cementgulvet knapt var tørt, skulle pyntes, borde og stole til 200 stilles op. Vi var kommet alt, alt for sent i gang med forberedelserne.
”Det går nok godt alt sammen, med Guds Hjælp,” sagde de andre. Og det gjorde det så også, hvad enten det var med eller uden Guds hjælp. Et medlem sagde i den forbindelse: ”I Wazungu er så gode til at planlægge og organisere, men hvor gør I jer mange bekymringer.” Det er jo flot og rigtigt sagt og taget lige på kornet
Tid til hjælpsomhed
At man har tid nok og tager det med ro, skal dog ikke kun ses som noget negativt. Det har ført til mange positive oplevelser og er vel en af grundene til, at vi kan lide at være her. Man har tid til at standse op på vejen og udveksle en række faste hilsener. Dernæst spørges der: Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?
Jeg har grebet mig i at gøre det samme i Danmark. Det skal man ikke gøre over for fremmede. Det opfattes som utidig nysgerrighed. Det er rart at have et par hilsener i baghovedet, når man færdes i landsbyen, for så man ved altid, hvad man skal sige, når møder én, man ikke kender.
Man giver sig også tid til at være hjælpsom. Jeg kører jævnligt de 6 km ind til byen i den lokale bus. Det giver hver gang sjove og små pudsige oplevelser. Jeg husker især en episode, som gjorde indtryk på mig. Jeg var i en bus på vej hjem fra byen. Bussen var overfyldt. Et par høns har der nok også været og nok også byggemateriale skubbet ind under sæderne. Hver gang, bussen standsede, måtte folk, der stod op, stå ud af bussen for at give plads, til dem, der skulle af. Da vi holdt et sted, steg en lille skolepige af som den eneste. Den unge mand, som var konduktør, fulgte efter hende for at få sin betaling. Pigen bukkede sig ned for at finde buspengene, som var gemt i strømpen i den ene sko. Konduktøren ventede tålmodigt, fik pengene og hjalp hende skoen på igen, før han nikkede klar til afgang til chaufføren. Hele seancen har vel varet 5- 7 minutter, og alle i bussen nød den.
En gang, var jeg steget på den forkerte bus. Før jeg vidste af det, var hele bussen i færd med at give forslag til, hvad jeg så skulle gøre. Buschaufføren kørte en lille omvej for at praje en bus, som jeg blev lodset ind i. Den satte mig af ved et stoppested, hvor den rigtige bus samlede mig op få minutter senere. Der er ingen køreplaner: Bussen kommer, når bussen kommer. Det er en god øvelse i tålmodighed, og når man ikke den ene bus, venter man bare på den næste.
Den digitale verden er naturligvis også kommet til Tanzania og til vores landsby. Nye folk flytter til og bygger moderne huse, på den jord, som de har købt af de gamle landsbybeboere. Der er i dag livlig biltrafik på vejen gennem området, hvor der for 14 år siden, da vi flyttede hertil, højest var ti biler, der passerede dagligt. Det har medført større berøring med omverdenen, landsbyen er i forandring, og aftaler og tid er i flere og flere sammenhænge noget man må overholde. Det er naturligvis den vej tingene skal gå, men forhåbentlig vil man blive ved med at bevare noget af den afrikanske ro.
*Mzungu = en hvid person; Wazungu er flertalsformen
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg offentliggøres løbende i den kommende tid.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
