Tre kandidater til årets Timbuktu-pris på 100.000 kr.

Laurits Holdt

Berlingskes “gravegruppe”, tidligere Ritzau-journalist Hanne Sørine Sørensen og websitet verdensnyt.dk’s redaktør Dan Larsen er blevet nomineret til årets Timbuktu-pris – Danmarks største journalistpris.

Prisen, der er på 100.000 kr., er et arbejdslegat til at fremme kritisk journalistik om udviklingsspørgsmål på nationalt eller internationalt niveau.

Den vil blive uddelt på Folkemødet på Bornholm torsdag d. 13. juni.

Berlingskes gravegruppe, der består af to journalister og en fotograf, leverer kritisk undersøgende journalistik og har igennem sit arbejde sat fokus på journalistik om fattige lande indenfor stofområder som f.eks. erhvervsjournalistik.

Hanne Sørine Sørensen er en af de mest erfarne og velskrivende journalister, som har dækket historier fra alverdens fattige lande. Gennem Ritzau er de nået helt usædvanligt bredt ud i Danmark via provinspressen, hvor hun har delagtiggjort et stort og interesseret publikum i verden omkring os.

Websitet verdensnyt.dk, som blev etableret af journalist Dan Larsen i 2011, er en af de seneste nyskabelser indenfor udviklingsjournalistikken, som leverer journalistiske historier fra verdens glemte hjørner ved hjælp af utraditionelle kilder og deler dem med danskerne via sociale medier. Han er desuden tidligere formand for foreningen U-landsnyt.dk

Timbuktu-prisen kan ikke søges, men Fonden åbner for indstilling af kandidater og har i år modtaget navne på 12 kandidater, som repræsenterer et bredt og højtkvalificeret felt indenfor udviklingsjournalistikken. Nomineringen foretages af en jury med repræsentanter for Nairobi-klubben, Dansk Journalistforbund og Timbuktu Fonden.

Prisen er i sin natur et arbejdslegat, som skal bruges til at gennemføre nye projekter indenfor kritisk u-landsjournalistik, som de nominerede forelægger for Fonden. Prisen blev indstiftet i 2009, og den første modtager var filmmanden Tom Heinemann. Derefter gik prisen til freelance journalisten Thomas Aue Sobol og filmmanden og fotografen Jørn Stjerneklar. Læs mere om de tre og deres modtagelse af prisen via linkene under artiklen.

Om overrækkelsen: Offentliggørelsen af navnet på prismodtageren sker under Folkemødet på Bornholm. Prisen vil blive overrakt af Timbuktu Fondens formand, Thomas Ravn-Pedersen, i Det globale Telt, torsdag d. 13. juni kl. 17.15.

Om fonden: Timbuktu-fonden blev etableret i 2008 af journalist Jørgen Harboe i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. Læs mere på Timbuktu Fonden

Kontaktinformation:
Yderligere oplysninger kan fås hos medlemmerne af Timbuktu-prisjuryen:
Jan Kjær, Nairobi-klubben 2670 3681
Lotte Dahlmann, DJ 2363 6443
Kirsten Lund Larsen, Timbuktu Fonden 4040 0025