Tidligere præsident vender tilbage til magten i Madagaskar

andry_rajoelina_greeting_crowd
Andry Rajoelina.
Foto: Mmalembo (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

28. december 2018

Madagaskars tidligere præsident Andry Rajoelina har besejret en anden tidligere præsident, Marc Ravalomanana, i anden og afgørende runde af præsidentvalget. Valget blev afholdt 19. december, men valgkommissionen offentliggjorde først resultatet 27. december. 

Ifølge avisen The East African fik Rajoelina 55,66 procent af stemmerne mod 44.43 til Ravalomanana.

Ravalomanana har dog klaget over valgsnyd. Landets højesteret har nu indtil 5. januar til at bekræfte eller forkaste valgresultatet.

Under valgkampen anklagede begge kandidater hinanden for at forsøge at fuske med stemmerne. Fra valgkommissionen lyder det, at den gør hvad den kan for at undersøge anklagerne. Herunder bl.a. at gennemgå den software, der er brugt til at tælle stemmerne, skriver The East African.

Valgobservatører fra EU siger dog, at de ikke har set tegn på snyd.

De to kandidater er politiske rivaler, men rivaliseringen har ikke givet udslag i vold. Begge kandidater har i løbet af valgkampen lovet at respektere valgets resultat.

Lidt under halvdelen af landets godt 10 millioner registrerede vælgere deltog i valget.

Tidligere borgmestre

Marc Ravalomanana var præsident fra 2002 til 2009, hvor voldelige demonstrationer tvang ham fra magten. Herefter overtog Andry Rajoelina præsidentposten med støtte fra militæret. På det tidspunkt var han borgmester i hovedstaden Antananarivo, Han bestred posten frem til 2014.

Ravalomanana var også borgmester i hovedstaden inden han blev præsident. Det var efter et omstridt valg i 2001, som endte med at daværende præsident Didier Ratsiraka flygtede ud af landet. Han havde været præsident fra 1975 til 1993 og igen fra 1997 til 2002.

Begge eks-præsidenter er velhavende og har brugt store summer fra deres egne formuer på deres respektive valgkampagner og har for eksempel delt penge ud til vælgere.

Det store flertal af landets indbyggere er så langt fra velhavende som det næsten er muligt. Landet er blandt de fattigste i verden og mellem 70 og 80 procent af de 25 millioner indbyggere lever i absolut fattigdom.

I valgets første runde den 7. november var det 36 kandidater, heriblandt den siddende præsident Hery Rajaonarimampianina. Han fik dog kun godt otte procent af stemmerne mens  Rajoelina fik 39 og Ravalomanana fik 35 procent.